Absurd regel: Når du er død kan du ikke sige nej til reklamer

Dagens debatindlæg kommer fra Henrik Sandberg, som har haft en ret mærkværdig oplevelse omkring reklameuddeling.

Foto: Preben Madsen

For nogle måneder siden døde min kære svigerfar desværre. Han var indædt modstander af at modtage enhver form for reklame i sin postkasse, og han havde derfor alt, hvad man kan få af ”Reklamer-nej-tak-mærker” på sin postkasse.

I ugerne efter hans død var min kone og jeg flittige gæster i hans lejlighed for at tømme den og gøre den klar til opsigelse. Hver gang vi var der, sørgede vi naturligvis også for at tømme hans postkasse.

Pludselig en dag var postkassen fyldt med reklamer, og det undrede vi os en del over, men måske var det bare en fejl.

Men nej, den blev ved med at blive fyldt med reklamer.

På et tidspunkt lykkes det os at være ved lejligheden samtidig med, at der bliver afleveret post. Da vi ser, at postomdeleren propper en masse reklamer ned i svigerfars postkasse, så reagerer vi naturligvis.

Hvorfor putter du reklamer i den postkasse – der står jo ”Reklamer – nej tak!”? Svaret på dette relativt simple spørgsmål var aldeles chokerende.

Jamen han er jo død. Lød svaret, hvortil vi straks svarede, at skiltet med ”Reklamer – nej tak!” jo stadig sad på postkassen.

Postomdeleren meddeler os herefter tørt, at skiltet ikke længere er gyldigt, da svigerfar nu er død.

Vi troede et kort øjeblik, at vi var med i noget skjult kamera, men det var vi desværre (fristes man til at sige) ikke.

Efter at have talt med andre, der tidligere har været i en lignende situation, så viser det sig, at det faktisk forholder sig sådan, at når en person dør, så gælder ”Reklamer – nej tak!” ikke længere, og der kan fortsat frit lægges reklamer i den afdødes postkasse.

Det rejser tre interessante (synes vi selv) spørgsmål:

For det første. Hvilken interesse har reklameafsendere i at lægge reklamer i en død mands postkasse? Er det troen på et liv efter døden, og at man så må formodes at have mere tid/lyst til at læse reklamerne. Det giver ingen mening.

For det andet. Hvordan ved reklame- og postomdelere egentlig, at man er død? Samkører de dødsannoncer med deres eget personregister. Det giver heller ingen mening.

For det tredje. Hvordan gør man opmærksom på, at man fortsat ikke ønsker reklamer, når man er død?

Sidstnævnte spørgsmål besluttede vi os for at undersøge. Og det er faktisk ikke så let, for man skal have en af sine nærmeste efterladte til at dokumentere overfor omdeligsfirmaerne, at man er nærmeste efterladte, og at man på vegne af afdøde ønsker at opretholde et ”Reklamer – nej tak!”.

Så postomdeleren gjorde faktisk præcist, som han skulle eller er blevet instrueret i.

Men det er da helt ude i hampen!

Efterfølgende har det dog givet anledning til mange grin, når vi har fortalt venner og familie om vores oplevelse. Ikke mindst den stakkels postomdelers svar på spørgsmålet om, hvorfor han putter reklamer i svigerfars postkasse:

”Jamen han er jo død…”