Han er den nok mest proamerikanske statsminister nogensinde.

Manden, der gik med USA ind i Irak, selv da Tyskland og Frankrig sagde nej til at gøre det samme. Ham, præsident George W. Bush inviterede på cykeltur på sin private ranch, og som i sin første erindringsbog viede et helt kapitel til at sige tak til amerikanerne.

Men efter amerikanernes genvalg af Donald Trump og præsidentens trusler mod Danmark og Grønland, er Anders Fogh Rasmussen decideret »nødt til« at tage sin opfattelse af Danmarks mægtigste allierede op »til revision«.

Det skriver den tidligere Venstre-statsminister og generalsekretær for NATO i en kronik i Berlingske.

»Efter at have viet en stor del af mit liv til at arbejde for en regelbaseret verdensorden ledet af USA med Danmark som en nær allieret, har de første uger af Trump-administrationen været smertefulde at iagttage,« erklærer Fogh.

Anders Fogh Rasmussen havde i sin statsministertid i 00erne er særdeles tæt forhold til den daværende amerikanske præsident, George W. Bush.
Anders Fogh Rasmussen havde i sin statsministertid i 00erne er særdeles tæt forhold til den daværende amerikanske præsident, George W. Bush. Rod Aydelotte/AP/Ritzau Scanpix (arkiv)

Med sine trusler om at overtage Panama og Grønland lader Trump efter den tidligere statsministers opfattelse ikke bare forstå, at USA ikke længere agter at påtage sig rollen som verdens politibetjent.

Præsidenten ligefrem »adopterer en retorik og en opførsel, som ligner de gangsteres, han ellers skulle holde nede«, hævder Anders Fogh Rasmussen:

»Hvis USA kan tage Grønland med henvisning til USAs sikkerhed, hvorfor skulle Xi Jinping så ikke kunne tage Taiwan og ekspandere i det Sydkinesiske Hav af hensyn til Kinas sikkerhed? Hvorfor skulle Putin ikke kunne tage Ukraine med henvisning til Ruslands sikkerhed? Sådan vil de geopolitiske gangstere tænke.«

En »bitter« Fogh

Særlig pikeret synes Fogh – der gjorde Danmark til en del af den »koalition af villige nationer«, som i 2003 gik ind i Irak – dog over den amerikanske vicepræsident, J.D. Vances, påstand om, at Danmark ikke er »en god allieret«.

Det skyldes ifølge Vance, at Danmark efter hans opfattelse ikke gør »sit arbejde« med at kontrollere området og omkringliggende »søveje, som kineserne og russerne bruger«.

»Det er en skamløs og hårrejsende påstand,« lyder Anders Fogh Rasmussens skudsmål:

»For de tusinder af danske soldater, som satte livet på spil sammen med amerikanske og britiske tropper, er det bittert at høre en amerikansk vicepræsident komme med den slags falske anklager.«

Modsvaret på den nye amerikanske regerings adfærd bør ifølge Fogh Rasmussens opfattelse være et styrket forsvarssamarbejde i Europa, ligesom han erklærer sig som tilhænger af, at EU går over i flertalsafgørelser i udenrigspolitiske spørgsmål, så enkeltlande ikke kan blokere for tiltag i den henseende – et i en dansk politisk sammenhæng længe ganske kontroversielt synspunkt.

Læs hele kronikken af Anders Fogh Rasmussen her.

Få tidens vigtigste debatter sat i perspektiv

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Ugens debat«. Her samler Berlingskes debatredaktør Jacob Rosenkrands hver lørdag ugens skarpeste indlæg og interviews og sætter tidens vigtigste debatter i perspektiv.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 15 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.