Offentlig sektor forborgernes skyld

Den socialdemokratiske partiformand har løftet en lille flig af et kommende oplæg om en bedre offentlig sektor.

Det er vigtigt, at vælgerne klart ved, hvad partierne vil, når de skal gøre deres stilling klar ved et folketingsvalg. Helle Thorning-Schmidt siger det prisværdigt og klart i et interview med Ugebrevet Mandag Morgen, hvad der er hendes udgangspunkt for den offentlige sektor: »I sidste ende er der jo ingen tvivl om, at den offentlige sektor er til for borgene og ikke for noget som helst andet«.

Vise ord i januar. Men når man så læser videre, får piben en anden lyd. Den socialdemokratiske partiformand tilføjer: »Regeringen har i de sidste fem år valgt at prioritere det private forbrug på bekostning af den offentlige service«. Virkeligheden er, at der er tilført over 30 milliarder kr. ekstra under denne regering til den offentlige sektor. Ligeledes opererer regeringen i disse år med en dobbelt så høj udgiftsvækst i den offentlige sektor, end Socialdemokraterne gjorde for samme periode, da de havde regeringsansvar. Så S-lederens flotte ord, om hvem der er til for hvem, kan ikke bruges til noget, hvis det bare handler om at overbyde regeringen økonomisk. Det ville være velgørende, hvis S kom med konkrete, målbare forslag. Foreløbig lyder det som mundsvejr og kopipolitik, når S siger, at borgerne skal have nogle »kvalitetsrettigheder« og der skal være »nationale standarder«.