God vind gør forskellen

Danske medaljetraditioner i sejlsport er svære at komme uden om. Men ifølge sportschefen i Dansk Sejlunion er det først og fremmest målrettet og dedikeret træning i de danske klubber, der giver succes OL efter OL.

Anne Marie Rindom i aktion under OL i Tokyo. Hun fører netop nu Laser Radial-klassen, hvor hun mangler to sejladser ud af ti og det såkaldte medal race, hvor pointene i sejladsen tæller dobbelt. Hun har 19 point ned til nummer to. Ved OL i Rio førte hun med 11 på samme tidspunkt og endte med bronze, så det er ikke bare lige at sejle den hjem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Cj Gunther/EPA/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad angår sejlsport, bliver jeg nødt til at trække kortet fra 1993 og hænge citatet op på daværende kulturminister, Jytte Hilden (S):

»Med sport har jeg det som med porno. Det er sjovt at være med til, men det er kedeligt at se på.«

En omdiskuteret udtalelse dengang og naturligvis også en halvprovokerende holdning at sende i retning mod sejlsporten, der er en af de største medaljesluger-idrætsgrene i dansk OL-historie. Med seriøse, dedikerede og hårdtarbejdende halv- eller helprofessionelle sejlere, som tilbringer mere tid på vandet, end vi andre foran fjernsynet.

Det ændrer bare ikke synderligt på, at det netop på tv er en udfordring at følge med i. Specielt, når man skal læse op fra scratch hvert fjerde – denne gang femte – år, for bare nogenlunde at forstå reglerne og mønstre på banerne.

Det er blevet meget bedre i nogle af disciplinerne med tilskuere på stedet, der fra land kan følge med i matchrace i havne eller tæt på kyster i forskellige former. Og på tv har grafiske og digitale hjælpemidler også løftet formidlingen.

Og ve den, der stiller spørgsmål ved Danmarks præstationer igennem sejlsportshistorien. Den største af dem alle, ditto kåret som selvsamme på tværs af idrætsgrene, var Paul Elvstrøm, der vandt guld ved fire olympiske lege i træk. Først i klassen Firefly ved legene i London og dernæst tre på stribe i Finnjolle i Helsinki, Melbourne og Rom.

Ej at forglemme Poul Richard Høj Nielsen, Valdemar Bandolowski og Erik Hansen i paradedisciplinen Soling i 1976 og 1980, mens sønderjyden Jesper Bank med besætning overtog traditionen i bådklassen ved at vinde guld i Barcelona i 1992 og 2000 i Sydney.

Man kunne nævne så mange andre navne, men grunden til at nævne Jesper Banks geografiske herkomst, er den lille teori, jeg skal afprøve på vegne af min gamle læge i Vestjylland med bopæl i Esbjerg. Han elsker at sejle, vistnok noget tomandsjolle ud fra Hjerting og Ho Bugt ved Vestkysten. Han luftede teorien om, at der såmænd også er en »Hellerup-effekt« i sejlsport, som jeg var lidt inde på i forbindelse med bedømmelsesidrætter og dressur forleden.

Eller en Aabenraa-effekt, hvor Jesper Bank stævnede ud fra. En ting er, at det giver sig selv, at vi er en sejlsportsnation med mere end 7.000 kilometer kystlinje. Men der er forskel på dem. Som lægen siger: Når han står til havs, er det lige på og hårdt med vinden lige i smasken. Vestenvinden er altdominerende i det lille land mod nord. Og den sejlende doktor mener så at vide, at sejlerfolket ved østvendte kyster har den fordel, at de i fjorde og vige og med vinden kommende fra land lærer at aflæse den i langt mere lumsk forstand.

»Metodisk og målrettet«

Ikke så meget andet for end at gå direkte til chefen for det hele. Eller OL-sportschefen for Dansk Sejlunion, Thomas Jacobsen. Han var en del af Jesper Banks besætning i 2000 i Sydney og har sejlet den prestigefyldte America’s Cup to gange. Han fejer ikke helt teorien af bordet i telefonen ude fra Tokyo. Og så alligevel:

»Det at kunne se, når der kommer et vindpust ned ad banen, er da helt klart en kompetence, man skal mestre, hvis man skal gøre sig godt internationalt. Men hvis man ellers skal nævne nogle karakteristika i forhold til andre lande, så vil jeg sige, at vi klarer os godt, når der er god vind, hvorimod spanierne og italienerne er lidt bedre til let luft. Man kan ikke sige, vi er bedre til at læse vinden, man kan bare godt se, når det blæser, at vi kommer fra et land, hvor det blæser ofte. Hvis man er vokset op i Sydspanien, er der langt imellem, at det blæser fem sekundmeter,« siger Thomas Jacobsen.

»Det handler om, at man går til opgaven metodisk og målrettet. Det er det selvfølgelig mange, der gør, så vi er ikke de eneste, der kan finde ud af det. Det ligger heller ikke i historien, men mest af alt i, at man har nogle klubber, som laver et godt ungdomsarbejde, og det føres videre på de forskellige udviklingslandshold og på landsholdsniveau. Vi har 260 klubber i Danmark, og cirka 25, der tager det sportsligt alvorligt. Altså 25 klubber, der sender sejlere og trænere til internationale stævner,« forklarer Thomas Jacobsen.

Anne Marie Rindom fører Laser Radial-klassen ved OL i Tokyo. Hun mangler to sejladser ud af ti og det såkaldte medal race, hvor pointene i sejladsen tæller dobbelt. Hun har 19 point ned til nummer to. Ved OL i Rio førte hun med 11 på samme tidspunkt og endte med bronze, så det er ikke bare lige at sejle den hjem.

Hvorfor er hun så god, Thomas?

»Hun kan sin teknik. Og hun har en god psyke, kan godt lide at konkurrere, og hun er i stand til at tøjle nerverne og gå ydmygt til opgaven. Man skal bare passe på, at man ikke sælger skindet, før bjørnen er skudt. Så at hun førte med 11 i Rio på samme tid og måtte nøjes med bronze, viser også, at der meget på spil med 40 både og to sejladser og et medal race tilbage,« understreger sportschefen, der også har medaljeforhåbninger i de øvrige klasser.

Alt imens vi forsøger at greje den hjemme ved skærmen. Om der ligger en guldmedalje og venter ved næste vending …