Lindsey Vonn skal giftes: 'Nu kan i ikke ringe til ham mere, piger'

Lindsey Vonns kæreste, PK Subban, har været på knæ og stille det store spørgsmål.

Det afslører den tidligere skiløber selv i et opslag på Instagram.

'Jeg sagde ja. Så nu er jeg låst. Og det er du også,' siger Lindsey Vonn i klippet, hvor hun kører med Pernell-Karl Subban, der til dagligt spiller i NHL.

Og her kommer skistjernen også lige med en lille kæk bemærkning. For hendes mand er tilsyneladende populær - og ikke blot hos hende.

'Nu kan i ikke skrive og ringe til ham mere, piger. Han er kun min,' siger en smilende Lindsey Vonn, der i sit opslag også skriver, at hun ikke kan vente med at tilbringe resten af sit liv med sin forlovede, som hun begyndte af date i juni sidste år.

Også PK Subban har delt den gode nyhed på sin profil, og det gør han på en helt særlig måde. Han har nemlig kastet sig ud i at synge dele af Beyoncé-hittet 'Single Ladies' - mere præcist synger han blot 'if you like it then you should've put a ring on it'.

Lindsey Vonn stoppede sin aktive karriere i starten af 2019, da hendes krop simpelthen ikke kunne mere, forklarede hun.

Den 34-årige amerikaner nåede 82 World Cup-sejre, og hendes stop kom blandt andet som følge af at have pådraget sig en permanent skade i højre knæ efter tidligere styrt. Gennem karrieren brækkede hun desuden flere knogler, fik en skade i venstre knæ og hun oplevede også at have hjernerystelse.

»Min krop er ødelagt og kan ikke laves, og den tillader mig ikke at få den sidste og endelige sæson, jeg drømte om. Min krop skriger, at jeg skal stoppe, og det er på tide, jeg lytter,« fortalte hun selv i et opslag på Instagram i starten af februar.

Udover en stærk karriere på pisterne gjorde Lindsey Vonn sig også bemærket ved siden af sporten. Hun var blandt andet med i Sports Illustrateds legendariske Swimsuit edition, hvor hun kun var iført bodypaint. Her blev hun sammen med Caroline Wozniacki malet og fotograferet på øen St. Vincent.

Derudover blev hun også et kendt navn, da hun i en periode var kæreste med golfstjernen Tiger Woods. Parret gik fra hinanden i maj 2015, og i 2017 var de ude for en ubehagelig oplevelse. Her blev nøgenbilleder af parret lækket, og ifølge TMZ var det Lindsey Vonns telefon, der var blevet hacket.

»Jeg tror ikke, at der er noget mere pinligt i verden. Hvorfor vil nogen gøre det?« sagde Vonn om hele episoden i januar 2018.

Lindsey Vonn og Tiger Woods satte begge advokater på sagen for at få fjernet billederne og straffet de skyldige.