Arabisk TV når det er bedst

Det er en fornøjelse at se debatprogrammet »Fi falak al mamnou«. Her er der ingen tabuer, der ikke er til debat. Programmet er et frisk og tiltrængt bidrag i den muslimske verden, hvor mange sidder fastlåst i deres forestilling om de andre.

Naser Khader

Mange steder i den arabiske verden ligger konflikter af den ene eller anden art lige under overfladen og kan blusse ud i lys lue ved den mindste gnist.

Ildsjæle, menneskeretsforkæmpere, politikere og mange andre kæmper for at skabe retfærdighed, lighed og forståelse med alle tænkelige midler. Kampen for den fredelige sameksistens har mange former og for nylig stødte jeg på en overraskende én af slagsen. Et TV-program.

Den franske satellitkanal France24 består af fire kanaler, som sendes på henholdsvis fransk, engelsk, arabisk og spansk. Programfladen består først og fremmest af nyheder og magasinprogrammer, og det var på den arabiske kanal, at jeg faldt over dette fremragende debatprogram – »Fi falak al mamnou«.

Programmets omdrejningspunkt er tabuer. I studiet sidder en kompetent studievært af nordafrikansk oprindelse, og der er inviteret gæster og debattører fra både Frankrig, Vesteuropa og Mellemøsten. Programmet starter typisk med en voxpop, hvor journalister bosat forskellige steder i den arabiske verden går på gaden og stiller tilfældige mennesker et enkelt spørgsmål om et tabu.

Spørgsmålet kunne for eksempel være »Hvorfor er det ikke tilladt at være ateist i den muslimske verden?« eller »Hvorfor må piger ikke have kærester og dyrke sex?« eller »Hvorfor får arabere ikke nobelpriser i teknologiske fag?« »Er drusere muslimer?«

Fordomme og myter

I et af programmerne bad man almindelige arabere på gaden om at forklare noget om deres naboers tro og religion. Det var særligt interessant, for der findes mange minoriteter i den arabiske verden, alt godt fra himlen, og folk ved i virkeligheden ikke ret meget om de andre. Der kom ikke bare mange fordomme på bordet i den udsendelse, men også mange myter.

Folk af alle tænkelige observanser har i programmet mulighed for at komme med deres synspunkter, og i de efterfølgende diskussioner bliver alle berørte parter inddraget. Debatterne kan gå hedt for sig - igen og igen må studieværten holde fast i, at man skal lytte til hinanden og lade være med at råbe. På den måde har programmet også en opdragende effekt.

Bølgerne gik især højt, da programmet handlede om det religiøse mindretal, alawitterne, alawisme er en shiamuslimsk religiøs retning. Syriens præsident, Bashar al-Assad, er alawit. Mange af de adspurgte på gaden sagde, at alawitter ikke er rigtige muslimer. Folk var af den opfattelse, at alawitterne mener, at Gud i virkeligheden sendte ærkeenglen Gabriel ned til Ali og ikke Muhammed. At ærkeenglen tog fejl, og at Ali skulle have været profeten. Denne påstand blev afvist af alawitternes religiøse overhoved. Han kunne forklare, at alawitterne også værdsætter Muhammed, men bare har rigtig meget respekt for Ali, fordi de mener, at han havde så meget indsigt. Samtidig forklarede den skriftkloge, at alawitterne ikke følger de fem søjler i islam, men har deres egne, hvori bønnen og fasten indgår.

Da programmet kom ind på et andet religiøst mindretal, druserne, var det mere behovet for opklaring, der var i fokus. Mange ville vide, hvorfor der er så meget hemmelighedskræmmeri om drusernes religion, og hvordan de kan tro på, at man bliver født på ny, når man dør. Men der blev også plads til nogle fordomme som for eksempel, at mange tror, at drusere ikke frier til deres koner, men blot kidnapper dem. I programmet blev man klogere på, at druismen er en esoterisk religion, hvis læresætninger kun er kendt af de indviede og nedskrevet i de hellige skrifter, »kitab al-hikma«. Deres lære omfatter reinkarnation. Filmstjernen George Cloonys hustru Amal har i øvrigt en libanesisk-drusisk baggrund.

Jeg kunne blive ved med at komme med spændende eksempler. Programmet er et frisk og tiltrængt bidrag i den muslimske verden, hvor mange sidder fastlåst i deres forestilling om de andre. Der er ingen tabuer, der ikke er til debat. Det er folkeoplysning, når det er bedst, og jeg glæder mig allerede til i aften, hvor jeg vil finde det næste program over YouTube, mens jeg løber på løbebåndet.