VIKTORy

Viktor Axelsen er olympisk mester i en dansk paradedisciplin, badminton. Men han er blot den anden dansker i historien, der vinder en guldmedalje ved OL. Og han gjorde det i ren opvisningsstil.

Viktor Axelsen vinder guld mod Chen Long i badminton finale til OL i Tokyo. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Havde det ikke lige været for en kineser, der stod på den anden side af nettet i den olympiske badmintonhal i Tokyo, ville der have lydt jubelbrøl foran hundredtusindvis af tv-skærme i Kina, da danske Viktor Axelsen efter endnu en kraftpræstation i badmintonturneringen ved OL i Tokyo, mandag eftermiddag dansk tid vandt den anden danske guldmedalje ved legene.

For danskeren er en decideret og gigantisk sportsstjerne i Kina – ja, i hele Asien for den sags skyld. Japan, Malaysia, Indonesien, hvor badminton sammen med bordtennis er noget nær nationalsport. Han er sågar et endnu større navn, end han er herhjemme. Måske en påstand eller en tilsnigelse, men den danske guldvinder lagde i hvert fald endnu flere alen til sin status som sportsnavn i sit eget land.

Grunden til Viktor Axelsens status i Kina er også, at han har studeret derude og har lært sig at tale nogenlunde flydende mandarin og af sin sproglærer i Beijing fik tildelt sit kinesiske tilnavn: »Ansailong«, der betyder »Konkurrence-mindede-stille-og-rolige-drage«.

Tætte håndbold-, tennis- og badmintonafslutninger er noget af det mest nervepirrende, jeg ved. I hvert fald når det angår sport. Men i OL-finalen var det blot om at læne sig tilbage og nyde Viktor Axelsens spil. Hans slagrepertoire, hans fornemmelse for fjerboldens tilstedeværelse på begge sider af banen, så han kunne time sine slag med en præcision og perfektion, som man næsten ikke kan beskrive med ord.

Det er nærmest en fysisk fornemmelse, han transformerer over i tilskueren, så man vrider sig med i boldens retning, når han smasher, spiller kort eller langt. Et teknisk og taktisk studie i atletisk lethed, som man i ethvert job eller anden idrætsgren kun kan drømme om at besidde.

For selvfølgelig er badminton også et erhverv for Viktor Axelsen. Et ambitiøst projekt, som han fra begyndelsen er gået ind i med liv og sjæl. Prøv blot at huske interviewene efter OL i Rio for fem år siden, da han uden tøven slog fast, at han havde i sinde at veksle bronzemedaljen i Rio til guld i Tokyo.

Og for at vende den tilbagelænede nydelse af finalen, var den alene begrundet i Axelsens suverænitet. Ikke noget med at bæve helt ude på stolekanten, for danskeren var i fuld kontrol hele vejen igennem 21-15, 21-12 over kinesiske Chen Long, der godt nok er nede som nummer seks på verdensranglisten, hvor Axelsen for øjeblikket er to’er. Men han er ikke en »hr. hvem som helst«. Chen Long er sammen med den kinesiske legende Lin Dan og nu Viktor Axelsen de eneste tre i historien, der både har vundet OL-guld, VM og All England.

Forleden var jeg ude i et lettere nostalgisk tilbageblik på Danmark som badmintonnation. Denne mandag satte Viktor Axelsen en fed streg under nutiden. Det er en slags påmindelse om at leve i nuet. Hvor stærkt det kan fremstå, hvis man vel at mærke har arbejdet hårdt for det.

Og dét har den bedste, nutidige danske badmintonspiller. Axelsen tager sig allerede nu ud som det, han kan blive, og som man på SoMe-sprog gerne kalder »GOAT«. Greatest of all time.

Badminton er og bliver og bliver en fantastisk tv-sport. Smash lige ind i smasken. Og endnu engang, som jeg blev enig med min akkompagnerende makker ved skærmen om, så befriende, at man for efterhånden mange år tilbage fjernede reglen om at skulle vinde serven for at kunne score point. Dynamikken i at gå direkte og lige på til 21 i hvert sæt fortætter blot spændingen.

Altså i alle andre kampe end den finale med Axelsen. Den var ikke spændende. Blot bekræftende og opløftende,  og den nationale stolthed fik en serv direkte fra hoften.

Efter verdensmester- og All England-titlerne var OL-guldet Viktor Axelsens store mål. Og det fik han da også sat ord på efterfølgende.

Han græd som pisket og måtte helt opgive første interview ude ved sidelinjen efter kampen, fordi han ikke kunne stoppe med at græde igen. Med sin egen håndmixer af en ketsjer havde han pisket sin modstander rundt i manegen. Men han fik dog fremstammet til Kim Bildsø Lassen fra DR:

»Åh, jeg kan slet ikke stoppe med at tude. Er det ikke okay? Jeg kan slet ikke tro det. Det er for sindssygt. Det er en drengedrøm. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg stod ude i Odense Badminton Klub og slog boldene op til mig selv, mens jeg sagde højt ’Det her er OL-finalen’. Nu har jeg fandeme gjort det.«

Derefter skulle han over til medaljeovertagelse – ikke -overrækkelse, da man på grund af corona selv samler medaljen op fra puden og hænger den om egen hals. Men præsidenten for det internationale badmintonforbund og IOC-medlem Poul-Erik Høyer, der var hidtil eneste danske guldvinder ved OL i badminton før Viktor Axelsen, overrakte dog blomster og indforståede lykønskninger.

Dannebrog kunne gå til tops til »Der er et yndigt land«. Tænk at sætte så rørstrømsk pris på sport og sit land midt på en halvoverskyet mandag i august …