Tyskland sparkes i gang med et brag

Den tyske regering kunne sent onsdag præsentere en stimulanspakke, der skal sætte gang i økonomien. Det er dog samtidig en investering i fremtiden og skal dermed sikre tysk konkurrenceevne i den globale kamp om teknologi. Det grønne skinner også igennem, mens bilproducenterne trak en nitte. Pakken er god for dansk økonomi og danske arbejdspladser.

Den tyske kansler, Angela Merkel, viser ingen tegn på metaltræthed efter mange år ved magten. De seneste måneders initiativer for både tysk og europæisk økonomi vil også fremtidige generationer nyde godt af. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Gang i Tyskland. Efter at den tyske kansler, Angela Merkel, præsenterede en stor stimulanspakke sent onsdag aften, kan ingen være i tvivl om, at man i Berlin vil gøre alt for at få tyske arbejdspladser helskindet gennem coronakrisen og samtidig fremtidssikre det tyske samfund. Som den tyske finansminister, Olaf Scholz, sagde ved fremlæggelsen: »Vi vil ud af denne krise med et ordentligt brag.«

I forvejen har de tyske hjælpepakker været de største i verden i forhold til bruttonationalproduktet (BNP), men med 130 milliarder euro i stimulans er de tyske tiltag nu i en helt anden liga end andre lande. Den samlede pris kan nå op på over halvdelen af BNP, når man også inkluderer lånegarantier. Helt centralt har været en række støtteordninger til store og små virksomheder, men også endnu mere generøse lønkompensationsordninger end normalt, det såkaldte Kurzarbeit. Flere end ti millioner tyskere er enten ledige eller omfattet af Kurzarbeit.

De 130 milliarder euro er historisk stort og samtidig et yderligere skridt væk fra princippet om balance på de offentlige finanser. Pakken er interessant både for, hvad der er med, og hvad der ikke er med.

Et af de centrale elementer er en momsnedsættelse fra 19 til 16 procent for den normale momssats og fra syv til fem procent for den reducerede sats. Denne løber frem til årsskiftet og skal sætte gang i forbruget. Desuden kommer en ekstraordinær børnecheck på 300 euro pr. barn til lav- og mellemindkomstfamilier. Enlige forsørgere får et yderligere løft.

Den brede momsnedsættelse betyder i øvrigt, at Tyskland bliver et (endnu) billigere ferieland til sommer. I forvejen tyder Googles mobilitetsindikatorer på, at tyskerne er ved at genindtage det offentlige rum.

Desuden bliver elpriserne reduceret gennem statslige subsidier, mens delstaterne og lokale myndigheder får et ekstraordinært tilskud til at dække øgede coronarelaterede udgifter, men især også indtægtstab i den kollektive trafik. Der er en særlig hjælp til de hårdest ramte sektorer inden for serviceerhvervene, der fortsat er underlagt restriktioner på trods af genåbningen.

Fremtidssikring af Tyskland

Men pakken skal også bidrage til at fremtidssikre tysk økonomi. Hele 50 milliarder euro ekstra afsætter regeringen til dette projekt. Det gælder store investeringer i digitalisering, hvor Tyskland er langt bagud sammenlignet med andre nordeuropæiske lande, herunder nye satsninger på forskning i blandt andet kunstig intelligens.

Der er også et stort grønt aftryk med øget investeringer i brintteknologi, batteriteknologi, støtte til køb af elektriske biler og til opstilling af ladestandere. Det er samtidig områder, der er vigtige for at give den tyske bilindustri et løft i forhold til de grønne mål, som de fleste industrialiserede lande har sat.

Det er også bilindustrien, der er mest synlig i fraværet i pakken. Tidligere var det helt naturligt, at der ville have været generøse skrotpræmier med i en sådan pakke. Tyskere køber tyske biler, så dermed ville man både stimulere efterspørgslen og produktionen. De store producenter har da også været på hårdt lobbyarbejde, men lige lidt hjalp det. Der er ingen hjælp til at købe nye biler med forbrændingsmotorer. Det siger ikke kun noget om regeringens grønne fingre, men også, hvor meget de seneste års mange skandaler i den tyske bilindustri har skadet branchens indflydelse. Tyske bilaktier faldt kraftigt ved åbningen torsdag morgen.

Godt for Tyskland, godt for Europa og godt for Danmark

Tyskland er vores største eksportmarked, og gang i Tyskland er en rigtig god nyhed for de mange danske producenter, især inden for maskinindustrien, der lever af at sælge dele til den tyske industri.

Men det er særlig godt, at pakken er fremadrettet. Tysk bilindustri har været længe om at komme i gang med den grønne omstilling og var tæt på at opgive udviklingen af tyske batterier til elbiler og bare købe fra Kina. Det er slut med den eftergivenhed.

Det nye fokus sætter også en tyk streg under, at staterne kommer til at spille en mere aktiv rolle i de europæiske landes industripolitik i de kommende år. Det er også nødvendigt for at indhente efterslæbet på en lang række områder, hvor Kina nu er i front.

Tyske investeringer i digitalisering og fysisk infrastruktur er også investeringer i, at tyske virksomheder er konkurrencedygtige i fremtiden og ikke bare lever af tidligere arbejdsmarkedsreformer. Det vil give en fordel – og der er nok flere, der vil pege på, at de massive tyske tiltag vil gøre forskellen større mellem vindere og tabere i EU i kølvandet på coronakrisen. Det er også rigtigt, men et økonomisk stærkt Tyskland har store positive effekter på de omkringliggende landes økonomier. Samtidig har Tyskland stillet sig i spidsen for den EU genopretningsfond, der mest af alt kommer Syd- og Østeuropa til gavn.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør