57 rapporter om skolereform sendt til politikerne, men er der nogen, der læser dem?

Mens forhandlinger om folkeskolen er endt i »mobning« og strid om hvis mødelokale, man skal mødes, så sprøjtes der undersøgelser ud. Rapporter avler rapporter, og den offentlige ledelseskrise er akut.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) ved præsentationen af regeringens udspil »Folkets skole: Faglighed, dannelse og frihed - Justeringer af folkeskolereformen« 11. september. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Det er omkring fem år siden, at reformen af folkeskolen i trådte i kraft. Den med alt det nye, længere skoledage, faglig fordybelse, mere bevægelse og alt det andet.

Og hvordan er det så gået?

Ja, politikerne kan i hvert fald ikke sige, at de ikke ved det. I alt 57 – syv-og-halvtreds – rapporter har de bestilt, for at belyse effekterne af reformen. De 41 af dem er allerede gjort færdige og afleveret i god ro og orden på glittet papir med indholdsfortegnelse, diagrammer og det hele.

Det er vigtige sager, det handler om vores børn og Danmarks fremtid. Intet må overlades til tilfældighederne, hver en sten skal både vendes og belyses. Og lige nu sidder forligspartierne bag denne kronjuvel i dansk lovgivning – folkeskoleloven – og forhandler om nye ændringer. Vi stiller om til forhandlingslokalet.

Der arbejdes på højtryk med de udspil ministeren har præsenteret, kan man se. På midten af bordet ligger selvfølgelig de 41 rapporter, som politikerne på skift refererer til. De slår op i de digre værker for lige at tjekke efter, om fakta nu også er, som de troede. Imens nikker de venligt til hinanden. Et videnssamfund skal selvfølgelig bygge på viden. Og beslutningsgrundlaget har aldrig være mere klart og gennemarbejdet.

Tak til de dygtige forskere. De 75 millioner kroner som er brugt på følgeforskningen er sandelig givet godt ud. Alle er glade.

NOT. Sådan foregår det ikke! Det var gas. Vi prøver at stille om til de rigtige forhandlinger i Undervisningsministeriet.

Men hvad? Det er jo tomt? Hvor er de henne? De er gået i vrede, får vi at vide. I stedet for at læse lange kedelige rapporter, er partiernes skolegårdsordførere begyndt at skændes. Det er både sjovere, mere underholdende for alle andre og en disciplin, som de fleste på Borgen føler sig langt mere hjemme i.

»Det tredje og måske mest deprimerende svar på rapportvældet er, at rapporter avler rapporter. Som akademiker i den offentlige sektor skal man legitimere, at man er der.«


Skoledagen skal være kortere, den understøttende undervisning halveres, og så har regeringen spillet ud med forslag om selvstyrende skoler. Det har partierne i nogle uger forhandlet om hos undervisningsminister Merete Riisager.

Men Socialdemokraterne synes, at hun er for uprofessionel og vil ikke lege med hende mere. Det har fået regeringen til at flytte forhandlingerne over til finansminister Kristian Jensen. Men det vil Dansk Folkeparti ikke finde sig i. De kalder det mobning og synes, at Riisager har gjort et fremragende arbejde. Nu vil de have forhandlingerne tilbage igen.

Og hvad med de 57 rapporter? Dem er der slet ikke nogen garanti for, at politikerne bruger til noget, skriver fagbladet Folkeskolen, som er dem, der har været i gang med at tælle de mange rapporter. Flere forskere siger simpelthen til Folkeskolen, at politikerne enten ikke lytter til indholdet, plukker det ud, der passer ind i deres eget kram, eller ændrer folkeskolen, så den ikke længere passer til forskningen.

»Ingen kan lede noget som helst under de forhold. Så hellere bestille en rapport.«


Det sidste kan få enhver forsker til at blive fritidslandmand i stedet. Den radikale ordfører, Marianne Jelved, fra partiet der reklamerer med, at de lytter til eksperter, siger til Folkeskolen, at hun ikke har læst alle rapporterne, men typisk »kigget i dem.« Og mens partierne er røget i totterne på hinanden over, hvilket lokale de skal mødes i, og hvem der må være med, så ligger de 41 – snart 57 rapporter – og samler støv.

Ligesom alle de andre rapporter i centraladministrationen, kommuner og regioner, som velmenende og vellønnede akademikere over årene er blevet sat til at udarbejde for den offentlige sektor, og som de varme hænder bruger kostbar tid på at samle enorme mængder af data ind til.

I 2017 købte staten eksterne konsulentydelser for 4,4 milliarder kroner – hertil kommer ukendte beløb for kommuner og regioner. På ti år er antallet af akademikere i kommunerne steget med over 6.000 – 50 procent – mens antallet af lærere og pædagoger er faldet.

Så blot for at opsummere. Aldrig har der formentlig været brugt så mange penge og udarbejdet så mange rapporter, der skal understøtte de politiske beslutninger. Og aldrig har politikerne læst så få af dem.

Så hvor kommer rapportvældet fra? Der er flere årsager. Den ene er, at new public management har gjort opsamling af viden, sammenligninger og undersøgelser til det vigtigste styringsredskab på metaniveau. Det andet er, at det offentlige befinder sig i en alvorlig ledelseskrise.

Tager man folkeskolen som eksempel, så beskrev en skoleleder det for nylig på den måde: Når hun sidder på sit kontor og skal lede sin skole, så er det som om, at alle dem, der gerne vil udføre hendes job, står nede i skolegården og råber og beslutter på hendes vegne.

Der står forligspartierne, undervisningsministeren, skolebestyrelsen, kommunens skoleudvalg, lærerne, borgmesteren, Danmarks Lærerforening og alle forældrene og råber op til hende, hvad hun skal gøre. Og de laver masser af planer og råber højt for at overdøve hinanden. Ingen kan lede noget som helst under de forhold. Så hellere bestille en rapport.

»I stedet for at læse lange kedelige rapporter, er partierne begyndt at skændes. Det er både sjovere, mere underholdende for alle andre og en disciplin som de fleste på Borgen føler sig langt mere hjemme i. «


Det tredje og måske mest deprimerende svar på rapportvældet er, at rapporter avler rapporter. Som akademiker i den offentlige sektor skal man legitimere, at man er der. Derfor er det nødvendigt årligt at opfinde et vist antal projekter og undersøgelser, så hjulene holdes i gang, og skulle man på et tidspunkt løbe tør for ideer, står en voksende konsulentbranche parat med gode tilbud.