Medier: Skattestyrelsen lider nederlag i udbyttesagen mod Sanjay Shah

En domstol i Dubai har afvist Skattestyrelsens sag mod den britiske finansmand Sanjay Shah, som er hovedmistænkt i sagen om udbyttesvindel for mere end 12,7 milliarder kroner. Det skriver flere medier. Skattestyrelsen har appelleret afgørelsen.

Sanjay Shah. Fold sammen
Læs mere
Foto: ART. org

En dommer i Dubai har stukket en kæp i hjulet på de danske skattemyndigheders forsøg på at retsforfølge Sanjay Shah i Dubai, hvor han opholder sig.

Dommeren mener ifølge TV 2s dækning af sagen, at »Skat ikke har været i stand til at fremlægge tilstrækkelige beviser og dokumentation mod mistænkte«. Det fremgår ifølge TV 2 af afgørelsen, som TV-stationen er i besiddelse af.

Ifølge afgørelsen har Skattestyrelsen beslaglagt ni millioner dokumenter fra Sanjay Shah og hans selskaber. Tre millioner af dem er blevet delt med retten i Dubai. Men det var altså ikke nok til at få sagen for retten.

Sanjay Shah er hovedmistænkt i sagen om udbyttesvindel, hvor professionelle bankfolk menes at have lænset den danske statskasse for mindst 12,7 mia. kr., uden at skattemyndighederne greb ind, selv om alle advarselslamper havde blinket igennem flere år.

Dommeren har ifølge TV2 pålagt Skattestyrelsen at dække Sanjay Shahs sagsomkostninger.

Skattestyrelsen er ikke overraskende uenig i afgørelsen og har ifølge et tweet fra styrelsens kommunikationschef, Claus Dithmer, anket den på stedet.

»Som Skattestyrelsens advokater læser afgørelsen, har retten ikke afvist sagen under henvisning til, at vores krav er uretmæssigt. Alene på grund af formelle mangler i sagens dokumentation, hvilket vi ikke er enige i,« skriver Claus Dithmer på Twitter.

Sanjay Shahs talsmand, Jack Irvine, glæder sig ifølge Børsen over dommerens afgørelse.

»Mr. Shah har fulgt den etablerede markedspraksis, brugt advokater på tværs af flere jurisdiktioner og hyret eksperter på deres felter fra forskellige investeringsbanker, advokatfirmaer og de fire store revisionshuse,« siger han ifølge Børsen til mediet Law 360.

»Jeg har sagt gentagne gange, at det danske skattesystem er dysfunktionelt, og den her langtrukne affære, der sætter en prop i retssale overalt i verden, underbygger min tese,« tilføjer Jack Irvine.

I marts 2019 oplyste Skattestyrelsen, at omkostningerne til juridisk bistand og sagsanlæg i forbindelse med udbytteskandalen kan løbe op i cirka 2,4 mia. kr. i perioden fra 2015 og frem til foreløbigt 2027.