Opinion: Respekt gør man sig fortjent til

Michael Thomsen: I sidste ende er det indvandrernes egne børn, der ender som samfundets tabere, når de ikke får den rette opdragelse. Fordi de ender med at leve en paralleltilværelse som andenrangs-borgere uden uddannelse, uden arbejde – og uden respekt.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Selvom det sjældent blev udtrykt direkte fra mine forældres side, var det et gennemgående træk i opdragelsen, at jeg forventedes at opføre mig ordentligt og omgås andre mennesker på den måde og med den respekt, jeg selv forventede at blive mødt med.

Projektet lykkedes måske ikke til fuldkommenhed, men det er ikke desto mindre værdier, som jeg og børnenes mor efter bedste evne har forsøgt at viderebringe til min datter og søn på nu henholdsvis 17 og 21 år. I den forbindelse er det blevet gjort dem klart, at uanset at den menneskelige evolution har medført, at nogle er blevet lyse i huden, andre sorte og andre igen gule, samt at nogle tror på Gud, andre på Muhammed, nogle på Shiva og andre igen på ingenting, så er det som udgangspunkt med den samme åbenhed og respekt vi møder dem!

Men mine og mange andre forældres gode intentioner, om at lære vores børn nogle helt grundlæggende værdier, bliver i disse år sat på en alvorlig prøve, når de unge konfronteres med andre unge, hvis forældre tydeligvis helt har forsømt eller opgivet at lære deres børn, hvordan man forventes at gebærde sig i et samfund som det danske. Lad mig give nogle eksempler fra min egen og mine børns verden:

Scene 1: Min datter og en veninde står ved et busstoppested på Jyllingevej i Vanløse. Fire-fem unge indvandrere kommer kørende i modsat retning, men da de får øje på pigerne, foretager de en U-vending og holder ind foran pigerne. Min datter og hendes veninde har intet forudgående kendskab til de unge, som nu hænger ud ad bilens vinduer og kommer med en række obskøne forslag, som ikke tåler videregivelse her. Da pigerne ikke reagerer på de farverige forslag, fyger det om ørerne på dem med eder og forbandelser, hvor især ’fucking ludere’ er et gennemgående udtryk.

Scene 2: Fællesarealet i stueetagen på Københavns åbne Gymnasium. Ved et bord sidder en gruppe unge af anden etnisk herkomst. Hver gang en såkaldt etnisk dansker går forbi lyder det: »Én skinke, to skinker, tre skinker . . osv.« med utvetydig henvisning til den hudfarve som kendetegner folk, der er født på disse breddegrader.

Scene 3: Min søn går ved højlys dag forbi en bænk ved Vanløse Station. På bænken sidder tre unge indvandrere. Min søn har ingen forudgående relationer til de tre unge på bænken. Da han er ud for bænken, bliver han overdænget med skældsord som ’fucking bøsserøv’, ’homosvin’, ’svans’ og en række andre lignende udtryk! Han er gudskelov fornuftig nok til ikke at reagere på den offentlige tilsvining.

Scene 4: Det er først på natten, og jeg har lovet at hente min datter fra et dansested i den indre by. Da jeg holder ind til siden i Lille Kongensgade, bemærker jeg tre indvandrere, som står og hænger ud ikke langt fra Kongens Nytorv. Umiddelbart efter kommer en ung mand slingrende forbi på fortovet. Han er tydeligvis så beruset, at han næsten har mistet orienteringen – og er i konsekvens heraf desværre også et let offer! Da han er ud for de tre unge indvandrere, tildeler den ene ham, uden nogen forudgående dialog, to hurtige slag i ansigtet. Opildnet af kammeratens succes springer en anden af indvandrerne til og tildeler også den berusede unge mand et par slag. Jeg vil ringe til politiet, men hele optrinnet er overstået på mindre end et minut, og de unge forsvinder rundt om hjørnet, mens den berusede unge mand vralter videre i sin kæmpe brandert.



Set i lyset af nævnte scenarier er det helt grotesk, når selvsamme unge iført deres sædvanlige hætteklædte outfit toner frem på TV-skærmen og forklarer deres adfærd med et grundlæggende ønske om respekt fra omverdenen! I det meste af den vestlige verden er respekt noget, man gør sig fortjent til gennem en åben og positiv adfærd over for sine medmennesker, ikke sjældent i kombination med et talent af en art.

Den beskrevne adfærd kan måske indgyde mig frygt på mine børns vegne, fordi jeg er bange for, at de bliver forulempet verbalt eller fysisk. Men respekt – aldrig i livet!

Nogen vil måske hævde, at nærværende kommentar er et selvbestaltet korstog mod indvandrere, herunder i særdeleshed mod dem, der har deres oprindelse fra Mellemøsten. Intet kunne være mere forkert! I et ethvert land og i et ethvert samfund inklusiv det danske, findes der allerede individer, hvis adfærd med al tydelighed viser, at der aldrig er nogen, der har lært dem nogle ganske almindelige normer for omgang med andre mennesker.

Når jeg retter opmærksomheden på de unge indvandrere, skyldes det, at de typisk er børn af forældre, som er kommet hertil enten som flygtninge eller frivilligt med henblik på at skabe en økonomisk mere tålelig tilværelse end den, de havde i deres hjemland. Uanset årsagen er det fint, hvis de kan finde fred og gennem egen flid og dygtighed skabe en ny tilværelse her i landet.

Men! Det må være et grundlæggende krav, at de lærer deres børn de helt basale normer og den omgangstone, der gælder i det land – i dette tilfælde Danmark – som de har valgt at bosætte sig i! Dette gælder vel at mærke uanset, om der er tale om tyskere, palæstinensere eller svenskere!

For hvem er taberne, når forældrene forsømmer deres forpligtelse til at opdrage deres børn – det er i første omgang mine og andres børn, som bliver enten verbalt eller fysisk forulempet. Men i sidste ende er det indvandrernes egne børn, fordi de ender med at leve en paralleltilværelse som andenrangs borgere uden uddannelse, uden arbejde – og uden respekt.