12 mio. ulovlige hispanics

Hispanics? Første gang, jeg var i USA, var det et helt ukendt begreb. Ikke engang »latinos« var på det tidspunkt en særlig udbredt betegnelse for de latinamerikanske indvandrere, som dengang stort set begrænsede sig til de eksilcubanske kredse i Little Havana i Miami.

På den anden side er det så længe siden, at Ronald Reagan endnu var præsident, den kolde krig definerende stadig verdenspolitikken og Berlin-muren stod endnu. I midten af 1980erne med andre ord. Det skulle gå endnu en god del år, før ordene latinos og hispanics var etablerede betegnelser for den latinamerikanske indvandrergruppe, som nu udgør et af de vigtigste spørgsmål forud for præsidentvalget næste år.

I midten af 1980erne fandtes der ingen af de problematikker, som i dag får præsidentkandidater fra begge partier – og politikere i al almindelighed – til at vride sig af angst: om spansk bliver et officielt andetsprog, om amnesti og sociale goder til illegale indvandrergrupper eller det spørgsmål, der helt usædvanligt fik Hillary Clinton til at miste fodfæstet i en debat om emnet sidste uge – om kørekort til hispanics uden opholdstilladelse. Indtil for ikke så mange år siden fandtes der heller ikke information på både engelsk og spansk i alle officielle – og andre – sammenhænge. Og det var afgjort ikke ligeså almindeligt at høre spansk som amerikansk i Washington D.C. Amerikanere var endnu ikke begyndt at lære spansk for at kunne kommunikere med kontoransatte; i bankerne talte man fortsat engelsk, ankommende i landets lufthavne blev ikke mødt med et »Bienvenidos« og St. John’s Church hed endnu ikke Iglesia San Juan.

De mange latinamerikanere, der er strømmet ind over den amerikanske grænse i de seneste år, har som ingen anden indvandrergruppe haft held til at sætte sit præg på livet i supermagten. Til forskel fra de mange millioner, som tidligere ankom til de amerikanske grænser, ser hispanics ikke det engelske sprog som en naturlig del af livet i USA. Meget bedre er det, mener de, at de øvrige amerikanere tilpasser sig til dem og lærer sig deres sprog. Hvilket påfaldende mange har gjort og gør – og det er i sig selv en bedrift at have fået amerikanerne til at lære et andet sprog. Men indstillingen skaber også en masse små irritationsmomenter i hverdagen, når store dele af gruppen ikke magter at føre en banal samtale, udover goddag og farvel, på det, som fortsat er USAs førstesprog, engelsk.

At omkring 12 millioner af dem desuden ikke har nogen opholdstilladelse, gør ikke sagen lettere. Og den høje mur, som man netop nu er i færd med at bygge langs den mexicanske grænse er åbenbart ikke nok; for de som vil – og det er mange – er det fortsat muligt at komme over til friheden og overfloden på den anden side. Hvad skal man stille op med dem? Skal man legitimere deres status gennem en almen amnesti, som præsident Bush foreslog sidste år i et kontroversielt lovforslag, der blev grundigt nedstemt af hans eget parti? Eller skal de helt enkelt deporteres, og hvordan gør man lige det med 12 millioner mennesker? Skal de illegale indvandrere have del i velfærden i form af kontanthjælp, sociale goder og lægeadgang, selv om de opholder sig ulovligt i landet, og hvad gør man egentlig med børnenes skolegang, som forældrene ikke er med til at finansiere over skatten?

Mens republikanerne er ganske enige i deres analyse, med præsidenten som den eneste mulige undtagelse, er spørgsmålet noget mere traumatisk for demokraterne. De vil på den ene siden gerne tage imod 12 millioner nye stemmer, men indser på den anden side, at flertallet af den amerikanske befolkning foretrækker hårdere tiltag mod det lovbrud, som den illegale indvandring faktisk repræsenterer. Der findes ingen lette løsningen på problematikken, ikke engang i »the melting pot« som er baseret på indvandring og assimilation. De mange hispanics skal bare være taknemmelige for, at der ikke findes nogen amerikansk Pia Kjærsgaard.