Klubejer bandlyst: Skubbede modspiller på banen

Det kan nemt komme til at koge over, når der er trofæer på spil.

Sådan var det også tilfældet natten til torsdag dansk tid, da der var gang i tredje kamp om NBA-mesterskabet.

Her var Golden State Warriors på hjemmebane mod Toronto Raptors, og i kampens fjerde og afgørende quarter, med Raptors på vej mod en sejr, blev det for meget for en fan.

Raptors-spilleren Kyle Lowry kastede sig ud over sidelinjen efter en bold og landede blandt tilskuerne, og her gav den pågældende fan ham et skub.

Som videoen afslører, er det ikke noget hårdt skub, men Kyle Lowry blev rasende over, at en fan kan pinde på at gøre sådan noget.

»Fansene har en plads. Vi elsker vores fans, men sådan en som ham skulle ikke have lov til at være her, det er ikke i orden. Jeg kan ikke gøre noget for at beskytte mig selv,« sagde Kyle Lowry til ESPN.

Hvad Raptors-spillerne ikke vidste på det tidspunkt var, at den skubbende fan hedder Mark Stevens og er en del af ejerkredsen bag Golden State Warriors.

Mark Stevens blev smidt ud fra kampen, men straffen er ikke stoppet ved det.

Golden State Warriors var hurtigt efter kampen ude med meldingen om, at Stevens ikke kommer til at være til stede ved flere af kampene i finaleserien.

Ligaen NBA har valgt yderligere at bandlyse Stevens fra at være i arenaerne for hele den kommende sæson også, mens han også har fået en bøde på 500.000 dollars, svarende til 3,3 millioner kroner, skriver New York Times.

NBA-superstjernen LeBron James har været ude med stor opbakning til Kyle Lowry i et længere skriv på Instagram, mens han på sin Twitter-profil også har givet udtryk for, at hvis Kyle Lowry havde gjort det samme mod Mark Stevens på hans kontor, var basketball-spilleren formentlig blevet anholdt.

I finaleserien, der spilles i bedst af syv kampe, fører Toronto Raptors 2-1 i kampe. Næste opgør spilles også på Golden State Warriors snart tidligere hjemmebane i Oracle Arena i Oakland natten til lørdag. I næste sæson flytter storholdet til San Francisco.