Rasmine Laudrup kæreste med dansk sportsstjerne: 'Det har aldrig føltes så rigtigt'

'Jeg blev forelsket i en sjæl'.

Sådan skriver Rasmine Laudrup i et opslag på sin Instragram-profil. For den danske springrytter svæver i den grad på en lyserød sky for tiden. Hun har fået ny kæreste, og det er dressurrytteren Cathrine Dufour.

Overfor B.T bekræfter en lykkelig Rasmine Laudrup forholdet.

»Jeg føler, jeg har løbet rundt som en hovedløs kylling i mange år og ikke kunne finde ud af hverken forhold, eller hvor jeg hørte til indtil jeg mødte Cathrines vidunderlige sjæl og fandt en ro og en mening med hele tilværelsen,« fortæller hun.

På sin Instagram-profil fortæller hun, at intet før har følt så rigtigt, ligesom hun også skriver 'her har i svaret'. For de sidste mange måneder er særligt et spørgsmål gået igen på det sociale medie: 'er i kærester?'

Og Rasmine Laudrup lægger ikke skjul på, at hun er lykkelig.

»Det er en fantastisk følelse og jeg håber alle får lov at opleve det - uanset hvilket køn de forelsker sig i,« fortæller hun til B.T.

Under Instagram-opslaget har også Cathrine Dufour kommenteret.

'Når den er der, så er den der. Tak for dig og al den lykke, du har bragt ind i mit liv skat,' skriver hun.

Cathrine Dufour og Rasmine Laudrup deler ikke blot kærligheden til hinanden, for de har også samme passion. De er begge meget engagerede i heste og ridesport.

Rasmine Laudrup er springrytter, mens Cathrine Dufour rider dressur og er et af de store håb til årets OL i Tokyo.

Sammen driver de også en virksomhed i Roskilde, hvor de uddanner og sælger heste. Et samarbejde, de startede den 1. januar i år. Noget, Rasmine Laudrup overfor B.T kaldte 'en vild mulighed'.

»Hun (Cathrine Dufour, red.) er en af de bedste, vi har i Danmark til dressur. Hun har rigtig meget erfaring, fordi hun selv har startet virksomhed, og har bygget det op sammen med sin familie fra bunden, og der er så meget, hun kan lære mig,« fortalte Rasmine Laudrup i slutningen af 2019 til B.T.