Barfoed: Danskerne skal kende historien

At manden til hest er Kong Christian X, og at billedet er taget i 1920, det vil sikkert være ny viden for en del læsere. Lars Barfoed er bekymret. Fold sammen
Læs mere
Foto: ukendt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringen ignorerer vores stigende historiske identitetstab og har i globaliseringens navn gennemført en direkte historiefjendsk og kulturløs politik.

Kulturpolitik handler både om at skabe rammerne for en fortsat udvikling af vores kultur og kunstneriske udtryk og samtidig bevare og forankre vores historiske og kulturelle værdier i den almindelige bevidsthed og dannelse. Vi skal i kulturpolitikken bevare vore værdier og på det grundlag give plads til udvikling og nytænkning. Desværre er der ikke i dag den tilstrækkelige vilje til at prioritere det kulturbevarende og det historiske.

Historieløsheden raser i Danmark. Det er i dag et paradoks, at populærkulturen er spækket med film, serier og bogudgivelser med afsæt i historiske begivenheder, mens danskernes historiske overblik synes at blive mindre og mindre. Et herskende mantra er, at kendskab til kongerækker og epokegørende årstal hører hjemme i den sorte skole og er ganske overflødig så længe, man er superbruger af Google. En række undersøgelser har den seneste tid dokumenteret, at vores historiske viden er foruroligende begrænset. Den nuværende regering og visse dele af den liberalistiske højrefløj skubber aktivt til denne udvikling og undergraver dermed grundlaget for en fælles historisk og kulturel indsigt. Det fører til tab af dannelse og svækker vores evne til at agere i en globaliseret verden og træffe beslutninger for fremtiden.

I Det Konservative Folkeparti er vi dybt bekymrede over denne udvikling og ønsker inderligt, at historiebevidstheden på ny rodfæstes i den danske befolkning. Intet samfund kan overleve uden at bevare og bygge videre på de værdier, som tidligere generationer har givet os. Historisk indsigt er derfor en naturlig grundpille i Det Konservative Folkeparti. Historisk indsigt er en uomgængelig forudsætning for at træffe rationelle beslutninger og samtidig det vigtigste værn mod blåøjet idealisme. Uden kendskab til Churchills og Chamberlains karakterbøger er det nok ikke en urimelig vurdering, at førstnævntes historiske indsigt var sin forgængers overlegen.

Vi er vores historie. Hvad enten det gælder den nyere historie eller antikken, har historiske begivenheder og personer defineret rammerne for vores tilværelse og kulturelle ophav. Havde det eksempelvis ikke været for general Montgomerys snarrådighed – nogle ville måske sige ego – havde den røde hærs panserenheder nået Jylland først, og Danmark ville være fanget bag jerntæppets mørke. Hvis Hannibal og hans krigselefanter havde haft en smule mere medvind på slagmarken mod opkomlingene fra Rom, havde tungemålene i Italien, Frankrig og Spanien aldrig tilhørt den romansk-latinske sprogklasse. Og havde den romerske kejser Konstantin godt 500 år senere, under det kristne kors, ikke vundet slaget ved den milviske bro, havde vi måske ikke været kristne i dag. Endeligt tror jeg de færreste danskere er bekendte med, at en simpel skovtur kan føres direkte tilbage til det storpolitiske spil under Napoleonskrigene. Efter vores begrædelige tab af flåden til Storbritannien i 1807, blevet det nemlig besluttet at plante i omegnen af 90.000 nye egetræer, som 150 år senere skulle indgå i opbygningen af en ny og prægtig flåde. Her godt 200 senere kan vi altså nyde disse ”flådeege” – ikke som krigsskibe – men som svalende skygge, når picnickurven skal indtages.

Denne fundamentale væsentlighed når desværre ikke tilstrækkeligt ud blandt særligt de yngre generationer. Eksempelvis viste en undersøgelse i Berlingske tidligere i år, at hver fjerde danske unge tror, at Tysklands tidligere jernkansler, Otto von Bismarck, var Nazitysklands rigsbefuldmægtigede i Danmark, ligesom kun 27 procent ved, at Hitler sideløbende med besættelsen af Danmark også besatte Norge i 1940. En Epinion undersøgelse fra 2012 viste desuden, at kun 16 procent af danskerne mellem 18 og 34 år ved, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark i 1920, mens kun 39 procent vidste, at den dansk-tyske grænse blev fastlagt ved en folkeafstemning.

Regeringen ignorerer vores stigende historiske identitetstab og har i globaliseringens navn gennemført en direkte historiefjendsk politik. Eksemplerne på denne destruktive laissez faire politik er mange. For det første har man nedlagt hjemmesiden for vores kulturkanon og samtidig, med modstand fra Historielærerforeningen og Dansklærerforeningen, afskaffet kanonen fra den obligatoriske undervisning i folkeskolen. For det andet har regeringen og Enhedslisten netop ændret reglerne for opnåelse af dansk statsborgerskab. Den nye statsborgerskabsprøve indeholder ikke længere et krav om indsigt i dansk historie og kultur, men betoner alene, at ansøger skal have kendskab til ”det hverdagsliv og det aktive politiske liv, som møder borgerne i et moderne samfund”. Dette efterlader et klart indtryk af, at danmarkshistorien skulle stå i vejen for en såkaldt inkluderende danskhed. Intet kunne være mere forkert.

Tilbage i november 2011 fremturede børne- og undervisningsminister Christine Antorini med et ønske om, at kristendomsundervisningen redefineres til et mere generelt religionsstudie. Jeg mener, det vil være en ærgerlig forfladigelse af kristendommens betydning. Hvorfor ikke bruge kristendomsundervisningen mere aktivt? Ikke til forkyndelse, men som redskab til at gøre vores børn bevidste om vores kristne kulturarv og betydning heraf.

Det har hidtil været umuligt at få Marianne Jelved i tale, når det gælder bevarelsen af vores kulturminder. Eksempelvis har Kulturministeriet blankt afvist at restaurere det danskbyggede Fort Frederik på Skt. Croix i de tidligere Dansk Vestindiske Øer og samtidig halveret statstilskuddet til Fregatten Jylland. Sidstnævnte betyder, at det før så stolte skib bogstaveligt talt rådner op ved Ebeltoft Havn. Så sent som under finanslovsforhandlingerne fremsatte Det Konservative Folkeparti forslag om at få genoprettet Fregatten Jyllands økonomi, så den kan blive vedligeholdt og bevaret – men forgæves. Summen af disse tiltag er et klart signal om, at regeringen ikke anser vores fælles historie for at have en national og samfundsmæssig betydning. Vi vil derfor på det kraftigste advare imod en relativistisk radikal kulturpolitik, hvor alle begivenheder er lige (lige)gyldige og intet synes bevaringsværdigt.

Udviklingen til trods har vi de senere år set en renæssance for dansk historie i populærkulturen. Mads Mikkelsen har utvivlsomt, via sin rolle i En Kongelig Affære, øget kendskabet til oplysningstiden og den statskuppende Struensee. Besættelsen og den danske modstandsbevægelse er også blevet skildret fortræffeligt; først i Flammen og Citronen og sidenhen i filmen om Hvidstengruppen. Endeligt vil den Anden Slesvigske Krig uden tvivl få sit endelige folkelige gennembrud, når Ole Bornedals miniserie, 1864, ruller over skærmen næste efterår.

Populærkulturen kan desværre ikke løfte historien alene. Bog- og filmmediet har en tendens til at fokusere på højdramatiske og allerede kendte begivenheder – uden at give den baggrund og kronologi, som er forudsætningen for at forstå de bredere årsagssammenhænge. Eksempelvis har tabet af Norge fået så ringe bevågenhed, at det nok er de færreste danskere, der ved, at 2014 ikke kun markerer 150 året for slaget ved Dybbøl og tabet af Sønderjylland. 2014 er også 200-året for Danmarks afståelse af Norge. Danmark valgte fransk side i Napoleonskrigene og måtte derfor afstå Norge efter fredsslutningen i Kiel den 14. januar 1814. Da havde Danmark og Norge været i et Kongefællesskab i over 400 år, der blandt andre fostrede store danskere som Ludvig Holberg og Peter Wessel Tordenskjold, som var født i henholdsvis Bergen og Trondheim. Oslo fortsatte endda med at hedde Christiania og skiftede først til sit nuværende navn i 1925. I virkeligheden var tiden op til og med 1814 måske mere afgørende for Danmarks status som småstat end de skelsættende begivenheder 50 år senere.

2014 giver os derfor to centrale mærkedage. Vi bør fejre, mindes og måske i det stille sind begræde 1864 og 1814 og bruge datoerne som anledning til at skærpe og løfte den historiske indsigt i Danmark. Vi har allerede fremlagt et kulturudspil, som netop fokuserer på at styrke danskernes historiske og kulturelle forståelse. Konkret ønsker vi at tilføre 150 millioner ekstra til kulturen. Pengene skal blandt andet gå til bevarelse af fortidsminder, vores store kulturarvsinstitutioner som Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst samt sikre en ekstra bevilling til Fregatten Jylland og Frihedsmuseet.

Et fælles historisk anker er og bliver den væsentligste forudsætning for, at vores lille men seje nation kan stå stærkt og samlet i fremtiden.

DEBAT | Er man nødvendigvis histiorieløs, fordi man ikke er stiv i årstal? Del dine tanker under artiklen eller her på vores Facebook-side.