Ansvarets år

I 2008 venter den politiske hverdag. Socialdemokraternes formand tror, den vil vise, at vi står over for udfordringer, der handler om andet og mere, end valgets vindere stillede os i udsigt. I 2008 bør vi som samfund gradvis erkende, at vi på en række punkter ikke kan fortsætte med mere af det samme.

Tegning: claus bigum Fold sammen
Læs mere

For mange er nytåret en særlig anledning til at gøre status og tage pejling af fremtiden. Det gælder både personligt og politisk. Rent politisk ved ingen, hvilket budskab statsministeren har forberedt. Men jeg håber på en nytårstale, der ser længere frem og går mere i dybden end sædvanligt. Det har dansk politik brug for.

Meget tyder på, at 2008 vil blive markant anderledes end 2007. Året, der gik, var et valgår. Alting blev sat på spidsen. Længe inden den forventede valgudskrivelse var året præget af højstemt retorik og hård politisk debat om personer, bogstavkombinationer, tal og fakta. Det gav mere spænding og dramatik, men mindre omtanke og fremsyn. VKO-flertallet genvandt magten med en højkonjunktur i ryggen. Budskabet var enkelt, men også letsindigt: Det går godt i Danmark (for de fleste) – og hvis regeringen fortsætter, bliver det sikkert »endnu bedre«.

I 2008 venter den politiske hverdag. Jeg tror, den vil vise, at vi står over for udfordringer, der handler om andet og mere, end valgets vindere stillede os i udsigt. I 2008 vil – eller rettere bør – vi som samfund gradvis erkende, at vi på en række punkter ikke kan fortsætte med mere af det samme. Det vil vise sig, at mange af de ting, vi nu og her tager for givet, men gerne vil gøre endnu bedre – slet ikke er nogen selvfølge, når vi ser længere frem. At vi bliver nødt til at træffe større og mere krævende beslutninger end hidtil antaget, hvis vi vil fremtidssikre og udvikle vores samfundsmodel og de værdier, vi sætter pris på.

Derfor håber jeg, at 2008 og tiden derefter vil blive husket som ansvarets år. En epoke hvor vi beslutter os for at tage højde for fremtiden. Det kan lyde trist og skeptisk, men sådan behøver det ikke være. Tværtimod. Hvis vi handler i tide, har Danmark masser af muligheder for at vinde på fremtidens udfordringer. Vi kan blive et endnu rigere samfund med større lighed, bedre velfærd og et renere miljø. Men kun hvis vi tager problemerne i opløbet og kræver noget af hinanden, når de skal løses. Det er den indstilling, der har gjort Danmark til noget særligt – og det er den, vi har brug for at bygge videre på i 2008.

Det gælder ikke mindst økonomisk. Den fremgang, der med få afbrydelser siden midten af halvfemserne har skabt et væld af nye muligheder, er muligvis ved at ebbe ud. Delvist fordi VKO-flertallet nægter at prioritere. De skattelettelser, der vil blive udbetalt i 2008 og 2009, kan blive de dyreste i Danmarkshistorien. Socialdemokraterne sagde det i valgkampen, og økonomerne gentager det med forstærket alvor efter valget. Vi kan ikke få både skattelettelser og bedre velfærd. Når regeringen vælger skattelettelser, bliver det på bekostning af velfærden, som kommunerne og deres borgere vil opdage allerede ved økonomiforhandlingerne i 2008. Og når skattelettelserne gennemføres uden hensyn til risikoen for økonomisk overophedning med stigende inflation og svækket konkurrenceevne – kan prisen blive et tilbageslag med lavere vækst og dårligere beskæftigelse (præcis som det skete i Holland for få år siden).

I 2008 bør det være tid til en ansvarlig skattedebat. Sandheden er enkel. Regeringens ufinansierede skattelettelser kan gøre stor skade på økonomien. Og skattelettelserne får så lille betydning for den enkelte, at de ikke får særlig mange til at ændre adfærd og arbejde mere. Lavere skat på arbejde ville være godt for konkurrenceevnen (og en mulighed for at sikre lønmodtagerne et bedre udbytte af deres indsats). Men regningen skal betales andre steder. Derfor er en fuldt finansieret skatteomlægning den eneste vej frem til ændringer, der gør en reel positiv og holdbar forskel – for den enkelte og for dansk økonomi. Eller mere direkte: Ingen skatter kan sænkes, hvis vi ikke sætter nogle andre tilsvarende meget op. Nogle taler i den sammenhæng om at lade boligejerne holde for. Det synes jeg er både urimeligt og uansvarligt. Derimod er der perspektiv i at finansiere dele af en skattereform ved at gøre forurening dyrere.

2008 bør også være året, hvor vi erkender nødvendigheden af prioritering. Danmark har brug for en stram, men fremsynet økonomisk politik. De midler, vi har til rådighed, skal ikke soldes væk, men investeres i fremtiden. Den første og bedste ansvarlige beslutning vi, kunne træffe i 2008, ville være at aflyse fremtidige skattelettelser. I stedet bør vi investere i bedre sygehuse, skoler, daginstitutioner og ældrepleje – i det tempo, økonomien kan holde til.

Næste år bliver vi i det hele taget nødt til at tage reelt stilling til de mange samfundsfunktioner, vi samlet diskuterer under overskriften »velfærd«. Mere og mere tyder på, at den såkaldte kvalitetsreform har været regulært tidsspilde. De løsninger, regeringen har lagt frem på baggrund af en nærmest endeløs proces, er rent småtteri. På en række punkter er de tilmed dårligt forberedte og med stor sandsynlighed opskriften på endnu mere virkningsløst, men demotiverende bureaukratisk tidsspilde.

Men problemerne er ikke gået væk. Vi har talt længe nok om stopurstyranni, dårlige hygiejneforhold for plejekrævende ældre, patienter på gangene, dødbringende ventetider på behandling af kræft og hjertesygdomme, svigtende læsekundskaber hos alt for mange folkeskoleelever, stagnerende uddannelsesniveau for de nye ungdomsårgange, mindre tid til det enkelte barn i daginstitutionerne – og personaleproblemer i stort set alle dele af den offentlige sektor (senest politiet).

Nu er tiden er inde til at tage stilling. Vil vi leve videre med forhold, der ikke er katastrofale, men alt for ofte ude af trit med moderne menneskers rimelige forventninger? Er løsningen, at de, der har råd, finder deres egne løsninger, når de har haft (eller forventer) én dårlig oplevelse for meget med det offentlige? Eller skal vi rette op på problemerne? I så fald har vi brug for en helt anden og mere alvorlig reform af velfærden. En reform der følges op med investeringer, der gør det muligt at indføre rettigheder, som genskaber borgernes tillid til de mest afgørende offentlige serviceydelser. Investeringer der giver de ansatte mulighed for at udvikle kvaliteten – og samfundet mulighed for at styre den offentlige sektor med mindre detaljerede, men mere ambitiøse krav til den service, der leveres.

2008 ikke alene bør, men skal gøres til det grønneste år i Danmarkshistorien. Verdens førende klimaforskere er enige om, at vi har ganske få år til at gennemføre en markant, grøn omlægning af vores energiforsyning og forbrug. Et massivt flertal af danskerne har indset problemet. Men Danmark har været længere ude på det klimapolitiske overdrev, end de fleste har set i øjnene. Konsekvenserne er alvorlige. Vi har spildt seks dyrebare år, hvor alle grønne initiativer blev bremset, mens danske skatteydere finansierede Bjørn Lomborgs stærke og skadelige kampagne mod en global klimaindsats.

Siden er tonen blevet grønnere – uden at det har ført til handling. Senest er selv den beskedne havvindmølleudbygning, som regeringen trods alt var blevet presset til i 2004, ved at blive aflyst – fordi møllerne er steget i pris, mens regeringen har smølet med at leve op til sine forpligtelser. Det hele virker – uvirkeligt. Som om klimapolitik og klimaproblemer slet ikke er alvor. Som om andre hensyn altid kommer først. Den indstilling kommer vi til at fortryde. For 2009-topmødet i København kan blive klodens sidste chance for at styre uden om klimakatastrofen. Udsigterne er bekymrende. Ved det seneste topmøde på Bali bevægede man sig stort set ikke fremad, men på randen af et sammenbrud. Bør Danmark ikke være det land, der demonstrerer for resten af verden, at en gennemgribende grøn omstilling er mulig – inden det er for sent?

Endelig bør 2008 blive et vendepunkt, når det gælder social ansvarlighed. Et år hvor vi finder en bred og anstændig løsning på forholdene for flygtninge, der ikke kan sendes tilbage til deres hjemland. Hvor vi giver en ny chance til de mange, der – i det der burde være deres bedste år – sidder fast på passiv forsørgelse i en dyne af sociale problemer. Hvor udsatte børn og unge får den hjælp, de har brug for – i tide. Hvor vi bevæger os videre fremad i uddannelsesniveau, så alle får en chance for at klare kravene på fremtidens globaliserede arbejdsmarked. Et år hvor fællesskabet gør en forskel til det bedre – for hele Danmark.

Godt nytår.