Analyse: Fra parløb i EU - til opgør på Borgen

Med sin hurtige og veltimede invitation til partierne om at indgå i et nyt nationalt kompromis om Europa-politikken er Anders Fogh Rasmussen godt på vej til at komme over en svær hurdle.

Da han sammen med de europæiske stats- og regeringschefer kunne fejre, at reformtraktaten var kommet på plads på topmødet i Lissabon, var han klar over, at han hjemme i Danmark lynhurtigt ville blive kritiseret for sin modvilje mod at lade reformtraktaten komme til folkeafstemning. Allerede mens champagnen flød i den portugisiske hovedstad, vidste Fogh, at han ville blive beskyldt for at være bange og udemokratisk, når nu vælgerne ikke fik lov til at fælde deres dom over traktaten. Dén debat ser nu ud til at blive lukket, inden den overhovedet er kommet rigtigt i gang. Dels får Fogh afgørende opbakning fra S-formand Helle Thorning-Schmidt, som med sin politiske opvækst inden for EU og hele sit europapolitiske engagement ikke kan andet end at støtte statsministeren.

THORNING ER ENIG I at den længe ventede reformtraktat skal udgøre fundamentet for EU, og hun ønsker ikke at bringe ratifikationsprocessen i fare, hverken herhjemme eller i større EU-lande, ved at lægge traktaten ud til afstemning. Dels har Fogh med sin invitation til partierne om at indgå et nyt dansk kompromis om Europa-politikken sikret sig, at debatten har fået en ny retning. I stedet for at diskutere folkeafstemning kan partierne gå sammen om at udforme udspil til, hvordan Danmark kan bidrage til at styrke Europas rolle i forhold til f.eks. en mere markant klimapolitik og en mere effektiv terrorbekæmpelse på baggrund af den nye traktat. Lykkes denne køreplan - og det tyder meget på - slipper Fogh for, at debatten om reformtraktaten bliver til giftig indenrigspolitik, og med lidt held kan han bygge videre på partiernes stadigt større samling om Europapolitikken. Med denne køreplan vil Fogh kunne fokusere mere på de storpolitiske forhandlinger om finanslov og kvalitetsreform, som vil præge resten af efteråret. Også her tegner sig et klart mønster: Lige så tæt Fogh og Thorning spiller sammen om Europa, lige så langt er de fra hinanden, når det handler om velfærdspolitik og indretningen af den offentlige sektor. For S-ledelsen er det strategien at overbevise danskerne om, at regeringen udsulter velfærden og underminerer det offentlige.

AF SAMME GRUND vil Thorning have svært ved at deltage i et forlig om kvalitetsreformen. Men samtidig frygter S-holdet, at det lykkes for regeringen at lave aftaler med Dansk Folkeparti, Ny Alliance og de Radikale. I forvejen har efteråret budt på skuffelser for S-lejren: Vælgerne straffede ikke regeringen for skattepakken, demonstrationerne ved Folketingets åbning førte ikke til omfattende folkelige protester, regeringens opgør med kommunerne har ikke samme intensitet som sidste efterår, S har ikke kunnet sætte dagsordenen med egne udspil, og senest er en bog om Thorning blevet lunkent modtaget på grund af fraværet af en klar fortælling om det gamle arbejderpartis fremtidige kurs. Thorning har fredet Fogh i EU-politikken, men drømmer hun fortsat om at ”slå” regeringschefen, skal hun til at vinde nogle slag i indenrigspolitikken.