»Åbent brev til de udflytningsramte: Grib chancen«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kære udflytningsramte medmenneske! Velkommen til Hjørring. Tillad mig et trøstens ord. Man træffer ikke isbjørne i Østergade, som Hjørrings mainstreet hedder, og de indfødte taler et sprog, der er til at forstå, hvis man gør sig lidt umage.

De taler meget dæmpet, men det skyldes kun, at man heroppe 500 km fra København ikke behøver at råbe op for at blive forstået. Jeg kan godt lide, at de hellere underdriver end overdriver. Men jeg er også direkte forelsket i en af dem og mere vant til at omgås dem end de fleste københavnere, for jeg er, ligesom i øvrigt Uffe Ellemann-Jensen, gift med en vendelbo. Heraf kommer det nok, at både den tidligere udenrigsminister og jeg bærer et let underdanigt væsen til skue; vi er, som alle, der er gift med vendelboer, vant til at tie og adlyde, når de voksne taler.

Min vendelbo var oven i købet meget tidligt opmærksom på den særart af menneskeheden, vendelboer tilhører. Hun spurgte, allerede da hun var tre år gammel, sin farmor, om man mon kunne komme i himlen, når man sagde »á tøks« i stedet for »jeg synes«, og det skrev hendes farmor, der var en stærk Venstre-kvinde og forkæmper for Vendsyssels ligeberettigelse med København, i en kronik i dagbladet Information.

Kære udflytningsdømte medmenneske, jeg henvender mig til dig, ikke kun hvis du er en af de 257, der skal flytte til Hjørring, men også hvis du er en af de 37, der skal til Brønderslev, de 392 der skal til Sønderborg, de fem der skal til Rønne, eller du er en af de andre blandt de i alt 3.900, der skal flytte ud. Og når jeg henvender mig til dig med et trøstens ord, skyldes det naturligvis almindelig kristen omsorg, men også at jeg har en hel del erfaringer på området. Selv har jeg overlevet udflytninger til Berlin, Paris, Stockholm, Enderslev pr. Haarlev, Aashøj ved Herfølge og det meste af en menneskealder i en lille bitte landsby ved navn Rye i Lejre Kommune.

Til beroligelse for de 119, der skal til Holbæk, som de, forstår jeg på pressen, betragter som et Sibirien, kan jeg fortælle, at min egen vendelbo er ansat på Stenhus, et stort gymnasium af høj kvalitet i Holbæk, og at det er lykkedes hende – i samarbejde med mig – at føde og opfostre to børn helt herude i provinsen, samtidig med at hun selv, ligesom jeg, gennemførte en akademisk uddannelse på Københavns Universitet. De to børn er i dag henholdsvis arkæolog og advokat. Jeg nævner det blot, fordi udflytningsdømte har ytret tvivl om, hvorvidt læsefærdigheden og tænke-evnen er udbredt til provinserne. Danmark er et stort land.

Den tidligere konservative sundhedsminister Jacob Axel Nielsen har påpeget i Jyllands-Posten, at der er 400 km fra Aalborg til København, men 4.000 km fra København til Aalborg.

Men nu til jer 257, der skal til Hjørring. Glæd jer! I er ikke de første. I 1970 blev Hærens Materielkommando flyttet til Hjørring. Under skrig og skrål. Men det udviklede sig lykkeligt. Hjørring Kommune er et paradis på jord, og jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg er kommet der i 40 år og har en landejendom i kommunen. Hjørring by blomstrer med uddannelsesinstitutioner, stort og dygtigt sygehus, domstol, flere skønne museer, et driftigt erhvervsliv, teater- og musikliv, et stort nyt teater på vej. Modefrisører. Rigt bibliotek. En halv time til Aalborg og international lufthavn. Ikke meget længere til Skagen. Flere af landets bedste restauranter.

I onsdags uddelte Hjørring Kommune sin årlige arkitekturpris. Jeg var til stede ved prisoverrækkelsen i byrådssalen og glædede mig over priskomiteens begrundelser, som viste, hvor fin en æstetisk fornemmelse de hjørringensere har. Men jeg tænkte også: Hvordan kan en så dygtig kommunalbestyrelse også vedtage hensynsløse rigmænds projekter, der kommer til at ødelægge Hjørring Kommunes fineste natur?

Hvordan kan en kommunalbestyrelse, der netop har vedtaget en fremsynet plan- og udviklingsstrategi, »Plus 15«, der fremhæver kommunens særprægede natur som en turistmæssig styrke, beslutte, at netop den natur nu skal ødelægges af to gigantiske industrianlæg i form af vindmøller på 150 meter? I sådan en natur er 150 meter en svimlende højde, der fuldstændigt vil spolere naturoplevelsen i fem-ti kilometers omkreds. Kommunen vil ikke få én eneste arbejdsplads ud af det, ikke én ekstra turist, ikke et større skatteprovenu. Tværtimod.

En af de folkevalgte gennem mange år, Venstre-manden, gårdejer Svenning Christensen, har i Nordjyske Stiftstidende peget på, at hvor nabokommunen Brønderslev lytter til borgerne, går Hjørring Kommune en anden vej: »Hos os lægges der vindmølleplaner i nogle af vores allersmukkeste naturområder, og det hjælper hverken, at borgerne protesterer på borgermøder, eller når vi sender vindmølleplanerne i høring. I indstillingen til en sag står der typisk, at »de anførte indsigelser ikke giver anledning til en ændring af planen«.

En kommunaldirektør med omsorg for de lokale spekulanter har fået kommunalbestyrelsen til at erklære Svenning Christensen, der fremhæver det demokratiske problem, for inhabil. Hjørring Kommune mangler frisk blod. Og det samme gør en række andre kommuner.

Kære udflytningsramte, der er brug for nogle, som styrker det demokratiske element. Glæd jer over chancen til at gøre en forskel.