68erne – en forkælet generation?

68erne er blevet betegnet som en "græshoppergeneration", der på sin vej har ædt alt og efterladt intet. De færreste tager i betragtning at 68erne er en kæmpe gruppe med forskellig baggrund og forskellige historier, hvor nogle var heldige, andre uheldige, og langt fra alle havde råd til at købe hus.

Er 68erne en forkælet generation, som fik alt og efterlod intet? Eller var de bannerførerne, der sikrede os alle større frihed og svækkede de autoriteter i samfundet, som manglede legitimitet og fortjente at blive skubbet til side? Diskussionen om 68erne fortsætter med at dele vandene.
Det er en gammel diskussion, der som regel løber af sporet, fordi den tager alt med fra universiteternes ansættelser til friværdi baseret på eftertidens økonomiske konjunkturer. Når man diskuterer generationer, bliver man nemlig så upræcis, at man bliver nødt til at lave alt for grove generaliseringer. Det var altså få af de 96.111 nyfødte i et år som 1946, der som voksne blev universitetsadjunkter.
I slutningen af september kogte berlingske.dk’s blog over med en debat om 68erne som en skamløst forkælet generation. Niels Krause-Kjær lagde ud med at beskrive forslaget om at give skattelettelser til de 64-67-årige som endnu et kapitel i den lange historie om 68erne, der blev forkælet af fuld beskæftigelse, da de skulle i arbejde, af høj inflation, da de skulle betale deres hus, og efterlod regningen for deres overforbrug til de kommende generationer. På mindre end 2 dage kom der 131 indlæg, der mest gav Krause-Kjær ret i, at 68erne var en ’græshoppegeneration’, der havde ædt alt og efterladt intet. Kun få argumenterede for, at det ikke var alle 68ere, der havde haft råd til at købe hus, og at de havde arbejdet hårdt hele livet.
Selve 68-generationen kan groft siges at være dem født mellem 1940 og 1949, babyboomets årti. Det er en kæmpe gruppe med forskellig baggrund og forskellige historier, hvor nogle var heldige, andre uheldige, og som aldrig var alene om at bestemme den retning, Danmark skulle bevæge sig i.

Lad os se på begrebet ’græshoppegeneration’. Det er rigtigt, at de, der kom ud på arbejdsmarkedet i 1960erne, oplevede konstante lønstigninger, der oven i købet blev suppleret løbende, hvis priserne steg for voldsomt. Det var først og fremmest muligt, fordi virksomhederne havde råd til de høje lønninger. Det var år med store overskud og penge at dele ud af. Det var ikke en regning, der blev skubbet fremad, men ærligt tjente penge. Den pris, senere generationer betalte i 1980erne, var prisen for årtiers underskud på finansloven og betalingsbalancen. Det var en økonomisk politik, der var stor enighed om i 1960erne, mens tingene kørte godt. Politikere til både højre og venstre mente, at det var den rigtige politik, og vælgerne satte deres kryds ved dem. Det er en periode i dansk politik, der rækker tilbage før 1968 og frem til 1980erne. Det er ikke noget, som 1968erne kan tage patent på. De politikere, der førte politikken, var ikke 1968ere, men en ældre årgang som Jens Otto Krag, født i 1914, eller Per Hækkerup, født 1915, altså 1968ernes forældregeneration. De af 68-generationen, der senere blev politikere, har mest af alt stået for en økonomisk politik, som sigtede på at få langsigtede løsninger på de økonomiske problemer. Den økonomiske politik i 1990erne, der lagde grunden for 2000-tallets vækst, blev ført af 1968erne Poul Nyrup Rasmussen og Marianne Jelved, begge født i 1943, og Mogens Lykketoft, født i 1946.

Så er der diskussionen om alle de penge, 68erne har tjent på deres huse, sådan at det nu er umuligt for unge familier at komme ind på boligmarkedet. Hele diskussionen om friværdi er svær at flytte tilbage til 1970erne. Dengang var det ikke normalt, at man tog forbrugslån i sit hus, og ordet friværdi var ikke opfundet endnu. Faktisk er det meget vanskeligt at sammenligne boligmarkedet dengang og nu. Boligmassen var radikalt anderledes med mange dårlige huse og lejligheder. Igennem 1960erne var det i det hele taget meget vanskeligt at få et sted at bo. Man måtte stå længe i kø og helst være gift for at kunne få en lejelejlighed, og store dele af København var rent slum. Studenter i 1960erne boede gerne hjemme hos forældrene, på pension eller i små, lejede værelser uden eget køkken. Brokvarterene var endnu ikke renoveret, så her var der opvarmning med petroleumsovn og toilet på trappen eller i gården. Det var ikke sådan, at folk led store afsavn, for sådan var forholdene nu engang, og man drømte ikke om forældrekøb eller at lave bofællesskaber i lejede lejligheder – det var markedet slet ikke til. Mange år senere har den del af generationen, der købte hus eller ejerlejlighed, tjent på prisstigningerne, men det har alle, der ejede en bolig i de sidste 10 år. De unge familier, der i 1990erne købte en nyistandsat lejlighed på Vesterbro, har også tjent gode penge; det var ikke en bonus forbeholdt 1968erne.
Men udviklingen på Københavns brokvarterer viser en anden udvikling, der har været med til at skabe dybere skel i Danmark end dem mellem generationerne. Nørrebro, Vesterbro og senest Islands Brygge er i de sidste 15 år blevet overtaget af de mest direkte arvtagere fra 68-generationen, nemlig den kreative klasse, de nybagte fædre og mødre, der står ved Weber-grillen på balkonen og kigger ud over Bryggens havnebad – inkarnationen af det nye, velstående og velsmurte Danmark.
Videnssamfundet er langt hen ad vejen et barn af 1960erne. Fornyelsen på universitetet efter studenteroprøret – ikke universitetsmarxismen men ophævelsen af de stive hierarkier og professorvældet – har gjort, at danske ny-uddannede er mere selvstændige og nytænkende. Det samme gælder ungdoms­oprørets budskab om at stole på sig selv og ikke på de gamle, grundlaget for sand iværksætterånd. Mange af oprørets ideer blev brugt af politikere og erhvervsfolk, som også ville forandre verden, men ikke på oprørernes præmisser. På den måde er for eksempel gruppedynamik og 1960ernes sensitivitetstræning gået ind i virksomhedsledernes management-repertoire, mens den kreative klasse har taget budskabet om selvstændig skaben til sig og er blevet motoren i vækstbølgen.
De, der virkelig har profiteret på oprøret – ud over virksomhederne – er de højtuddannede, der kan gøre karriere i vidensøkonomien. De er fleksible, kreative og ikke hindret af de hierarkier af gamle direktører og mellemledere, der prægede industrisamfundet i 1960erne. Det er dem, der har invaderet de gamle arbejderkvarterer, købt de billige lejligheder efter bysaneringen og lagt dem sammen.

Over for dem står den del af befolkningen, der ikke har haft mulighed for at stige på vækst­toget. I sin bog om 68ernes børn, Den kronologiske uskyld, beskriver Henrik Dahl, hvordan samfundet gennem 1970erne og 1980erne har fået stadig flere flaskehalse, adgangsbegrænsninger og krav til kompetencer. Overliggeren er hele tiden rykket op, som han udtrykker det. Her er en forskel på genera­tionerne, der ikke har kunnet mærkes for dem med de gode karakterer fra gymnasiet, der har fået den lange uddannelse og det gode job i vidensøkonomien. Men der er også den store del af befolkningen, der ikke kan imødekomme de stadig større krav. De 40 pct. af befolkningen, der er computer-analfabeter, har ikke mange chancer for at komme igennem de porte, der er blevet åbnet siden 1968.
Der er også 68ere i denne gruppe, mennesker der begyndte en karriere på industrisamfundets betingelser og blev overhalet af videnssamfundet. Man kan for eksempel forestille sig en nyansat arbejder på B&W i 1968, født i 1948. Han kan let være kommet fra en af de traditionelle B&W-familier, der havde fundet arbejde på værftet siden farfarens tid, og som havde al mulig grund til tro, at den hæderkronede danske skibsværftsindustri ville give arbejde også til de kommende generationer. Der kommer kun til at gå et par år, før det gamle værft begynder at skære ned, da det bliver klart, at konkurrencen fra Asien er for hård. Langsomt lukker det gamle værft, og som 40-årig står vores arbejder på gaden i en tid med høj arbejdsløshed og med færdigheder, der bliver mindre og mindre brug for i et land, der har besluttet at udskifte fabrikshallerne med kontorlokaler. Han kan meget vel med tiden havne på permanent overførselsindkomst og fra sidelinjen se konturerne af det nye velsmurte Danmark, i en anden verden beboet af unge, højtuddannede mennesker. Han hører ikke til en forkælet generation, men til den del af Danmark, der står helt i skyggen af dem, der vandt på 1968 – uanset hvornår de er født.