Helt til hest

Klumme: OL er en buket af idrætsgrene. Nogle er til fodbold, badminton eller svømning. Andre er helt til hest. Jeg er mest til, at der er en bold i spil.

Selvom Cathrine Dufour og Bohemian fik et tital fra en af dommerne for dressurbevægelsen piaffe, blev det til en samlet fjerdeplads. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Altså, jeg er boldmenneske. Der skal en bold med i spillet, af fjer, gummi som i puck, en bordtennisbold, tennisbold, en fod- eller håndbold. Også tider, længder og højder er jeg på. Svømning, cykling og atletik. Bolden bærer legen i sig, tiderne, længderne og højderne har kraftpræstationen.

Så er der den med skønheden. Inden for førnævnte rammer holder jeg mest af den i fod- og håndbold, bedømt på kollektive og individuelle præstationer i holdsport. Et angreb efter abc-bogen og en scoring som synligt og målbart bevis på skønheden. Eller Maradonas solotur op gennem den halve bane mod England ved VM i 1986 med en scoring til følge. Når det kun gælder skønheden, bedømmelsesidrætterne, har jeg svært ved at dele den sportslige begejstring, fordi de også hviler så meget på meritter, indforstået kendskab og indspisthed dommere imellem, favoritværdighed og i den dur. Eller dressur.

Svært at måle forskellen

Gymnastik, kunstskøjteløb og dans har jeg det i sportslig resultatforstand stramt med. Fordi det umiddelbart er svært at måle forskellen, holde dem op mod hinanden, sammenligne. Såmænd, det trænede øje og fagpersoner inden for hver enkelt sportsgren kan nok gøre det nogenlunde retfærdigt, om end vi andre lægpersoner ikke nødvendigvis kan. Men det åbner døren på vid gab for snyd eller manipulation eller bare henslængt rangorden, at den eller den hest er den bedste, den eller den kunstskøjteløber er den bedste. Eller mest populære blandt dommerne.

På samme vis kan man placere boksning, hvis ikke der falder en knockout. Der er sjældent total enighed mellem dommerne eller os, der ser på.

Omvendt slås præstationsidrætsgrenene med doping. Cyklingen og atletik især. Håndbolden med hurtige dommerbeslutninger og ofte en ret stor fejlmargin hos de dårligere af dem. VAR (video assistance referee) er indført af en grund i fodbold. Fordi spillere snyder, filmer, eller offsidefælder kikser, uden at linjedommerne ser det. Så heller ikke i spillet med bolden er der fuld retfærdighed til.

Om stillesiddende gaming er sport? Jeg har stadig svært ved acceptere, at vi skal se på livetransmissioner af professionelle sportshold, der med skarpe knive, håndgranater og voldeligt bål og brand kæmper sig frem til et resultat med jubel og resultat i enden. Men jeg arbejder med det, for jeg er med på, at det er fremtiden. Digitalt, kommercielt og sportsligt.

Hvad laver skateboard lige ved OL? Sikkert noget, man kan vurdere. Klatring? Jamen, der er velsagtens noget hastighed og en vis bedømmelse med i spillet. Er golf et spil eller en sport? Bowling, billard, dart?

Og så er vi tilbage ved, at vi hver især har vores præferencer. Jeg er som nævnt fortrinsvis et boldmenneske, men kan også for en OL-stund finde spænding og gå ind i de lilla skyer, der følger i slipstrømmen af et geværskud rettet imod en lerdue. Således forsøgte jeg også at se mig igennem i hvert fald den danske del af holddressurkonkurrencen tirsdag.

Sådan lige på bagkanten af Hellerup-ugen eller uge 29 er det jo min forudindtagede opfattelse af bedømmelsesidrætten rytter på hest, der skal gennemføre et program med fine franske vendinger som navngivne øvelser undervejs, at den hører whiskybæltet til. Eller rosébæltet.

»Hun satte bronzen over styr i piruetten …«

Hestesporten er en global milliardindustri, og når jeg tænker på den, har jeg i lang tid fremkaldt det indre billede af et af de få fotos af socialsvindleren fra Hvidovre, Britta Nielsen: For nogle af de fra staten franarrede millioner sidder hun til højbords ved en hesteaktion sammen med sin datter og en flaske champagne med to glas foran sig og intentionen om at købe endnu en hest til datteren. Jeg husker også skandalehistorier om ryttere og ejere, der mishandler deres dressurheste med pisk og slag og spænder hestens hoved stramt nedad for at fremelske den rette positur.

Men mine egne fordomme spiller ingen rolle i den sammenhæng. Og Danmark har altid været en god dressurnation ved OL og lovprist alle medaljer. Givetvis med god grund.

Derfor fulgte jeg da også med i en del af transmissionen fra holdfinalen i Tokyo tirsdag, da de danske ryttere med lidt held kunne ride en dansk medalje hjem. Inden sidste omgang lå de på fjerdepladsen. Cathrine Dufour på hesten Bohemian red ind i manegen som sidste danske kvinde, og det gik ikke helt efter planen.

»Jeg synes godt nok, den hænger altså lidt på tøjlen her i afkortningen,« som ekspertkommentatoren konstaterede undervejs, mens jeg var i fremmed lingoland.

Dommerne takserede indsatsen til lidt over 2.500 point, og det er for en udenforstående svært at forholde sig til. Men præcisionen, koordinationen mellem hest og rytter har da en fascinationsfaktor i sig selv. Jeg kommer nok aldrig for alvor til at slå mig på bedømmelsessportsgrene, selvom Cathrine Dufour og Bohemian fik et tital fra en af dommerne for en piaffe.

Vi lader i stedet DR-kommentatoren konkludere den sportslige præstation af Dufour, der skuffende og samlet kun rakte til fjerdepladsen.

»Hun satte bronzen over styr i piruetten …«

LÆS MERE