Stjerne afslørede intime detaljer - nu har han vundet retssag

Petter Northug slipper for at betale erstatning til ekskæresten Aylar Lie.

Det har retten i Oslo netop slået fast. Det skriver VG.

De to ekskærester har haft en strid, da Petter Norhug og forlaget Strawberry Publishing i 2018 udgav skiløberens selvbiografi 'Min historie'.

Og i den var der nogle private detaljer, der omhandlede forholdet til Aylar Lie. Passager, som hun ikke mente skulle trykkes, da det ifølge hende krænkede privatlivets fred.

I bogen skrev Petter Northug blandt andet, hvordan forholdet ifølge ham startede natten efter, han vandt VM-guld tilbage i 2011.

Derudover skrev Petter Northug om en abort, Aylar Lie var igennem i 2012. Noget, hun selv fortalte om i et interview i 2012, ligesom hun også selv har fortalt om forholdet til Northug og en anden norsk kendis.

I artiklen om aborten fremgik det ikke, hvem der var faren. I bogen skrev Petter Northug, at det var et 'finurligt greb' fra journalisten, at han ikke ville sladre om, hvem faren var, men at det ikke var ham selv.

De omdiskuterede afsnit blev fjernet efter første oplag, men retten i Oslo mener altså ikke, at Petter Northug og Strawberry Publishing skal betale Aylar Lie, som tidligere har forklaret, at hun føler sig 'provokeret og uretfærdigt behandlet'.

»Det er en vigtig dom. Afgørelsen er langt vigtigere, end man kan have fået indtryk af gennem medierne. Det handler om retten til sin egen historie, i dette tilfælde retten til at kommentere private påstande, som andre har bragt frem i offentligheden« fortæller Jonas Forsang, der har skrevet bogen for Strawberry Publishing.

En del af striden gik på, at Aylar Lie hævdede, at hun ikke var blevet kontaktet af hverken forlaget, en redaktør eller forfatteren før bogen kom på gaden.

»Bogen krænker hendes privatliv og har forkerte påstande, som vi har bedt forlaget skrive om. Når de ikke har taget kontakt eller spurgt os, inden bogen bliver trykt, er det nødvendigt at ændre efterfølgende,« har Aylar Lies advokat, John Christian Elden, tidligere fortalt til Dagbladet.

I Northug-lejren var de dog uenige, da de mener, Aylar Lie fik besked om, at hun var en del af den omtalte bog, som hun flere gange har understreget, at hun ikke har tænkt sig at læse.