Vækker opsigt i Royal Arena: Skriger modstander i hovedet

Man må ikke håbe, at UFC-kæmperen Ion Cutelaba havde spist hvidløg, inden han gik på scenen til fredagens officielle indvejning i Royal Arena.

For da han skulle stå ansigt til ansigt med sin amerikanske modstander, Khalil Rountree Jr., begyndte han pludselig at råbe ham lige i hovedet.

Foran flere hundrede fans fik Rountree da også et tydeligt chok, inden han begyndte at grine, mens han prøvede at finde en passende grimasse. Se episoden i videoen øverst i artiklen.

Den amerikanske kæmper sundede sig dog hurtigt og pustede sig så op, mens han kiggede Ion Cutelaba direkte i øjnene. Cutelaba fra Moldova har efterfølgende også lagt et billede op af hændelsen.

'En dag tilbage, før jeg kan bevise over for omverdenen, at jeg har, hvad der skal til for at være champion. En dag til, at jeg igen kan bevise, at jeg bliver kaldt Hulk af en grund. Jeg lover alle mine fans en fair og spændende kamp, der ikke bliver nem at glemme,' skriver han til billedet.

Kampen mellem de to kæmpere er blot én af alt 13 kampe på programmet lørdag aften. Her skal danske Mark O. Madsen og Nicolas Dalby også begge i ringen for at bevise, at de hører til i UFC, der er verdens største MMA-organisation.

Den tidligere danske OL-bryder skal op imod italienske Danilo 'Caterpillar' Belluardo, mens Dalby skal forsøge at nedkæmpe brasilianske Alex 'Cowboy' Oliveira.

Husk, at B.T. dækker lørdagens UFC-stævne i Royal Arena lige på bt.dk. Vi starter klokken 17.00.