10 år efter finanskrisen: »Først nu er vi ved at stille spørgsmål, men ladeporten har stået åben i tyve år«

I september 2008 turde den amerikanske centralbankdirektør Ben Bernanke ikke fortælle sandheden.

Efter en årrække med massiv og uansvarlig spekulation i uigennemsigtige og højst risikable finansprodukter var investeringsbanken Lehman Brothers gået endegyldigt konkurs på en måde, der fik advarselslamperne til at blinke intenst i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Af frygt for at udløse panikreaktioner på de internationale finansmarkeder besluttede Bernanke og hans kolleger at fortie, at selv centralbanken ikke magtede at redde Lehman.

»Det ville skade tilliden til markedet, hvis vi indrømmede vores manglende evne til at redde Lehman,« skriver den forhenværende amerikanske centralbankdirektør i sine erindringer »The Courage to Act« (Modet til at handle, red.) fra 2014.

Hverken bevidst vage formuleringer, fortielser eller stramtandede bankdirektører med pokerfjæs kunne i sidste ende forhindre, at tilliden til markedet styrtede i grus, da Lehman Brothers i efteråret 2008 kollapsede med et brag, der blev startskuddet til den finanskrise, hvis globale konsekvenser kan mærkes den dag i dag.

I de efterfølgende år skulle Ben Bernanke og den amerikanske centralbank komme til at spille en altafgørende rolle i krisens håndtering. Uden den amerikanske centralbank ville krisen have kastet verden ud i et endnu større kaos med uforudsigelige konsekvenser for vestlige demokratier.

Bernanke: »Vi enedes om at være vage.«

Det er et af hovedbudskaberne i den britiske historiker Adam Toozes monumentale gennemgang af finanskrisens globale konsekvenser i bogen  »Crashed. How a decade of Financial Crises changed the World« (Konkurs. Hvordan et årti med finanskriser forandrede verden, red.)

I »Crashed« beskriver Tooze, hvordan den amerikanske centralbank, Federal Reserve, helt exceptionelt overskred sine beføjelser og handlede politisk, da Bernanke og hans kolleger tog det på sig at forsyne europæiske centralbanker med likviditet i form af milliarder af dollars. »Det er det, der er det radikale og nye,« forklarer Tooze om de afgørende dage i efteråret 2008.

Under krisen forvandlede Federal Reserve sig til en slags global centralbank og reddede både sunde og usunde banker over hele verden, ikke mindst i Europa, fra at lide samme skæbne som Lehman Brothers.

»Det betyder, at krisen bliver et problem for enkelte banker i stedet for et kollektivt problem for samtlige banker, uanset om de havde foretaget gode eller dårlige investeringer. Hvis ikke Federal Reserve havde optrådt som garant, ville samtlige banker været blevet taget med i faldet.«

Eksistentiel krise

I efteråret 2008 så det ud, som om selve kapitalismen befandt sig i en eksistentiel krise.

Mens Ben Bernanke og den amerikanske centralbank med voksende desperation pumpede milliarder af dollars ind i hjælpepakker til nødstedte banker, voksede vreden hos de millioner af mennesker, der mistede både hjem og jobs i kølvandet på krisen.

I efteråret 2008 kunne Europas mest magtfulde politikere stadig slippe af sted med at lade, som om udfordringerne på den anden side af Atlanten i første omgang ikke kom den europæiske finanssektor ved.

»Finanskrisen er frem for alt et amerikansk problem,« påstod Tysklands socialdemokratiske finansminister Peer Steinbrück i slutningen af september 2008 og tordnede i samme ombæring mod fortalerne for den amerikanske »laissez-faire kapitalisme«.

I dag ryster Adam Tooze på hovedet af Steinbrücks arrogante udmelding som et symptom på, at politikere over hele verden har forsømt at forstå udfordringerne med en globalt sammenvævet finanssektor, der i sidste ende bæres oppe af Federal Reserve.

»Det er illusorisk at forestille sig en verden uden USA. Vi kan forestille os, at USA isolerer sig, når det gælder handelspolitikken. Vi kan forestille os, at USA hastigt fjerner sig fra normale demokratier rundt omkring i verden. Vi kan tænke på USA som en unilateral militærmagt, der gør, hvad den vil, fordi man trækker det tunge læs i NATO. Men hvis man tænker i finansielle termer, er Europa massivt afhængig af USA. Og det vil Europa blive ved med at være,« siger Adam Tooze.

Adam Tooze diskuterer finanskrisens efterspil på CNBC.

Politisk fortrængning

Finanskrisen udmalede ifølge Tooze med rædselsvækkende tydelighed, at den internationale finanssektor er så tæt sammenvævet, at nationale reguleringstiltag som oftest er ineffektive, mener Adam Tooze, der har skrevet »Crashed« for at gøre omverdenen opmærksom på tre glemte lektier fra finanskrisen.

»For det første var der massiv gensidig afhængighed mellem europæiske og amerikanske banker. For det andet blev det benægtet, mens krisen fandt sted. For det tredje er det blevet skrevet ud af historien i krisens efterspil. Og hvis vi skal forstå den aktuelle situation, er vi nødt til at forstå den virkelighed. Vi er nødt til at forstå båndene på tværs af Atlanten, og vi er nødt til at forstå den politiske fortrængning,« siger Tooze, der i »Crashed« detaljeret redegør for, hvordan de europæiske banker i efteråret 2008 står med akutte likviditetsproblemer.

Det var nemlig ikke blot de amerikanske banker, der havde udstedt billige huslån – de såkaldte »subprime mortgage loans« – som amerikanske boligejere ikke havde skyggen af en chance for at tilbagebetale.

Store europæiske banker og finansinstitutioner havde kastet sig hovedkulds ind på det amerikanske marked og havde  investeret milliarder af lånte dollars i værdipapirer og uigennemsigtige finansprodukter, der skulle vise sig at være værdiløse, da huspriserne i USA faldt dramatisk. I 2007 ejede europæiske banker to tredjedele af subprime-obligationerne på det amerikanske boligmarked, skriver Tooze.

Netop derfor var banker som Royal Bank of Scotland, Deutsche Bank og BNP Paribas stort set hjælpeløse, da renterne på det såkaldte interbankmarked, hvor finansinstitutionerne låner penge af hinanden, begyndte at stige i efteråret 2008.

I samme takt som renterne steg desperationen hos de europæiske banker, der til sidst stod uden lånemuligheder på et tidspunkt, hvor både den europæiske centralbank og Bank of England var underforsynet med dollars. I modsætning til de amerikanske banker kunne europæiske banker med akutte likviditetsproblemer ikke hente hjælp hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der som den eneste instans var i stand til at stille den globale tørst efter dollars.

Stik imod al sædvane besluttede den amerikanske centralbank at forsyne den Europæiske Centralbank og Bank of England med likviditet i form af dollars, som derefter kunne sendes videre til nødstedte europæiske banker, der til gengæld afleverede værdipapirer bundet op i euro som pant hos ECB. Operationen var ganske vist uortodoks, men med Toozes ord blev de massive likviditetsforsyninger »i en episk skala« på den ene side altafgørende for de europæiske bankers overlevelse.

Tooze er frustreret over den selvfølgelighed, der har præget globaliseringens mest tilbagelænede fortalere. For finanskrisens forløb illustrerer mere end tydeligt, hvordan fraværet af strategisk tænkning i vestlige hovedstæder og institutioner kan få drabelige geopolitiske konsekvenser på et tidspunkt, hvor Kinas indflydelse på den globale økonomi vokser afgørende.

»I mellemtiden bliver en stor del af den globale økonomi båret oppe af Kina, og vi nærmer os en konfrontation med Kina på nøjagtig det tidspunkt, hvor Kina bliver mere og mere vigtig for global vækst. Der er ingen dialog med Kina om, hvordan fremtiden skal se ud. Vi ser en episk forandring finde sted for øjnene af os, men vi siger grundlæggende bare: Vækst er godt. Det er vores svar. Først nu er vi ved at stille spørgsmål, men ladeporten har stået åben i tyve år, og vi har forsømt at tænke strategisk.«

Ben Bernanke udlægger ‘Central bank liquidity swap lines’.

Skrøbelig model

I dag er modellen med det tekniske navn »Central bank liquidity swap lines« blevet permanent. I 2013 forpligtede USA sig trods voldsomme indsigelser fra ledende Republikanere til en aftale om, at den amerikanske centralbank stiller ubegrænsede mængder af dollars til rådighed for den europæiske centralbank, når som helst de to centralbanker beslutter, at det vil være en god idé.

Men der er tale om en skrøbelig model, der hviler på amerikansk velvilje, siger Tooze. For ved at forsyne europæerne med dollars overskred Federal Reserve sit såkaldte dobbelte mandat: at sikre lav inflation og beskytte arbejdspladser i USA.

»Der er to ting, der stinker ved det. For det første havde man aldrig tidligere gjort noget lignende i så stor en skala. Og for det andet stiller man likviditet til rådighed for udenlandske banker, selvom man kun har beføjelser til at stabilisere det amerikanske finanssystem. Har man virkelig også mandat til at stabilisere alle andres finanssystem?« spørger Tooze.

»Svaret er muligvis ja, men spørgsmålet er aldrig blevet stillet.«

Af samme grund mener Tooze, at finanskrisens dybereliggende årsager og indbyggede problemer stadig er uløst. Han peger ikke mindst på, at udviklingen på de internationale finansmarkeder kan få uforudsete geopolitiske konsekvenser. Og det skyldes ikke mindst, at den internationale finanssektor før som nu har dollaren som sin bærende valuta, mener Adam Tooze.

»I 2008 ser man, hvordan alle hjulene falder af vognen. I USA er der ingen, der ved, hvad man skal stille op med banker, der er for store til at lade gå konkurs. På den anden side af Atlanten ved ingen, hvad man skal stille op med europæiske banker, der er for store til at slå fejl. I eurozonen ved ingen, hvad man skal stille op med det dybt integrerede finanssystem, der ikke har nogen politisk kontrolinstans,« siger den britiske historiker Adam Toozee.

Er erkendelsen af den afhængighed blevet større blandt verdens ledere i de seneste ti år? Er der blevet draget politiske konsekvenser af den indsigt?

»Nej,« lyder det prompte fra Adam Tooze med en blid og sofistikeret britisk accent, der står i kontrast til hans indignation, når Tooze forklarer, hvorfor det er magtpåliggende, at vi i dag danner os et sandfærdigt billede af krisens egentlige årsager og omfang.

Ti år senere befinder vi os fortsat i en virkelighed, der er præget af usikkerhed, sårbarhed over globale konjunkturer og i bedste fald manglende politisk evne til at sikre stabilitet gennem regulering af den internationale finanssektor. På et tidspunkt, hvor Donald Trump har sået tvivl om vestlige alliancer, er det langt fra sikkert, at den amerikanske centralbank vil skride til handling, hvis en ny krise nærmer sig i horisonten

»Det utrolige er, at den amerikanske centralbank dengang besluttede at bilde sig selv og andre interesserede ind, at det bare var en normal ting, som centralbankerne gør hele tiden,« siger Tooze

»Det er en forventning, der er så eksorbitant, at det er bedst at lade være med at tale om den. Hvis man forventer, at amerikanerne griber os hver eneste gang, er det måske bedre at undlade at sige det højt,« siger Adam Tooze og lyder på sin vis som et ekko af Ben Bernanke i efteråret 2008.