Amerikanerne rykker mod vest

Mange europæere vil måske afskrive hende, fordi hun ikke har den samme internationale erfaring fra rejser til hoteller i Spanien og strandhytter Thailand, som de selv. Men Sarah Palin er guvernør i en delstat, som ligger på grænsen til Rusland og i centrum af amerikansk energi- og sikkerhedspolitik.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Sarah Palin er muligvis ingen Jeanne D’Arc, men parallellerne er der nu alligevel. Da jomfruen fra Orléans gjorde sin entré i verdenshistorien i 1429, blev hun nedgjort og latterliggjort af de etablerede ledere af den franske hær. De mente ikke, at en simpel bondepige kunne have noget at bidrage med. Men Jeanne D’Arc ignorerede kritikerne, greb kommandoen og førte franskmændene til en tiltrængt sejr, som blev et vendepunkt i Hundredårskrigen mod englænderne.

Et lignende drama har udspillede sig for nylig i de amerikanske medier efter John McCains overraskende valg af Sarah Palin som sin vicepræsidentkandidat. Efter nogle timers forbløffet lammelse gik etablissementet i New York og Washington i selvsving. Først var historien, at guvernøren fra Alaska var alt for uerfaren til jobbet som vicepræsident. For eksempel havde hun indtil for nylig ikke noget pas. Hvad nu hvis der skete noget med McCain? Ville Palin så være klar til at tage over som præsident? Derpå satte venstreorienterede bloggere et rygte i gang om, at Palins nyfødte søn måske i virkeligheden var hendes barnebarn, og at hun havde dækket over sin datters graviditet.

Palin var derfor nødt til at offentliggøre, at hendes 17-årige datter rent faktisk er gravid, og så gik historien pludselig på, at John McCain var en slendrian, som ikke tjekkede sin vicepræsidentkandidat ordentligt. Samtidig kunne medierne berette, at Palin »var medlem af et radikalt løsrivelsesparti« og »er dybt involveret i en sag om magtmisbrug.«

Men Palin har effektivt mobiliseret det republikanske parti bag sig. Donationerne strømmede ind til McCain-kampagnen efter valget af Palin, og hendes tale ved det republikanske partikonvent skabte en kampgejst, som henledte tankerne til Jeanne D’Arcs opråb til tropperne i Orléans.

Midt i forvirringen af personangreb efter personangreb på Palin kan det synes mærkeligt, at republikanerne er så begejstrede for hende. Men man bør ikke lade sig narre af det negative og rodede billede af Palin, som etablissementet i New York og Washing-ton har forsøgt at tegne.

Sandheden er, at den gamle elite på østkysten har været under pres i årevis. Derfor er de dybt forargede over, at USA i januar kan få en præsident fra Arizona og en vicepræsident fra Alaska – to vestlige stater. Og så oven i købet lige efter den nuværende præsident fra Texas, som valgte en vicepræsident fra Wyoming.

Den såkaldte »Acela-korridor« på østkysten (opkaldt efter hurtigtoget mellem New York og Washington) er suverænt den region i USA, hvor demokraterne står stærkest. Men flere og flere amerikanere forlader korridoren og søger nye græsgange i de vestlige stater. Mellem 1990 og 2000 steg befolkningstallet med 66 procent i Nevada og 40 procent i Arizona. Tallet var tre procent i Pennsylvania og fem procent i New York.

Folkevandringen mod vest betyder, at de vestlige stater får større og større politisk indflydelse. De 538 valgmænd, som formelt set vælger den amerikanske præsident, omfordeles mellem delstaterne hvert tiende år, når det amerikanske censusbureau foretager en officiel census. I 1980erne havde Texas 29 valgmænd og Arizona syv. I 90erne var tallet 32 for Texas og otte for Arizona, og efter 2000 voksede det til 34 og ti. Det vurderes, at de vestlige stater sammenlagt vil få omkring 10 flere valgmænd efter 2010, hvilket kan få en betydelig indvirkning på et tæt præsidentvalg.

Som for nybyggerne i sin tid er det udsigten til bedre økonomiske vilkår og et sundere og friere liv, der trækker nutidens amerikanere mod vest. Mange vestlige stater har oplevet typiske økonomiske vækstrater på fire-otte procent i de senere år, mens stater som New Jersey og Pennsylvania har ligget på en-to procent. Arbejdsløsheden er 3,2 procent i Utah og Wyoming i øjeblikket. I Rhode Island er den 7,5 procent, og i Michigan er den 8,5 procent.

Baggrunden for denne udvikling er en blanding af teknologi og politik. Internettet har gjort det muligt for mange amerikanere i princippet at arbejde hvor som helst fra. Investeringsfonde, reklamebureauer og mange andre virksomheder behøver ikke længere at holde til på Manhattan for at klare sig i konkurrencen. De kan i stedet slå sig ned i områder med mindre trafik, mere fri natur og lavere leveomkostninger.

Internettet har dermed øget konkurrencen mellem delstaterne for at tiltrække virksomheder og højtuddannede borgere. Og de vestlige stater har vundet store sejre i de senere år. Symbolsk nok overhalede Texas tidligere i år New York som den delstat, der huser flest af de store »Fortune 500«-virksomheder. Dette hænger blandt andet sammen med, at skattetrykket, det offentlige bureaukrati og leveomkostningerne er langt lavere i Texas end i New York. Det samme gælder i de fleste andre vestlige stater. New Jersey, New York og Connecticut på østkysten er de tre delstater, som har det højeste skattetryk. Det laveste skattetryk findes i Alaska, Nevada og Wyoming i det vestlige USA.

Et af de områder hvor Internettet har den største indvirkning er på mediemarkedet. »Gamle« medier som fjernsynskanaler og aviser er under pres fra Internettet, som æder en stadig større del af annonce- og reklamepengene fra amerikanske virksomheder. Nyheder bliver i stadig højere grad leveret af bloggere, og de traditionelle journalister ser sig hensat til kulisserne. Da enhver person med en computer og en internetforbindelse i princippet kan starte en blog, er mediemarkedet pludselig blevet langt mere demokratisk og mindre elitært, end det var for blot nogle få år siden. Samtidig er mediemarkedet nu langt mindre koncentreret i New York og Washington.

Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at de gamle (og generelt venstreorienterede) medier angriber Palin så hårdt. Aviser som New York Times og fjernsynskanaler som CBS må i stigende grad finde sig i, at bloggere dobbelttjekker journalisternes arbejde og finder fejl. De gamle medier er under pres, og en af de eneste fordele, de stadig har, er deres personlige kontakter til beslutningstagerne på østkysten. Men i takt med at østkystens indflydelse falder, undergraves også denne fordel. Og så vælger John McCain pludselig en vicepræsident, som aldrig har haft en position i Washington, og som ikke bruger sin tid på at pleje kontakten til medieeliten ved receptioner og private frokoster i Washington og New York. Hvor vover han!

John McCain er den ældste præsidentkandidat i amerikansk historie, når man ser bort fra Ronald Reagan, som var 73 år, da han blev genvalgt i 1984. Men ligesom Reagan repræsenterer senatoren fra Arizona det unge, energiske USA i langt højere grad end sin langt yngre demokratiske modstander. Og med valget af den 44-årige Sarah Palin som sin vicepræsidentkandidat, har McCain sat en tyk streg under republikanernes status som fremtidens og de åbne vestlige vidders parti.

I deres taler på det republikanske partikonvent udfordrede McCain og Palin gang på gang det gamle etablissement på østkysten. Og republikanerne har gjort det til et kampagnetema, at Barack Obama steg til vejrs ved at samarbejde med den gamle elite i sin hjemby Chicago, mens Palin blev guvernør i et åbent opgør med »de gamle drenges netværk« i Alaska. Og i modsætning til det billede, som de gamle medier forsøger at tegne, så er Palin er politisk naturtalent, som på mange måder har større ledererfaring end Barack Obama.

I sin tid som guvernør har Palin gennemført en lang række reformer, som gør Alaska endnu mere attraktiv for amerikanere på udkig efter nye muligheder. Og af samme grund er hun på rekordtid blevet en af de mest populære guvernører i USA.

Mange europæere vil måske afskrive hende, fordi hun ikke har den samme internationale erfaring fra rejser til hoteller i Spanien og strandhytter Thailand, som de selv har. Men Palin er guvernør i en delstat, som ligger på grænsen til Rusland og i centrum af amerikansk energi- og sikkerhedspolitik.

Margaret Thatcher blev i sin tid latterliggjort som en simpel »købmandsdatter.« Men hun endte med at blive den mest markante britiske premierminister siden Winston Churchill.

Meget tyder på at USA har fundet en tilsvarende jernlady i Sarah Palin fra den lille by Wasilla i Alaska.