Hånden på hjertet, kære læser, føler De, at De er forholdsvis velorienteret om, hvad der sker nede i Bruxelles og i Strasbourg? Nej, vel? Det skal De ikke have dårlig samvittighed over. Hundredvis af millioner af europæere føler som De – inklusive undertegnede – og det er, hvad økonomer og politologer vil kalde rationel ignorance.
Når aviserne ikke kan sælge EU-historier, og når ingen europæiske borgere gider sætte sig ind i, hvad der sker i EUs institutioner, skyldes det nemlig ikke blot den rå arrogance og elitisme, som EUs ledere gang på gang lægger for dagen. Faktisk kunne dette være et udmærket argument for at engagere sig og straffe de ansvarlige, men når dette ikke sker, er det fordi alle vælgere med en sund fornuft udmærket ved, at de ikke har en kinamands chance for at ændre noget som helst i EU. At sætte sig ind i beslutningsgangene, institutionernes opbygning, beslutninger under opsejling og at forsøge at påvirke dette, vil derfor med 99,9 procents sandsynlighed være spild af tid.
Magtfuldkommenheden er blevet så tyk, at man kan skære i den. EU er bygget af bureaukrater og politikere til bureaukrater og politikere. De lytter kun til Dem, hvis De stemmer »ja«, og hvis De stemmer »nej«, bliver De ikke spurgt igen. Men hvis De stemmer »ja«, får De aldrig nogensinde muligheden for at stemme »nej« igen.
Lord Acton sagde, at magt korrumperer, og i disse år bliver magten mere og mere koncentreret i Bruxelles og Strasbourg. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at EUs revisorer år efter år nægter at godkende kommissionens regnskaber, at institutionen lider af korruption og svindel, og at stort set alle EU-politikere malker systemet på det grusomste. Dette er alt sammen forhold, som indikerer, at institutionerne er dysfunktionelle på et personligt niveau, og at den herskende kultur er yderst uheldig.
Det er bemærkelsesværdigt, at EUs og regeringens egen argumentation for vedtagelsen af Lissabon-traktaten var, at det ville gøre det nemmere for EU at træffe beslutninger. Jeg kunne næsten ikke selv have fundet på en bedre årsag til at stemme »nej«. Nemmere beslutninger og flere flertalsbeslutninger hen over hovedet på skeptiske befolkninger er det sidste, man kunne ønske sig, hvis man i forvejen ikke er imponeret. Ser man imidlertid på det økonomiske plan, er billedet ikke meget bedre.
En side af euroen, som fortjener særlig kritik, er den Europæiske Centralbanks (ECB) manglende evne til at holde inflationen i ave. I næsten halvdelen af tiden siden dens stiftelse i 1999 har inflationen været over de 2% om året, som ifølge banken selv er den maksimalt acceptable inflation. Idet ECB har skævet til de store og ringest fungerende medlemslande, har den ført en for ekspansiv pengepolitik, som har medvirket til at skabe boblen på husmarkedet, som i disse måneder imploderer.
Den stabilitetspagt, som var selve kerneargumentet i salgstalen for euroen, da den skulle vedtages og ratificeres af de enkelte lande, bliver desuden nonchalant overtrådt af de store medlemslande, når de har brug for det. Sanktionerne udeblev fuldstændig i starten af det ny årtusind, da de store og ringest fungerende medlemslande, i stedet for at gennemføre de nødvendige reformer, forsøgte at kick-starte deres økonomier med skadelig og 1970er-inspireret keynesianisme og ekspansiv finanspolitik.
Hvor de tidligere var blevet straffet af valuta- og rentespekulanter for deres misdåd, kan de store lande i euro-samarbejdet nu fortsætte ufortrødent – vel vidende, at de negative effekter af deres skadelige politik skal deles med de øvrige lande i euro-samarbejdet.
Hvis man som dansker derfor vil forsikre sig imod en socialdemokratisk regerings umådehold i en kommende recession, er det en rigtig god ide at stemme »nej« til euroen, hvis man nogensinde skulle være så heldig at blive spurgt igen. Et fastkurssamarbejde over for euroen vil ganske enkelt være en altafgørende spændetrøje på de uansvarlige politikere, som findes overalt. Hvis vi en dag skulle få nogle fremsynede politikere og centralbankøkonomer, ville vi ydermere have muligheden for at afskaffe inflationen i det hele taget. Den mulighed foreligger ikke, hvis vi stemmer »ja«. Bevar derfor kronen og den sunde fornuft.