Vanvittige Bjorkstrand scorer for sjette kamp i træk

Danske Oliver Bjorkstrand fortsætter sin vanvidsstime i Columbus Blue Jackets nederlag til Boston Bruins.

Columbus Blue Jackets' danske højre wing, Oliver Bjorkstrand, (28) fejrede sagte sit mål til 1-5 mod Boston Bruins i NHL natten til onsdag. Russell Labounty/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Oliver Bjorkstrand bombede for sjette kamp i træk i Columbus Blue Jackets' nederlag i NHL.

Den 23-årige herningenser reducerede til 1-5 i 2-6-nederlaget til Boston Bruins på hjemmebanen, Nationwide Arena, i Columbus natten til onsdag.

Inden kampen havde Blue Jackets vundet fem kampe i træk, men Bruins viste sig hurtigt for gode.

Først i tredje periode kom Blue Jackets på tavlen, da Oliver Bjorkstrand hamrede pucken ind bag Tuukka Rask i Bruins-målet ude fra sin position som højre wing.

Scoringen førte Bjorkstrand op på formidable seks kampe i træk med mål.

Det er den længste målstime i hele NHL lige nu, skriver nyhedsbureauet AP.

Stimen blev dog ikke fejret, da Boston Bruins inden da havde bragt sig foran med 5-0 på to scoringer i både første og anden periode samt et efter 34 sekunder af tredje periode.

Med nederlaget falder Blue Jackets ned på andenpladsen i wild card-stillingen i Eastern Conference, hvor de to bedste hold går videre til slutspillet, Stanley Cup.

Blue Jackets har samme antal point som Montreal Canadiens på tredjepladsen, men fører på at have flest sejre efter forlænget spilletid.

Oliver Bjorkstrand og Blue Jackets mangler blot to kampe i grundspillet mod henholdsvis New York Rangers og bundholdet Ottawa Senators med danske Mikkel Bødker på holdet.

De kampe skal Columbus Blue Jackets vinde for at være sikre på at spille sig videre til slutspillet.

Med Bjorkstrands mål er den danske landsholdsspiller oppe på 21 scoringer i sæsonen på 74 kampe.

Det er samme antal mål som Bjorkstrand havde scoret i sine første tre sæsoner i NHL.

Det er dog et stykke fra topscoreren i hele NHL i indeværende sæson.

Russiske Alex Ovechkin har scoret 51 mål på 79 kampe for Washington Capitals med danske Lars Eller på holdet.

/ritzau/