»1864« – det er noget, man har fundet på

Ifølge journalist Mads Kastrup er det ikke overraskende, at DRs TV-serie ikke er 100 procent historisk korrekt.

Ole Bornedal er filminstruktøren bag TV-serien »1864«, og han er dramatiker, ikke historisk dokumentarist. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er muligt, at Bornedal og DR Dramas »1864« er et makværk. Jeg har kun set første afsnit og kan såmænd også ane den carsten-jensenske-morale om nationalistiske mørkemænd, der af hensyn til egen karriere fører nationen i krig og uføre. Blandt andet med grundlovsforfatter D.G. Monrad sindsforvirret kravlende rundt i bar røv på gulvet i søgen efter egen berettigelse. Og med et nutidigt spor, hvor vore dages krigsmager ikke nævnes, men synes indbefattet.

Men jeg er ikke som Pia Kjærsgaard »dybt rystet«. Jeg er heller ikke som inspektør på Tøjhusmuseet Jens Ole Christensen overbevist om, at »djævlen ville grine ad dette stykke ahistoriske vrøvl« med henvisning til, at en af medaljerne på en hjemvendt soldat først blev uddelt i 1870erne.

Jeg synes, debatten overser den væsentligste præmis: Man kan ikke lægge virkeligheden i hænderne på en digter og forvente, at den bliver poesi. Ikke uden at virkeligheden i et vist omfang ophører. Uden at den bliver til fantasi. Enhver god digter eller dramatiker vil altid spørge: Vil I have sandheden, eller vil I have en god historie?

Måske ender »1864« med ikke at levere nogen af delene. Det må de resterende afsnit vise.

Men da de borgerlige i Folketinget i 2010 gav en særbevilling på 100 millioner kroner til et TV-drama om 1864, var det for daværende kulturminister Per Stig Møller (K) med et ønske om at få »danmarkshistorie fortalt på TV-mediets præmisser« og dermed få »åbnet den for nye generationer«. For det første er det modsat Kjærsgaards og diverse historikeres indvendinger stadig en mulighed, at »1864« opfylder dette. Inklusive historiske fejl, ja. Muligvis iklædt naiv kulturradikal politiseren, ja. Men gad vide, om ikke det åbner mere for nye generationer, end hvis der gik »Bryggeren« i den. En TV-serie, hvor man gik så meget op i historieundervisningen, at der forekom replikker som: »Jeg siger hurra! 1848 er et godt år for ølbryggere«. Eller: »Hvorfor tager du ikke til London, nu hvor dampmaskinen er opfundet?«

Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste vellykket historisk TV- eller filmdrama, hvor både fakta og fascinationskraft er intakt. Men derimod en del hvor det modsatte er tilfældet. Hvor det historiske går tabt i dramaet. Herunder ikke mindst i amerikansk film.

To hvide FBI-agenter opklarede ikke, som i »Mississippi Burning«, Alan Parkers sydstatsthriller fra 1988, Ku Klux Klan-mordene på tre borgerrettighedsforkæmpere, mens statens sorte befolkning nøjedes med at bede og synge i angst. Mordene blev opklaret, efter at en hær af FBI-folk måtte ty til at betale sig til oplysninger. At der fandtes en tysk ubåd »U-571« er sandt. Men at den sejlede rundt med nazisternes enigmakode, som blev erobret af amerikanerne, hvilket førte til Det Tredje Riges fald, passer ikke. Enigmakoden blev knækket af englænderne i en anden sammenhæng. Historiske eksperter blev hurtigt enige om, at stort set det eneste, instruktøren Oliver Stone i filmen »JFK« havde rigtigt fat i, var datoen for mordet på John F. Kennedy. »Saving Private Ryan«, historien om at det amerikanske militær ønskede at redde den sidste overlevende af fire brødre er sand. To af Niland-brødrene, som de hed, overlevede dog. Den britiske general Montgomery omtales i øvrigt i filmen som »overvurderet«. Pentagon har i mange år haft – har muligvis stadig – et kontor i Hollywood, hvor man godkender filmmanuskripter og stiller materiel til rådighed for film, hvis historiske udlægning man foretrækker. Eksempelvis »Pearl Harbour«, »Black Hawk Down« og »Behind Enemy Lines«.

Seneste oplagte eksempel herhjemme var sidste års film »Spies & Glistrup«. Instruktør og manuskriptforfatter Christoffer Boe brugte de to personers karismatiske og kontroversielle klangbund i nyere dansk historieskrivning til at levere et frit opfundet drama, hvor Spies af hensyn til egen forretning og indtjeningsevne svigter Glistrup i dennes krig mod myndighederne. »Det skete ikke,« som Mogens Glistrups søn, Jørgen Glistrup, udtalte til Politiken: »Men for at bygge op til den konflikt, som aldrig har fundet sted, var instruktøren nødt til hele vejen igennem at ændre begges personligheder og deres store format, som i øvrigt overhovedet ikke kommer frem i filmen – det er bare pik og patter«.

Man skal dog ikke undervurdere folkets bullshit-detektor. Seernes stamina over for eventuel intellektuel manipulation fra nationens kunstneriske lag er veldokumenteret i TV-dramasammenhæng, hvis dette altså er tilfældet med »1864«.

I begyndelsen af 70erne viste DR danske TV-filmproduktioner som Ebbe Kløvedahls »Dimensionspigen«. »En fantasi om autoriteternes søforklaringer i Romerrigets forfaldstids og i dag. En pige fra det ydre rum overtager skærmen og profeterer Danmarks forestående undergang,« som det refereres i bogen »TV i 70’erne«. Eller fra samme tid TV-teatrets føljeton »Opgang«, der med episodetitler som »Hus til salg« og »Ejer mod lejer« heller ikke ligefrem trak husarerne til i hobetal. »Opgang« kan fremhæves som et kuldsejlet forsøg på at skabe en for samtiden politisk korrekt version af »Huset på Christianshavn«. Om sidstnævnte hed det i de oprindelige anmeldelser: »Tynd suppe«. »Uopfindsomme intriger«. »Stereotype personer«. »Skvattet, pinlig dialog«. »Ingen respekt for publikums intelligens«.

Egentlig er det opdraget med »1864«, der er misforstået. Sæt ikke en digter til at fortælle en forudfattet sandhed. Hans opgave er og har altid været en anden. Nemlig at stille spørgsmål ved selvsamme. Hvorfor Bornedal så overhovedet er gået ind i en historisk disput, fatter jeg ikke. Men om hans spørgsmål ender med at være værd at besvare, aner ingen noget om endnu. Under alle omstændigheder skal man ikke forvente, at »nye generationer« sidder med tilbageholdt åndedræt. Eller bliver indoktrineret. Vi ved godt, det er noget, man har fundet på.