Instruktør afslører: Michael Jordan havde ét bestemt krav til The Last Dance

 
0 Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Michael Jordan havde ét ufravigeligt krav til optagelserne af den populære dokumentar ’The Last Dance’.

Det lød ganske enkelt på, at det amerikanske ikon ville ikke have filmholdet indenfor i sit hjem.

Det afslører instruktøren Jason Hehir overfor amerikanske Insider.

»Der er visse aspekter af hans liv, som han gerne vil holde privat,« forklarer Jason Hehir om Jordans krav.

Michael Jordan bor i Jupiter i Florida, hvor han har et palæ, der ligger i det lukkede golfresort The Bear's Club.

Palæet er i alt på 2600 kvadratmeter og har blandt andet 11 soveværelser, en træningsafdeling, en basketballbane samt et vagttårn, hvor sikkerhedsfolk kan holde øje med, om der kommer ubudne gæster forbi.

»Han ville bare ikke have folk til at se alle de ting. Jeg respekterede det, så jeg kæmpede aldrig imod,« siger Hehir.

Derfor er Michael Jordan blevet interviewet tre forskellige steder til The Last Dance.

Selvom det ikke har været i hans rigtige hjem, har filmholdet forsøgt at finde noget, der var så tæt på virkeligheden som overhovedet muligt.

»Jeg kiggede efter steder, som lignede noget, hvor Michael kunne bo. Jeg vidste godt, hvordan hans rigtige hus så ud, og jeg vidste, at det her er en rig mand, som har en bestemt smag, så det ville vi gerne matche,« siger Jason Hehir.

Instruktøren forklarer samtidig, at det ene hus blev lejet til opgaven, mens de to øvrige blev stillet til rådighed af nogle venner – kvit og frit.

»Du ville blive overrasket over, hvor hurtigt folk vil åbne deres døre, når du siger ’kan Michael Jordan komme her og blive interviewet i jeres hus?’,« lyder det fra Hehir.

The Last Dance handler om Michael Jordans sidste sæson hos Chicago Bulls, hvor Jordan & co. vandt NBA for sjette gang.

Dokumentaren bliver sendt på ESPN og Netflix og består af ti afsnit. Søndag aften bliver syvende og ottende episode sendt.