Analyse: En boykot med vidtrækkende konsekvenser

Med striden om at deltage eller boykotte FNs racismekonference hænger EU-landenes fælles udenrigspolitik i laser. Til stor skade for den globale værdikamp og EUs kamp mod de militante islamister.

Søndag den 19. april 2009 vil gå over i historien som en sort dag for EU – og mere generelt for Vestens værdikamp mod verdens islamiske fundamentalister. For uanset om man støtter de EU-lande, der vælger at boykotte næste uges racismekonference i FN-bygningen i Geneve, eller man bakker om op de stater, der deltager, så står det nu klart, at medlemmerne af Den Europæiske Union er dybt uenige om, hvordan den i disse tider så omtalte værdi – ytringsfriheden – skal forsvares. Sat på spidsen er EU-landene i virkeligheden ikke enige om, hvor ytringsfrihedens grænser går. Den usikkerhed kan kun gavne de kræfter, der især i den islamiske verden, ønsker at begrænse retten til at ytre sig frit.

Søndag den 19. april bliver ikke mindre sort af, at det ikke kun er EU-landene, der er internt uenige. Også i den øvrige såkaldte vestlige verden er der splittelse. USA, Canada og Australien har således også besluttet af boykotte FNs racismekonference, der går under navnet Durban 2.

FN-konferencen handler, som navnet tilsiger, om racisme. Om kampen mod racisme. Men den har lige fra starten af de flere måneder lange optaktsforhandlinger været overskygget af to kontroversielle emner:

De muslimske landes ønske om et forbud mod forhånelse af religion og den islamiske verdens krav om, at FN-konferencen hænger Israel ud som en særligt racistisk stat.

Begge forslag til den sluterklæring, der skal vedtages i den kommende uge, er blevet blankt afvist af EU og resten af den vestlige landekreds. Og det er faktisk lykkedes. Ved at bide sig fast i forhandlingsbordet, sådan som blandt andre udenrigsminister Per Stig Møller har insisteret på trods indenrigspoltisk pres for en danske boykot allerede i for-forhandlingerne, er det lykkedes at få de islamiske lande til at opgive deres oprindelige krav. Den omstridte formulering – defamation of religion (forhånelse af religion) – er ude af teksten.

Det samme gælder den direkte og ensidige kritik af Israel, der nu end ikke nævnes ved navn i konferencens sluterklæring, der tilmed for få dage siden fik en vigtig tilføjelse: Nemlig, at ytringsfriheden spiller en vigtig rolle i kampen mod racisme.

Nuvel, Israel kritiseres indirekte hårdt i den forstand, at næste uge konference henviser til beslutningerne på FNs første racismekonference i Durban i 2001. Her blev Israel sandt nok udsat for massiv kritik i sluterklæringen, men det var altså en kritik, som EU-landene dengang tilsluttede sig. Hvis eksempelvis hollænderne, der er et af de EU-lande der boykotter i næste uge, fortryder, hvad de var med til at vedtage for otte år siden, burde de sige lige ud, at DET er begrundelsen. Den hollandske regerings forsøg på at begrunde boykotten med hensynet til de homoseksuelle, er i hvert fald ikke faldet heldigt. De homoseksuelles organisationer frabad sig således i går at blive brugt som undskyldning for at boykotte FNs konference, der som bekendt skulle handle om kampen mod racisme, der ligeledes som bekendt er et stort problem rundt omkring i verden.

De oprindelige indbyggere i den vestlige verden er eldigvis ikke blandt de største ofre for racismen. Det er mere alle de andre, og signalet, som en splittet vestlige verden nu sender, er at racismen ikke alle steder på vore breddegrader tages særlig alvorligt. Det er et uheldigt signal at sende for de lande i Vesten, der forsøger at alliere sig med de moderate kræfter i den islamiske verden.

Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, er et helt kapitel for sig. Han meddelte allerede i sidste uge, at han møder op på konferencen for at repræsentere den islamiske republik. Alene det faktum, at Ahmadinejad er kendt og berygtet for sine rabiate udfald mod Israel, har fået flere lande til at overveje deres deltagelse. Faktisk er det en væsentlig faktor, hvis Tyskland vælger en boykot. Men som menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch understreger, er det at stikke halen mellem benene. For hvorfor ikke møde op og imødegå den iranske præsident med argumenter – og bruge sin ytringsfrihed, i stedet for at overlade scenen til Ahmadinejad og hans anti-zionistiske propaganda.

Det samme gælder i øvrigt USA, som først og fremmest boykotter på grund af de henvisninger til den otte år gamle Israel-kritik på FNs første racismekonference. Hvis USA ville forsvare Israel, burde den amerikanske udenrigsminister, Hilary Clinton, vel møde op og give den iranske præsident tørt på. Eller måske skulle USA ligefrem sende deres nye præsident, Barack Obama, der jo har slået op på, at han vil i dialog med den islamiske verden – og USA øvrige fjender.

Men som flere iagttagere af slagsmålet om FNs racismekonference bemærker, så har regeringen i Israel – der lige fra starten bebudede en boykot – og den jødiske lobby i USA trukket det længste strå. Hvad det betyder for populariteten hos USAs første farvede præsident blandt verdens ofre for racisme og blandt USAs sorte organisationer, er så en anden sag. De bad Barack Obama om ikke at boykotte konference, der udover kontroversen om ytringsfrihed og Israel indeholder mange faktisk vigtige skridt mod racisme.