Arbejdsmarkedet løser integrationsproblemerne

Selvom indvandringen stiger, vokser beskæftigelsen, og bekymringen for indvandrere og flygtninge er på det lavest registrerede niveau. Kun 14 pct. af danskerne er meget bekymrede for samfundsproblemerne med flygtninge og indvandrere. Det er næsten en halvering på ti år.

Konsulent i DA Fold sammen
Læs mere
Foto: Berit Toft Fihl

Alle taler om integrationsproblemerne. På arbejdsmarkedet løser man dem.

Selvom indvandringen stiger, vokser beskæftigelsen, og bekymringen for indvandrere og flygtninge er på det lavest registrerede niveau, viser nye tal fra Institut for Konjunkturanalyse (IFKA). Kun 14 pct. af danskerne er meget bekymrede for samfundsproblemerne med flygtninge og indvandrere. Det er næsten en halvering på ti år.

Skiftet i danskernes holdning er ligetil at forklare. Når vi mødes på arbejdsmarkedet, ryger forudfattede meninger på gulvet, og den indbyrdes respekt stiger til gavn for integrationen og fællesskabet.

Et godt eksempel er religion, som kan synes at fylde meget i det offentlige rum. Direkte adspurgt om religionens betydning på arbejdspladser svarer virksomhederne, at religion generelt ikke giver anledning til problemer i hverdagen på virksomhederne. Kun fire pct. af virksomhederne har en sjælden gang stødt på problemer i forbindelse med den enkelte medarbejders religiøse særinteresser. Og det er meget sjældent, at medarbejdere klager til personalechefen over virksomhedens almindelige takt og tone.

Integrationen på arbejdsmarkedet ses tydeligt i tallene. De senere år er der kommet 46.000 flere indvandrere fra ikke-vestlige lande ud på danske virksomheder i både den offentlige og den private sektor. Det er et glædeligt gennembrud, som vil vise sig altafgørende for integrationen.

Det er ikke noget, som arbejdsgiverne er alene om at mene. Det er en mening, som indvandrerne også deler. Ugebrevet A4 har for nylig spurgt indvandrerne om, hvad de lægger vægt på for at føle sig integreret i Danmark. Sammenlignet med tidligere ser en større del af indvandrerne et job som nøglen til integra-tion.

Integrationseffekten af en større arbejdsmarkeds­tilknytning blandt indvandrere findes der endda tydelige beviser for. PISA-undersøgelser fra OECD har blandt andet vist, at det har en positiv afsmitning på indvandrerbørnenes præstationer i folkeskolen, når deres mødre får job.

Der er således al mulig grund til at satse på arbejdsmarkedet, når man arbejder for at forbedre integrationen. Et uundgåeligt redskab i denne sammenhæng er bedre økonomiske incitamenter. For som de seneste analyser af 300-timers-regelens effekter fra både AKF og SFI viser, så får udsigten til at miste passiv offentlig forsørgelse flere ud på arbejdsmarkedet – og mange af dem er indvandrere.

Virksomhederne vil hellere end gerne ansætte motiverede medarbejdere, men det kræver, at virksomhederne kan få øje på dem, der står uden job. Det er vanskeligt, for der er stadig omkring 40 pct. af de ca. 200.000 indvandrere fra ikke-vestlige lande i den erhvervsdygtige alder, som står skjult lige uden for arbejdsmarkedet. Denne gruppe af personer er ikke engang registreret som ledige, da kommunerne har vurderet, at de tilhører de såkaldte matchgrupper 4 og 5, og dermed har problemer ud over deres ledighed.

Mange af disse mennesker har måske kun lidt arbejdserfaring eller slet ingen, og danskkundskaberne udgør en barriere for andre. Samtidig har undersøgelser peget på, at indvandrere mangler et netværk til arbejdsmarkedet og derfor ikke har så mange indgange til virksomhederne som etniske danskere. Den stigende beskæftigelse for indvandrere betyder heldigvis, at indvandrernes netværk på arbejdsmarkedet styrkes dag for dag. Men for dem, som ikke har et netværk, er det de kommunale jobcentres netværk, der skal hjælpe indvandrerne i job.

Desværre er der er stor forskel på, hvor mange indvandrere der er tilknyttet arbejdsmarkedet i kommunerne. Leger vi et øjeblik med tanken om, at jobcentrene i gennemsnit er i stand til at få indvandrere tilknyttet arbejdsmarkedet i samme udstrækning som de bedste af kommunerne, ville 16.000 flere indvandrere være tilknyttet arbejdsmarkedet. Der er kun én forklaring på forskellen: For mange jobcentre løser ikke opgaven godt nok.

Ansvaret hviler derfor tungt på kommuner og jobcentre. Jobcentrene er det bindeled, som indvandrerne har brug for til at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Jobcentrene kender til de lokale jobmarkeder og kender virksomhederne. Jobcentrenes viden er derfor afgørende for, at indvandrere og virksomheder mødes.

Der er god grund til at rose de kommuner, som er gået ind i samarbejdet med lønmodtagerne og arbejdsgiverne om projektet »Virksomhedsrettet Integration«, der handler om at føre personer, der står et godt stykke uden for arbejdsmarkedet, hele vejen hen til et fast job. Den danske arbejdsmarkedspolitik består af mange og langt hen ad vejen gode værktøjer, men for personer, der har brug for at blive hjulpet på flere områder, kan de mange tilbud blive en jungle, hvor det er svært at finde vej. I »Virksomhedsrettet Integration« tager man udgangspunkt i en konkret person og en konkret virksomhed og sætter værktøjerne sammen i en pakke, der får de to parter til at mødes. De foreløbige resultater er meget lovende. Både i Fredensborg og i Gladsaxe har flere indvandrere på denne måde fået deres livs første job i en moden alder. De mange ubesatte job og den massive mangel på arbejdskraft giver en enestående chance for at få rettet op på fortidens fejltagelser og få flere indvandrere ind i et aktivt arbejdsliv. Vi er godt på vej, men skal vi løse integrationsproblemerne, er det en forudsætning, at vi ikke længere afskærmer gruppen af nye danskere fra arbejdsmarkedet, for det er netop dér, integrationen finder sted.

De rette kvalifikationer og gode kompetencer er helt indlysende afgørende for, om den enkelte får en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedet kan hjælpe integrationen godt på vej, men de grundlæggende forudsætninger skal også være til stede. Grundlaget skal bygges i folkeskolen, men selv om det er en kerneopgave, så er det ikke en opgave, som folkeskolen løser tilfredsstillende. PISA-studierne viser, at der er en overvægt af elever med ikke-vestlig baggrund, der får så lidt ud af at gå i folkeskole, at de faktisk ikke har tilstrækkelige kompetencer til at tage en uddannelse. Det er et katastrofalt svigt, som får vidtrækkende konsekvenser også for samfundet.

Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Uddannelse er nøglen til et job for både danskere og indvandrere, og vi må kunne forvente, at alle børn – som mindstemål – forlader folkeskolen med de helt basale kompetencer, der gør dem i stand til at tage en ungdomsuddannelse og kvalificere sig til fremtidens ar-bejdsmarked.

Det er særligt bekymrende, at mange indvandrerbørn født her i landet klarer sig dårligere og har dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet end deres forældre. Det tegner et billede af, at nogle indvandrergrupper er blevet marginaliserede og lever en tilværelse, hvor problemerne forstærker hinanden. Danmark er ikke ene om denne problemstilling, da en tilsværende udvikling ses i en række europæiske lande. Men det ændrer ikke på, at det er en udvikling, alle har en interesse i at undgå. Første skridt skal tages i folkeskolen, der ganske enkelt ikke må sende unge mennesker ud i verden uden forudsætninger for at komme videre.

Lige nu er ti pct. af folkeskolens elever tosprogede, og rigtig mange af disse er efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande, som er født og opvokset i Danmark. Hvis de skal blive en del af den positive integration på arbejdsmarkedet, skal folkeskolen levere markant bedre resultater, end vi ser i dag.