Opgør med menneskeretstænkningen Kronikken

Danskerne har altid været skeptiske ved at afgive suverænitet til internationale organer. Når vi stemmer om EU, er der kamp til stregen. Flere retssager er ført til Højesteret for at få klarhed om EU-reglernes forenelighed med grundlovens bogstav og ånd, og spørgsmålet er løbende til debat.

Tilsvarende forbehold har vi tilsyneladende ikke haft over for den magt, der gennem de seneste 20 år er flyttet fra Folketinget til internationale menneskerettighedsorganer. Navnlig fra den politiske venstrefløj, hvor modstanden mod suverænitetsafgivelse ellers er stærkest, er tavsheden larmende.

Tavsheden kan have flere forklaringer. Nogle er uden videre enige i den praksis, menneskeretsdomstolen følger. Andre vægrer sig måske ved at stille spørgsmål ved »menneskerettigheder«. Kulturelle forhold spiller nok også ind: Fordi vi er opdraget til at mene, at en menneskeret er noget godt, og fordi vi respekterer den historie, der skabte konventionen af 1950, kan kritik mod systemet let ses som støtte til tortur og overgreb.

At der også er relativ tavshed i de juridiske miljøer skyldes nok, at mange ser en holdning til menneskerettigheder som synonym med holdningen til indvandring og integration - emner som er så følsomme, at mange universitetsjurister helst undgår at diskutere dem offentligt. Men realiteten er, at menneskeretsdomstolen i dag udøver sin magt på alle områder af samfundslivet. Et tilfældigt nummer af tidsskriftet EU-ret og Menneskeret gengiver f.eks. domme om følgende: Kan en datter uden for ægteskab få samvær med sin biologiske far? Skal Caroline af Monaco finde sig i et paparazzi-foto? Har en læge ret til at udføre abort? Kan et adoptivbarn nægtes arveret? Og kan man nedlægge byggeforbud med henblik på eventuel ekspropriation? Domstolen udøver i dag sin magt inden for alle livets områder.

Man kan have forskellige holdninger til, hvordan sådanne sager skal afgøres. Men ved at gøre dem til spørgsmål om krænkelse af de få generelle »menneskerettigheder«, afgiver man en betydelig magt til menneskeretsdomstolen. Fra at være politiske emner, hvor alle synspunkter indgår, forvandles de til juridiske spørgsmål, der flyttes væk fra vor egen politiske agenda. Det låser debatten og kortslutter vor egen politiske proces.

Ønsker vi det? Måske. Får det konsekvenser? Ja. Har man gjort sig disse konsekvenser klart? Næppe. Jeg ser i hvert fald tre alvorlige problemer med denne form for magtforskydning.

For det første er det generelt farligt at gøre politik til domstolsjura. Jurister er gode til at finde ud af, hvem der har ret, når politikerne har lovgivet. Men beder man dommerne om at skrive loven, sættes demokratiet i nogen grad ud af spillet. Derfor opnår politiske domstole kun respekt med et sikkert politisk mandat, som f.eks. i USA, hvor dommerne udpeges politisk under en offentlig proces. For det andet består den europæiske menneskeretsdomstol af dommere, som vi som regel intet kender til, hverken som mennesker eller som jurister. Jo mere politik, man lægger i hænderne på domstolene, desto vigtigere er det, at dommerne har føling med den virkelighed, sagerne angår. Dette kan opnås gennem politiske udnævnelser eller gennem en kritisk (politisk og faglig) debat om domspraksis. Hertil kommer, at mange af dommerne i menneskeretsdomstolen kommer fra kulturkredse fjernt fra vor. Det er derfor forståeligt, at dommene ofte afsiges under stor indbyrdes uenighed mellem dommerne. Trods sådanne uenigheder er menneskeretsdomstolens dommere blevet til politiske overdommere i et system, hvor politik gøres til ret - »menneskeret«.

For det tredje lider den europæiske menneskeretsdomstol af en mangel, der i forhold til andre domstole gør den specielt uegnet til at »drive politik«. Dens magt udøves uden nogen reel politisk efterprøvelse. Hvis EF-Domstolen slår ind på en uheldig politisk kurs, kan de folkevalgte EU-beslutningstagere forholdsvis enkelt ændre det direktiv eller den forordning, sagen drejer sig om. Det er vel ikke hverdagskost, men muligheden består, og det véd EF-Domstolen. Men skal en tilsvarende politisk kontrol udfolde sig i relation til den europæiske menneskeretsdomstol, må man tage et opgør om selve menneskerettighederne. Og hvem ønsker eller tør det?

Der er derfor grundlag for at slå fast, at den europæiske menneskeretsdomstol har tiltaget sig en magt, som går på tværs af de principper, vort demokrati bygger på.

Dette alvorlige skridt er aldrig gjort til genstand for en almindelig folkelig debat og bliver det næppe heller uden et opgør med menneskeretstænkningen i de juridiske miljøer.

At man endnu ikke har taget dette opgør hænger til dels sammen med, at man både centralt og i de enkelte lande har etableret systemer, der i sagkyndighedens navn tjener til yderligere at udvide menneskerettighederne og cementere systemets legitimitet. F.eks. fører den europæiske kommissær for menneskerettigheder - helt uden parlamentarisk grundlag - en slags kontrol med de enkelte landes lovgivning mv. Og nationalt (og snart på EU-plan) er der etableret en række »centre«, som baseret på de såkaldte Paris-principper er opbygget med det udtrykkelige formål at sikre varetagelsen af »menneskerettighederne«. Disse centre befinder sig uden for de almindelige akademiske miljøer og er derfor uden disse miljøers faglige kvalitetssikring. Men de fremstår over for beslutningstagerne som dér, hvor ekspertisen om menneskerettigheder findes.Dette menneskeretsmiljø har svigtet sin opgave ved ikke selv at tage et opgør med menneskeretstænkningen og forholde sig kritisk til den udvikling, der på nogle af de mest følsomme områder af samfundslivet har gjort menneskeretsreguleringen langt mere indgribende og betænkelig end den, der er tillagt EU-systemet (som vi trods alt har stemt om). Fordi den angår alle områder af livet. Og fordi den sker uden politisk kontrol.

Som en optakt til denne diskussion stiller jeg følgende forslag:

1. Der må ske en fordomsfri nyvurdering af menneskerettighedstemaet. Såvel i juraen som i det politiske system må vi vænne os til, at en »menneskeret« i menneskeretsdomstolens, menneskeretskommissærens og menneskeretscentrenes forståelse af ordet ikke nødvendigvis er en fundamental og umistelig grundrettighed, men derimod resultatet af en europaharmoniseret retspolitisk stillingtagen. Vi må derfor forholde os nuanceret og kritisk til de afgørelser, der træffes af menneskeretsdomstolen i en åben politisk og akademisk diskussion. Politikerne skal ikke drives rundt i manegen af en menneskerettighedskommissær eller af tilfældige medarbejdere ved Institut for Menneskerettigheder (der har flere ligheder med Forbrugerrådet end med et universitetsinstitut).

2. Menneskeretsmiljøerne må begynde at anlægge en selvstændig og kritisk holdning til domstolens praksis. Det vækker forundring, at der (så vidt vides) ikke på noget tidspunkt er rejst tvivl fra det danske Institut for Menneskerettigheder om, at menneskeretsdomstolen er gået for vidt i sin fortolkning. Instituttet har for længst mistet sin rolle som objektiv sagkyndig instans, men har dertil svigtet den rolle som systemets vagthund, som påhviler enhver forsker, der forsker på skatteydernes regning. Man kan også genoverveje centrets opbygning. Måske var det bedre at nedlægge centret og kanalisere dets midler videre til universiteterne, hvor forskningen kan underlægges almindelig akademisk kvalitetssikring.

3. Den lov, der har gjort den europæiske menneskerettighedskonvention til en del af dansk ret, bør ophæves. Der er intet i den europæiske menneskeretskonvention, der tvinger os til at have en sådan inkorporering af konventionen. Men det er på grund af konventionens meget generelle formulering og dens umiddelbare anvendelighed, at vi mærker skadevirkningerne af menneskeretstænkningen i vort eget retssystem. Ved at ophæve loven sender Danmark et stærkt signal til Strasbourg om, at man er gået for langt. Samtidig giver man de danske domstole en større frihed til at tage afstand fra domstolens afgørelser.Når disse skridt er taget, kan man overveje, om ikke de centrale artikler i den europæiske menneskerettighedskonvention bør ændres, så man bringer os tilbage til den situation, vi var i ved vedtagelsen af konventionen i 1950. Dengang var der fokus på de fundamentale »menneskerettigheder«, som kun blev bragt i anvendelse, når væsentlige retsprincipper var trådt under fode, og der (på ny) var fare for grundlaget for vore demokratier. I dag er konventionen blevet rammen for en mere almen retspolitisk harmonisering.

I en revision af den europæiske menneskerettighedskonvention bør man præcisere, at domstolen alene bør afsige dom, når fundamentale retsprincipper er krænket. De øvrige områder af den nuværende »menneskeret« kan man så udskille til en særlig konvention om europæisk retspolitisk harmonisering. Det vil være spændende at se, hvor mange medlemsstater der vil undertegne og ratificere en sådan konvention.