Groth spiller sig sikkert i kvartfinalen i Schweiz

Med 4-0 i sæt er den danske bordtennisspiller Jonathan Groth sikkert videre i Europe top 16-turnering.

Den danske bordtennisspiller Jonathan Groth er i kvartfinalen i Europe top 16-turneringen i Montreux i Schweiz.

Lørdag vandt han sin første kamp i turneringen, da han slog hjemmebanehåbet Lionel Weber i en sikker sejr over fire sæt med cifrene 11-6, 11-5, 11-8, 11-7.

Kvartfinalen bliver spillet lørdag aften.

Her skal Groth op mod den tidligere europamester Dimitrij Ovtcharov fra Tyskland. Sidste år mødtes de to i semifinalen, hvor det blev til et dansk nederlag med 1-4 i sæt.

Kampen mellem de to begynder klokken 19.55.

Europe top 16 er turneringer mellem de 16 bedste spillere i Europa. Foruden en pengepræmie spilles der også om kvalifikation til World Cuppen, der spilles senere i år i Chengdu i Kina.

Sidste år blev 26-årige Jonathan Groth nummer tre i turneringen.

/ritzau/