Berlingske har fundet ny kronikredaktør

Berlingskes debatredaktion styrkes med en ny stilling som kronikredaktør og ansættelsen af en ny debatjournalist.

Anne Sofie Allarp og Christian Foldager, henholdsvis ny kronikredaktør og debatjournalist på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

To stærke profiler vil snart slutte sig til Berlingskes debatredaktion for at være med til at gøre avisens opinionsstof endnu stærkere.

Berlingske er Danmarks førende platform for borgerlig debat og idéudvikling, og det er også målet at levere meninger og debatjournalistik, som gør avisen uundværlig for enhver politisk interesseret dansker.

Derfor oprettes nu en stilling som kronikredaktør, som skal udvælge og indhente kronikker, som sætter dagsorden og gør læserne klogere. Det bliver Anne Sofie Allarp, jurist, forfatter, podcastvært og kendt kommentator, som fra 1. september tiltræder i rollen som Berlingskes kronikredaktør.

»Anne Sofie Allarp er en af Danmarks skarpeste og mest velskrivende debattører. Hun har dyb indsigt i den danske og internationale debat, og hun har en fremragende evne til at forstå vor tids mest afgørende brudflader. Anne Sofie vil uden tvivl kunne sikre vores kronikker mere slagkraft, og hun vil også selv interviewe og iscenesætte debatter,« siger Pierre Collignon, debatredaktør på Berlingske.

Anne Sofie Allarp var frem til 2009 international sekretær i Socialdemokratiet. Siden er hun blevet tiltagende kritisk over for partiet, og hendes kommentarer kredser i dag om forsvaret af retsstaten og demokratiske principper. Allarp har redaktørerfaring fra Radio24syv, hun er forfatter til både skøn- og faglitteratur, og de senere år har hun stået bag podcast-hits som  »Er der liv på Venus« (P1), »Skyggekvinder« og »Styr på Historien« på Podimo.

»Jeg oplever en stor søgen efter ideer, perspektiv og tidligere generationers erfaringer i en tid, hvor politiske og samfundsmæssige traditioner er under forandring og opbrud. Den søgen skal vi møde med ærlighed, nysgerrighed og omhyggelighed i den offentlige debat,« siger Anne Sofie Allarp.

Samtidig ansætter Berlingske en ny debatjournalist i skikkelse af Christian Foldager, cand.mag. i historie og samfundsfag. Foldager kommer fra en stilling som kommunikationsrådgiver hos Rostra Kommunikation og Research. Ved siden af sit arbejde på bureauet har han gennem flere år markeret sig som konservativ kommentator hos Berlingske og skribent for blandt andre Weekendavisen og Kontrast. Siden 2018 har han også været vært for flere programserier om europæisk politik på dk4. Tidligere i år interviewede han alle de indstillede til Berlingskes Fonsmark-pris.

»Berlingske arbejder for en redelig, oplysende og engagerende offentlig samtale, og de dyder kendetegner netop Christian Foldager. Han har et skarpt blik for de emner og vinkler, som interesserer borgerlige danskere, og han har samtidig evne til at sætte det danske ind i en international ramme,« siger debatredaktør Pierre Collignon.

Christian Foldager får sin første arbejdsdag på Berlingske 1. august.

»Det er mig en stor ære at tiltræde en stilling på Berlingske, som naturligvis har en helt særlig plads i hjertet på enhver konservativ dansker. Jeg ser frem til samarbejdet med resten af redaktionen og håber, at jeg med mit ydmyge bidrag kan gøre en positiv forskel for læserne ved at stille spørgsmålstegn ved samfundsudviklingen ud fra et borgerligt-konservativt udgangspunkt,« siger Christian Foldager.