Ishockeyligaen afviser Gentofte og fortsætter med ni hold

Gentofte Stars har fået afvist en licensansøgning til Metal Ligaen, der i næste sæson vil bestå af ni hold.

Gentofte Stars har fået afvist en licensansøgning til Metal Ligaen i næste sæson. (Arkivfoto). Jan Korsgaard/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Landets bedste ishockeyrække, Metal Ligaen, kommer i næste sæson til at bestå af ni mandskaber.

Det oplyser Danmarks Ishockey Union (DIU) torsdag.

Før den igangværende sæson bestod ligaen af ti hold, men rækken mistede et hold, da Hvidovre Fighters i december gik konkurs, så turneringen spilles til ende med ni hold.

Frem mod næste sæson har ligaforeningen afvist en licensansøgning fra Gentofte Stars, der var en del af Metal Ligaen i 2017/18. Det fortæller ligaforeningens formand, Klaus Rasmussen.

- Efter to sæsoner med klubber, der har haft svære økonomiske problemer, vurderede ligaforeningen, at det er for tidligt at tro på, at Gentofte Stars kan vende tilbage til Metal Ligaen som et solidt selskab, siger Klaus Rasmussen i en pressemeddelelse.

- Der er dog fortsat et ønske om flere hold i Metal Ligaen, og licensudvalget vil på baggrund heraf fortsætte arbejdet med reglerne for optagelse af nye hold, så det bliver så transparent som muligt at søge optagelse i Ligaforeningen.

I næste sæson vil de ni hold i Metal Ligaen mødes seks gange i grundspillet. De otte bedste kvalificerer sig til slutspillet.

I indeværende sæson får nummer ni chancen for at sikre sig en plads i slutspillet i en bedst-af-fem-serie mod nummer otte.

/ritzau/