Banker har kun respekt for bøder

Så måtte også finansens Mr. Clean-Sheet hente bolden ud af nettet.

Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Direktør i Arbejdernes Landsbank, Gert Jonassen, reagerede dog så prompte på et bødeforlæg fra bagmandspolitiet, at han med en snedig kommunikationsmanøvre reddede et uafgjort i land. Bøden på fem mio. kr. for rod i hvidvaskningsalarmsystemet, og risikoen for at blive hængt ud, blev lynhurtigt vendt til noget positivt, til det dyre kommunikationseksperter kalder en proaktiv aktion.

Sagen er denne: Arbejdernes Landsbank fik tilbage i 2011 en række påbud fra Finans­tilsynet, fordi banken ikke havde tilstrækkelig styr på de rutiner i banken, der skal kunne opsnappe hvidvaskning af penge. Ifølge banken selv rettede Arbejdernes Landsbank hurtigt op på manglerne, men alligevel valgte tilsynet at sende sagen videre til bagmandspolitiet, SØIK. Når politiet blandes ind, er der tale om en alvorlig sag.

Gert Jonassen siger:

»Vi accepterer til fulde bøden. Vi tager ansvaret for, at vi ikke var hurtige nok til at implementere de nye regler i 2011.« Set udefra virker det dog overraskende, at denne sag er endt hos politiet. Især fordi banken, ifølge Gert Jonassen, meget hurtigt rettede op på de mangler i bankens sikkerhedskontrol, som påpeget af Finanstilsynet. Det er således usikkert, hvad den politimæssige efterforskning har bestået i. Der er næppe tvivl om, at Jonassen har fortalt sandheden, men han har næppe ruttet med den.

Den gamle arbejderbank gik straks i offensiven. Udover at acceptere bøden, fik Gert Jonassen lukket sagen med en fin markedsføring af, at Arbejdernes Landsbank, tager denne sag meget alvorligt, at man har forbedret sig, og at banken – ifølge Jonassen – nu hører til blandt de bedste i klassen på det område.

Så altså en elegant håndtering af en potentiel møgsag. Nordea blev i øvrigt tidligere i år idømt en bøde på 27 mio. kr. af det svenske finanstilsyn for en lignende sag. Gad vide, hvor mange hvidvaskere bankerne så siden har fanget.

Noget kunne tyde på, at bankerne ikke har taget disse hvidvaskningsdirektiver alvorligt, og at tilsyn og politi på begge sider af sundet derfor har måttet gå til biddet med at udstikke bøder. Hævede pegefingre virker ikke, det gør kun kontante bøder. Det andet signal er, at en bank i disse tider, hvor banker ikke vinder mange skønhedskonkurrencer, lynhurtigt skal se at få lukket potentielle møgsager – også selv om det koster en bøde.