Danmark slutter på 11 medaljer ved OL i Tokyo

Amalie Dideriksen har været i aktion som sidste dansker, og Danmark slutter på 11 medaljer ved OL i Tokyo.

Viktor Axelsen og Anne-Marie Rindom vandt begge guld til Danmark ved OL i Tokyo. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den sidste danske atlet ved OL i Tokyo har været i aktion, og der kan nu gøres status over Danmarks præstationer ved legene.

Cykelrytteren Amalie Dideriksen lukkede søndag morgen dansk tid Danmarks OL med en fjerdeplads i omnium, men tidligere har hun bidraget til den danske medaljehøst med en sølvmedalje i parløb med makkeren Julie Leth.

Det sluttede med 11 danske medaljer, og dermed har de danske atleter levet op til og overgået den målsætning på mellem otte og ti medaljer, som Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark satte før OL.

Tre af Danmarks 11 medaljer er af guld, mens det blev til fire sølvmedaljer og fire bronzemedaljer.

11 medaljer rækker i skrivende stund til en delt 23.-plads på ranglisten over nationer med flest medaljer ved legene.

Sejleren Anne-Marie Rindom, badmintonspilleren Viktor Axelsen og cykelduoen Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv sørgede for guldmedaljerne.

Skytten Jesper Hansen, herrernes håndboldlandshold, det danske hold i 4000 meter holdforfølgelsesløb og cykelduoen Amalie Dideriksen og Julie Leth skaffede medaljer af sølv til Danmark.

Kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen tog to gange bronze, ligesom svømmeren Pernille Blume og roduoen Frederic Vystavel og Joachim Sutton også skaffede metal af tredjebedste karat til Danmark.

11 medaljer overgår den officielle målsætning, men lever ikke helt op til høsten fra OL i Rio for fem år siden. Dengang var målsætningen 10 medaljer, men de danske atleter hentede 15 medaljer.

Historisk set var det den næstbedste danske medaljehøst nogensinde – kun overgået i 1948 med 20 medaljer.

I 2012 var målsætningen på otte medaljer, og Danmark fik ni med hjem fra London. I Beijing i 2008 levede de danske atleter lige nøjagtig op til forventningen på syv medaljer.

/ritzau/