Om at oversætte 007

Kronik: Teksten i Ian Flemings bøger om den berømte hemmelige agent med licens til at dræbe er ikke bare som i hvilken som helst knaldroman. Bøgerne besidder tillige en række litterære kvaliteter, der gør det nødvendigt ved oversættelsen at gå til værks med sproglig omhu.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Af Claes Johansen

ForfatterDe tidlige 1950ere var hårde år for Storbritannien. Sårene fra Anden Verdenskrig var dybe, økonomien var presset. Samtidig skrantede selvrespekten. Det store imperiums dage var talte, og landets status som førende stormagt var truet.

Hertil kom en række alvorlige spionaffærer, der rystede nationen. Tilsyneladende solide britiske borgere blev pludselig trukket frem og afsløret som hemmelige agenter, der i ly af civile eller militære stillinger leverede fortrolige oplysninger til et Sovjetunionen, der med atomprøvesprængninger og opsendelsen af de første rumskibe trådte stadig stærkere frem på verdensarenaen som en trussel mod Vestmagterne.

Det var i dette miljø, de første bøger om James Bond blev forfattet og udsendt, og det er nemt at se, hvad det var der gjorde dem til succeser på hjemmemarkedet. Ud over en flirt med det erotiske foregik de i en ønskeverden, hvor det stadig var briterne, der havde det afgørende ord, og romanernes hovedperson repræsenterer en række traditionelle britiske dyder: individualitet, beskedenhed, gentleman-manerer, diskretion samt ikke mindst evnen til at holde hovedet koldt i vanskelige situationer.

Bøgernes forfatter hed Ian Fleming. Han havde en fortid i den britiske efterretningstjeneste under krigen, men det var udelukkende skrivebordsarbejde, han havde beskæftiget sig med. Som søn af en berømt og højt dekoreret officer fra første verdenskrig havde han håbet på selv at komme i aktiv tjeneste, men det blev afslået under henvisning til, at hans viden om den britiske efterretningstjeneste var så omfattende, at man ikke turde risikere, han blev taget til fange.

I stedet skrev Fleming så sine bøger om alle de oplevelser, man havde nægtet ham under krigen. Det er i hvert fald den officielle version af begivenhedernes gang. Men faktum er, at Bond-bøgerne er noget helt andet og meget mere end som så.

Da jeg selv i efteråret 2001 af forlaget Forum blev bedt om at oversætte to Bond-bøger - »Goldfinger« og »I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste« - sagde jeg hurtigt ja ud fra forventningen om, at der ville være tale om en relativt nem og underholdende opgave. Spændingsbøger frembyder sjældent de store litterære hovedbrud for en oversætter. Det drejer sig først og fremmest om at formidle et plot på et naturligt, mundret dansk. Hvis der endelig er problemer, opstår de i reglen i forbindelse med faktuelle omstændigheder. Spændingsbøger lider nemlig ofte under forfatterens overdrevne research, som resulterer i et væld af faglige oplysninger, der sjældent har nogen betydning for det egentlige emne.

Det er en arv, genren netop har fået fra Ian Fleming, men det virker ikke altid helt, som om hans arvtagere har begrebet, hvad der oprindelig var formålet.

James Bond er ud i det groteske en connaisseur, en kender og nyder af kvalitet inden for alt fra beklædningsgenstande over motoriserede køretøjer til bordets glæder. Og navnlig hvad angår det sidste, er der tale om en ekstra lille ironi, da han jo samtidig har en fantastisk fysisk kondition og er i stand til at begå sig inden for stort set alle sportsgrene.

Men det korte af det lange er, at alle de mange, minutiøse oplysninger bliver en del af personkarakteristikken - der ikke bare taler om, at forfatteren nu engang har lavet sin research, og derfor skal den med djævlens vold og magt indføres i teksten.

Heldigvis er folk altid flinke, når man henvender sig med sine besynderlige forespørgsler. Steen Hallengreen fra Dansk Golf Union hjalp mig med stor venlighed og viden igennem »Goldfinger«, Jakob Houmann fra Dansk Skiforbund gjorde det med sin alpine ekspertise overhovedet muligt for mig at oversætte »I hendes majestæts hemmelige tjeneste«. Hvad angik de danske betegnelser på alkoholiske drikke fandt jeg behørig støtte hos Niels Pedersen fra Bus Stop Bar, mens piloten Frank Prien hjalp til med alt det aeronautiske (og ikke for første gang), mens en henvendelse til Dansk Bridgeforbund afstedkom opfordringen: »Ring ud til Valby Bridgeklub og bed om at tale med Peter Lund. Sig til dem derude, at de er nogen spader, men Peter er et es.« Og det var han.

Endelig var det hele den engelske front af venner og bekendte, der, skønt adskillige af dem har fået James Bond ind med modermælken, ikke altid var helt på det rene med, hvad det egentlig var Fleming fablede om - men ved fælles hjælp nåede vi da frem til sidst!

Det var så det rent praktiske, men samtidig med at dette »detektivarbejde« stod på, gik det mere og mere op for mig, at bøgerne tillige besad en række litterære kvaliteter, der gjorde det nødvendigt at gå til værks med sproglig omhu.

James Bond-bøgerne er godt nok tidligere blevet udgivet på dansk, men der er tale om rene skrækeksempler på, hvor samvittighedsløst bøger kan oversættes. Sproglige problemer klares simpelthen ved, at man springer dem over, og således er lange afsnit ganske enkelt udeladt i de danske versioner. Det gælder navnlig det, der er romanernes egentlige kvalitet: De lange, tætte, minutiøse beskrivelser af personer og situationer, hvor realismen til tider sættes op imod en sær, modernistisk tone på kanten af absurdisme.

Som f.eks. i det følgende, der er taget fra min egen oversættelse:

Det var en høj, grim bygning fra århundredeskiftet med en udbygning i glas og en overdækket veranda, hvis lugt af indelukket solskin, gummiplanter og døde fluer forurenede Bonds fantasi, endnu inden han havde slukket for motoren. Bond stod roligt ud af bilen og så på huset. Dets blanke, velpudsede vinduer stirrede tilbage på ham som åbne øjne. Huset udsendte en baggrundsstøj, en tung, rytmisk dunken, der fik én til at tænke på et stort dyr med en temmelig hurtig puls. (Fra »Goldfinger«.)

Det første sæt af danske oversættelser reflekterer sandsynligvis den måde, Bond-bøgerne i sin tid blev læst på af engelske skoledrenge - man springer hen over de kompakte, deskriptive passager for at nå frem til den næste pige med silkestrømper og brystholder, det næste slagsmål eller den næste elektroniske himstregims.

Men den form for læsning giver ingen mening i år 2003, hvor letpåklædte piger, ultravold og »gadgets« er blevet hverdagskost. Det er formålsløst i dag at læse Flemings bøger for at blive erotisk opstemt eller imponeret af ny videnskab. Set med vor tids øjne er bøgerne nærmest neddæmpede i erotisk henseende, »aktion«-scenerne er få og korte, og de elektroniske vidundere bruger radiorør og har et håndsving på siden. Dermed også sagt, at bøgerne kun har meget lidt tilfælles med de senere filmatiseringer, der i langt højere grad bestræber sig på at være med på alt det (dengang) nye. Det betyder - ironisk nok - at mens tiden i visse henseender er løbet fra Bond-filmene fra 1960erne og 1970erne, så forholder det sig stik modsat med romanerne. De kan nu omsider læses, uden at man automatisk sætter fokus på piger, vold og elektronik. I stedet kan man give sig god tid, snuppe en dyb indånding foran hvert nyt, koncentreret afsnit og så dykke ned i Flemings særegne univers.

Hun lignede en meget solbrændt kvindelig fængselsbetjent. Hun havde et firkantet, brutalt ansigt med hårde, gule øjne. Hun smilede, men smilet var bare et rektangulært hul uden humor og imødekommenhed, og ved hendes venstre mundvig, som hun nu og da vædede med sin blege tungespids, sad nogle små vabler af den slags, der fremkaldes af sollys. På hovedet havde hun hun skihat med en gul, gennemsigtig skygge og to remme, der var hægtet sammen under hagen, og ud under huen stak totter af hendes gråbrune hår, der tillige var samlet i en knude i nakken. Den stærke, lavstammede krop var klædt i et par alt for stramme skibukser samt en grå vindjakke, der på venstre side af brystet havde et stort rødt broderet »G« med en krone over. Irma la Knap så Douce, tænkte Bond. (Fra

»I Hendes Majestæts hemmelige

tjeneste«.)

Ovenstående kan måske også tjene som eksempel på, at hvis det er forsigtige understatements og politisk korrekthed, man søger, så bør man ikke gå til Ian Fleming.

Til gengæld keder man sig aldrig - det gælder både læseren og oversætteren med den store telefonregning.