Analyse: Kan vi efterhånden stole på de amerikanere?

Forleden spejdede præsident Bush Tredje Verdenskrig i horisonten, fordi Iran var ved at få atom- våben. Nu siger hans efterretningsvæsen, at Iran slet ikke har forsøgt at få atombomber siden 2003.

Pyha. Mange amerikanere ånder lettet op efter at have fordøjet årets måske mest sensationelle nyhed – at Iran stik imod de flestes opfattelse indstillede sit atomvåbenprogram allerede i 2003.

Nyheden modtages næsten som et slutfløjt for en fodboldkamp, der har været lidt for spændende. Så sent som den 17. oktober i år forudså præsident George W. Bush udbruddet af Tredje Verdenskrig, hvis Iran bare fik »kendskab« til, hvordan et atomvåben kan fremstilles, og i en nylig bog rykkede den nykonservative »godfather«, Norman Podhoretz, spillet endnu tættere på Vestens eget straffesparksfelt, da han konstaterede, at konflikten med Iran reelt var en igangværende »Fjerde Verdenskrig«. (Lad Dem ikke forvirre af den lille matematiske forskel; Podhoretz inddrog for dramatikkens skyld Den Kolde Krig.)

Amerikanske eksperter er enige om, at den form for retorik var overophedet allerede før gårsdagens rapport fra efterretningstjenesterne, og at den så meget desto mere vil være det herefter. Det forhindrer dog ikke præsident Bush i at påstå, at »intet er forandret«, hvilket i sig selv nok er opsigtsvækkende, men ikke overraskende:

»Du har her et klassisk eksempel på Bushs udenrigspolitiske tankegang … Den empiriske virkelighed betyder intet i forhold til et regime som det iranske. Bush mener, at regimets natur er en kilde til ødelæggelse, og derfor vil politikken altid være den samme,« forklarer den borgerlige kommentator, Andrew Sullivan, fra magasinet The Atlantic.

DET ER HELLER ikke overraskende, at Norman Podhoretz og andre nykonservative allerede er i færd med at sprede den konspirationsteori, at rapporten er efterretningstjenestens hævnaktion imod præsidenten for den gamle misere om Iraks masseødelæggelsesvåben. Det var som bekendt en eklatant fejltagelse, som præsidenten – med rette eller urette – har tørret af på efterretningsvæsenet. Nu er det så pay back time.

Hvor paranoide sådanne tanker end kan forekomme, har de den forbindelse til virkeligheden, at de amerikanske efterretningstjenester rent faktisk tog fejl af truslen fra Irak, og altså også – viser det sig nu – i et par år har fejlbedømt Irans atomplaner. I en rapport i 2005 konkluderede det samlede efterretningsvæsen således, at Iran havde et atomvåbenprogram og var »opsatte« på at få den store bombe. Det er den antagelse, der nu er drejet 180 grader.

»Hvorfor skal vi så tro på dem nu,« spørger Norman Podhoretz på magasinet Commentary’s hjemmeside.

Det er, hvad man må kalde et godt spørgsmål.

Svaret fra efterretningsvæsenet lyder: vi er blevet klogere. I mere end en forstand.

For det første er der kommet reelle nye oplysninger, som har betydet, at alle tidligere kilder og vurderinger er blevet støvet af og analyseret i et nyt lys. Ifølge flere medier har amerikanerne fået fat i fotos fra Irans atomanlæg i byen Natanz, som overbeviste dem om, at iranerne havde større tekniske problemer end hidtil antaget. Det Internationale Atomenergi Agentur har tillige været i Iran flere gange og er kommet tilbage med brugbare informationer. Desuden spekuleres der i, om en afhoppet iransk officer, der menes at have befundet sig i Tyrkiet siden først på året, har haft materiale med sig ud. Tilsammen har det ført til, at amerikanerne måtte ændre deres vurderinger.

»Sådan foregår det. Det er det, de er der for,« siger efterretningseksperten Gary Sick, et tidligere medlem af det nationale sikkerhedsråd under præsidenterne Ford, Carter og Reagan.

FOR DET ANDET drager efterretningsverdenen og alle vi andre nu i høj grad læren fra Irak-fiaskoen. Dengang lød det skråsikkert fra CIA-direktør George Tenet, at sagen mod Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben var en »slam dunk«, og de amerikanske efterretningstjenester er panisk angste for at havne i samme pinlige situation en gang til. Det betyder, siger en efterretningsofficer til Washing-ton Post, at de er mere opsatte på at »gøre deres hjemmearbejde«.

Hvilket tilsyneladende indebærer en større vilje til at stille spørgsmålstegn ved kilder og egne formodninger, ligesom at tjenesterne er mere påpasselige med at ligge under for politiske ønsker om, hvordan virkeligheden skal se ud. I forbindelse med Irak er det kommet frem, at Det Hvide Hus og Pentagon i høj grad pressede tjenesterne til at fremkomme med oplysninger, der tjente det politiske ønske om at vælte Saddam.

»I forbindelse med Iran demonstrerer efterretningsvæsenet offentligt sin uafhængighed og viser, at det langt fra er et heppekor for militær intervention,« siger Stephen Aftergood fra selskabet for amerikanske videnskabsmænd.

Med andre ord: efterretningstjenesterne har ikke endnu engang villet fanges i Bush-administrationens spin, og trods modstand oppe fra har de tilsyneladende insisteret på at få den nye rapport offentliggjort, så folk både i og uden for USA ved selvsyn kan vurdere, om der er hold i retorikken fra Det Hvide Hus og de nykonservative.

Amerikansk troværdighed er ikke bare en given ting.