Grundlovsdag foreslog Søren Pind (V) en omlægning af den offentlige støtte til kulturområdet, med formålet at føre kunst og kultur tilbage til borgerne. Jeg har hidtil betragtet Søren Pind som værende en af de mest liberale politikere vi har, men dette forslag får mig desværre til at tvivle på Pinds politiske ståsted. Når han Pind foreslår, at politikerne skal definere rammerne for, hvilke kulturindkøb der kan trækkes fra i skat, er det hamrende uliberalt i både indhold og hensigt. Borgernes »forbrug« af kunst og kulturoplevelser skal ikke (stats)styres af politikerne under dække af et nyt skattefradrag! Endnu et skattefradrag vil jo betyde mere offentlig administration og bureaukrati, men værst af alt, så kan tanken om, at politikeren fremover skal være smagsdommere og definere, hvilken kunst og kultur man kan trække fra i skat, give en god liberal svære bekymringer.

Ét er de uliberale elementer i det topstyrede kultur-skattefradrag, noget andet er det triste element i, at kunst og kultur hermed nedgøres til kun at dreje sig om forbrug og skattefradrag. Selv om jeg er liberal mener jeg ikke, at alt skal overlades til markedskræfterne, og slet ikke kunst- og kulturområdet. Kunst og kultur hænger uløseligt sammen med vores fælles historie og vores lands samfundsudvikling. Området er et vigtigt grundlæggende element i vores fællesskab, og området skal derfor i stor udstrækning være en fælles samfundsopgave, som primært skal drives af det offentlige, eller for offentlige midler.

I øvrigt er idéen om fyring af de nuværende »smagsdommere« inden for kunst og kulturområdet jo tankevækkende, på den kedelige måde. I Danmark uddanner vi gode folk til at varetage specialområder, også inde for kulturområdet. Forslaget om, at politikere skal erstatte disse veluddannede »smagsdommere« er derfor i udstrakt grad en ringeagt for disse personers faglighed og kompetencer.

Lad os i stedet sætte skatten på arbejde mere ned, for det vil føre til seriøs »frit-valg«. En sænkning af skatten vil jo betyde, at mange borgere blandt andet, og helt automatisk, vil bruge flere penge på kunst og kulturoplevelser, og altså af egen fri vilje. Det er den mest liberale måde, at føre kunst og kulturen tilbage til borgerne på, og først herefter kan vi tage op til debat, hvorvidt området skal udsættes for fornyelse, omlægninger eller reduktioner i de statslige tilskud.