»At 1864 kom, fordi nogle mennesker med en vision blev grebet af eufori, er ikke en fri tolkning af historien. Det er bare simpel historieforfalskning.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I ugens løb stødte jeg på et læserbrev i Jyllands-Posten om ugens store debatemne. Det var skrevet af buschauffør K. Kristensen fra Rønde, og det lød: »Hvem og hvad skal man tage alvorligt i DRs serie »1864«? Første afsnit mindede om en dilettantforestilling med klicheer og karikaturer. Det er synd, at skuespillerne bliver brugt på denne måde. Instruktør Ole Bornedal siger, at han vil skabe drama og levende mennesker, men det får man da ikke ved at skabe primitive figurer, som man ikke kan tage seriøst, og hvor man nærmest sidder og smågriner ind imellem. Det gjorde man f.eks. ikke, når man så de tyske dramaer om Hitler og Rommel og andre af nazitidens topfolk. Det var kød og blod og en fremstilling af mennesker, der virkede ægte.«

Buschaufførens læserbrev stemmer med min egen oplevelse. Selvfølgelig er det »præmaturt«, som den vrede Ole Bornedal siger, at give serien en generel karakteristik på grundlag af de tolv procent, første del fylder, men uanset, om serien vokser i kunstnerisk betydning og hele andedammen til sidst basker med vingerne af begejstring over Ole Bornedal, så ville det have gjort projektet mere interessant, hvis han ikke både havde været instruktør og manuskriptforfatter. Ole Bornedal er en habil filmhåndværker, der maler med bred pensel og stærke farver. Hans bedste og mest ambitiøse film er den let overgearede »Jeg er Dina«, og den er lavet på et litterært forlæg, Herbjørg Wasmoss’ roman »Dina«.

Det var daværende kulturminister Per Stig Møller, der stod for den særbevilling på 100 mio. kr., som var øremærket til en DR-serie om 1864, der har kostet 173 mio. kr. Man kunne have fået mindst tre fantastiske film for de penge. Det var forkert at overlade projektet til Danmarks Radio. De mennesker, der sad og sidder på Danmarks Radio, er for selvtilstrækkelige og selvkloge til så krævende en opgave. Man skulle have udbudt den til produktionsselskaberne og så ladet DR og TV 2 byde ind bagefter. Uanset hvordan Bornedals serie udvikler sig, er jeg sikker på én ting: Den vil ikke løse den opgave, som har været hensigten med bevillingen, nemlig på en folkeligt appellerende måde at give et væsentligt bidrag til forståelsen af en skæbnesvanger periode i landets historie, der har mindst lige så stor betydning for os, som Hitler-rigets sammenbrud har for tyskerne.

I et interview med Adam Holm på DR2s »Deadline 2.sekt.« forrige søndag vakte Klaus Rifbjerg almindelig moro ved at hævde, at der kun findes 2.000 begavede mennesker i Danmark. Som andre, der arbejder mest med det subjektive, kommer Rifbjerg bedst til sin ret som enetaler, ikke i diskussion med en intelligent interviewer. Han har for nylig udgivet en lille roman, »Idræt«, som jeg netop har læst. »Idræt« er et lille genialt værk, der samler hele hovedpersonens liv i et komplekst billede med døden siddende på en stol ved siden af og kigge på. Der er stadig ingen, der kan skrive som Klaus Rifbjerg. Han har et kolossalt følelses- og oplevelsesapparat, der er symbiotisk med hans intelligens. Hans tankestrøm er sammensat som et fiberkabel, med en mangfoldighed af meddelelser på samme tid. Men folk, der debatterer, tænker sædvanligvis kun én tanke ad gangen, og det betyder, at Rifbjerg kommer til at virke som et underlig fremmedelement i en sådan »voksen« sammenhæng. Set fra sit sted har Rifbjerg vel ret i, at vi er et stort flertal i dette land, der ikke er særlig begavede.

I sit forsvar for »1864« siger dramachefen Piv Bernth til BT: »Det er jo ikke en støvet historietime, men et dramatisk værk. Hvis vi skulle have alle nuancerne med, og alle de politiske diskussioner, kunne det godt nok blive kedeligt hurtigt. (…) Vi siger ikke, at det er gale mennesker, men mennesker med en vision, der bliver grebet af en eufori.« Det er typisk DR-dansk og netop ikke spor begavet at opstille en modsætning mellem en historietime, oven i købet støvet, og et drama. Som om en støvet historietime var eneste alternativ. Som om der er en nødvendig modsætning mellem viden og kunst. Det er der ikke i de tyske historiske TV-dramaer, som buschauffør K. Kristensen ovenfor henviser til. Heller ikke i den dramatiske og historisk meget nøjagtige film »Der Untergang«. Eller i Spielbergs »Schindlers Liste«. At krigen i 1864 kom, fordi nogle mennesker med en vision blev grebet af en eufori, er ikke en mulig fri tolkning af historien. Det er bare simpel historieforfalskning.

Sagen er, at Danmark var anbragt i en umulig situation, der i nogen grad svarer til den, Serbien blev sat i efter det østrigske ultimatum i juli 1914. Den danske regering vidste, at konflikten ikke kunne løses uden stormagternes hjælp, og D.G. Monrad, der var konseilspræsident (statsminister) og udenrigsminister stolede mere på englænderne, end de levede op til. For at forklare det katastrofale nederlag skabte politiske modstandere bagefter myten om den overmodige regering, ligesom man efter Første Verdenskrig skabte »dolkestødslegenden« i Tyskland og efter Anden Verdenskrig skabte myten om det enestående danske sammenhold. Udenrigsministeriets direktør 1858–1899, Peter Vedel, spurgte efter 1864 kritikerne, der siden blev forudsætningen for Det Radikale Venstre. »Jamen, hvad mener De egentlig, vi skulle have gjort?« Han fik aldrig noget svar.