Nu er danskerne for alvor gået på boligjagt – »helt afgørende, at så mange som muligt beholder jobbet«

Efter et dyk i marts vokser interessen for at se på ny bolig ganske kraftigt. Det ser ud til, at flere har mod på at bruge penge på lidt større investeringer, så længe flest muligt beholder jobbet.

Danskernes interesse for at købe sommerhus er braget i vejret, viser nye tal for fremvisninger fra ejendomsmæglerkæden Home. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Coronakrise eller ej. Nu er danskerne for alvor gået på jagt efter en ny bolig. Det gælder både huse, ejerlejligheder og ikke mindst sommerhuse, hvor interessen nærmest eksploderer. Dermed synes sommerhusmarkedet nu for alvor at være på vej til at komme ovenpå efter det solide dyk, som finanskrisen gav.

Det er ejendomsmæglerkæden Home, der laver et indeks over fremvisninger. Sammenlignet med april og korrigeret for normale sæsonudsving steg antallet af fremvisninger for alle boligtyper i maj. For huse og lejligheder er der tale om en månedlig stigning på henholdsvis 25,2 og 24,7 procent, mens der blev fremvist 31,3 procent flere sommerhuse.

Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank, fremhæver, at det er anden måned i træk med kraftigt stigende interesse for boligkøb efter en væsentlig tilbagegang i interessen i marts, da mange var ekstremt tilbageholdende med at se på bolig.

»Tallene bekræfter tendensen til, at boligmarkedet bundede i slutningen af marts, og der har siden været øget aktivitet. Det understøttes blandt andet af Boligsidens handelsdata, der viser, at aktiviteten på hus- og lejlighedsmarkedet er tilbage på normale niveauer, mens der er sket et voldsomt boom i aktiviteten på sommerhusmarkedet,« hedder det i en kommentar til tallene fra Louise Aggerstrøm Hansen, som påpeger, at der er ekstraordinært stor usikkerhed om den økonomiske udvikling for tiden, og det gælder også boligmarkedet.

Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank

»Det understøtter billedet af, at det næppe bliver de danske forbrugere, der kommer til at trække økonomien ned den kommende tid.«


»Men der er ingen tvivl om, at det er en god nyhed for genopretningen, at danskerne har mod på at gå ud og bruge penge på lidt større investeringer. Det understøtter billedet af, at det næppe bliver de danske forbrugere, der kommer til at trække økonomien ned den kommende tid, men derimod udlandet, der nu er den helt store kilde til usikkerhed,« påpeger hun videre.

Kan blive slået i stykker

Sammenlignet med maj 2019 blev der fremvist 27,2 procent flere huse og 49,1 procent flere lejligheder. Den stigning blegner dog i sammenligning med sommerhusene, hvor der var 118,2 procent flere fremvisninger i maj end samme måned 2019.

Home fremhæver derfor, at efter salget af sommerhuse har været på en lang indflyvning siden finanskrisen, så er interessen nu braget i vejret. Før coronakrisen var lysten til at købe sommerhus allerede til stede, men nu får den bare rigtigt mange til at sige »nu er det nu«, bemærker Home.

Samtidig lufter ejendomsmæglerkæden dog også en bekymring. Det gælder det største marked for ejerboliger i form af villaer og rækkehuse. Her kører markedet også på højtryk i øjeblikket, men det kan coronakrisen slå i stykker.

»Det kan selvfølgelig ændre sig, hvis de økonomiske skyer trækker mere ind over danskernes hverdag. Lige nu er mange sikret af hjælpepakkerne, men det bliver meget afgørende, at så mange danskere som muligt beholder jobbet i tiden, der kommer. Et job er trods alt den vigtigste forudsætning for et boligkøb,« skriver Home.