Klar besked: Flyt OL til næste år

Udskyd OL i Tokyo til 2021.

Det er budskabet fra den seneste vært for sommerlegene, Brasilien, som havde byen Rio de Janeiro som vært i 2016.

Brasiliens Olympiske Komité (COB) mener, at OL i Tokyo, der er planlagt til juli og august i år, bør udsættes i et år på grund af udbruddet af coronavirus.

Brasilien, som er Sydamerikas største og mest folkerige land, mener, at en udsættelse er tvingende nødvendig.

Det skyldes blandt andet, at udøverne har vanskeligt ved at forberede sig optimalt til legene.

Brasiliens Olympiske Komité understreger, at den har tillid til, at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) træffer de rigtige beslutninger.

Indtil videre har IOC ikke udskudt eller aflyst OL i Tokyo, og man arbejder stadig efter planerne om at sætte legene i gang 24. juli.

Det har mødt modstand fra adskillige atleter, forbund og senest også flere nationale olympiske komitéer.

Fredag skrev den olympiske komité i Norge et brev til IOC, hvor man bad om at få udsat legene. De olympiske komitéer i Colombia og Slovenien anmodede om det samme. Og nu følger man trop i Brasiliens olympiske komité, som altså er den seneste vært for sommerlegene.

Fredag kom det frem, at det amerikanske svømmeforbund havde sendt en mail til USAs olympiske komité, hvor de opfordrede til, at USA burde arbejde på at overbevise Den International Olympiske Komité (IOC) om at flytte OL til 2021.

Dermed bliver det altså i øjeblikket lagt voldsomt pres på IOC, da også den internationale spillerforening World Players Association, der repræsenterer cirka 85.000 atleter, også mener, at IOC skal genoverveje sommerens OL.

/ritzau/