Regeringen praler af en stor hjælpende hånd til den danske økonomi under coronakrisen, men en vigtig brik mangler i det regnestykke

Regeringen får kritik for ikke at medregne prisen for nedlukningen, når den ser på virkningerne af den økonomiske politik under coronakrisen. Men det skal den gøre, fordi den her krise er helt anderledes end normale kriser, mener to tænketanke.

Det skabte naturligt nok glæde i mange mindre butikker, da de fik lov til åbne 1. marts. Dermed skulle 37.000 danskere kunne komme i job, lød det fra regeringen. Men finansminister Nicolai Wammen (S) bliver nu anklaget for at oversælge regeringens økonomiske politik, fordi den ikke regner på, hvad nedlukningen koster. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Regeringen praler af en stor hjælpende hånd til den danske økonomi under coronakrisen med en meget ekspansiv økonomisk politik i både 2020 og 2021. Det drejer sig blandt andet om indefrosne feriepenge til danskerne, kompensationspakker til virksomhederne og øgede offentlige investeringer. Men der mangler et vigtigt regnestykke i regeringens fremstilling af den økonomiske politik.

Ganske enkelt fordi denne økonomiske krise er helt anderledes end tidligere kriser. Når en økonomisk krise rammer, sker det normalt, fordi vi får nogle slag udefra. Det skete eksempelvis med finanskrisen, men også ved andre økonomiske kriser, hvor vi er blevet ramt af en global nedtur.