Fulde unge trodsede corona-forbud: 'Kunne være gået frygteligt galt'

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Festen var egentlig aflyst på grund af frygt for coronavirus. Men det var en stor gruppe norske unge ligeglade med.

Og at de alligevel valgte at mødes på den legendariske skibakke Holmenkollen kunne have fået konsekvenser. Det skriver Dagbladet.

En fuld ung mand valgte nemlig at gå ind på en langrendsløjpe, mens et løb var i gang. Og det kunne have ødelagt løbet for Heidi Weng og Astrid Jacobsen.

»Astrid og jeg blev næsten løbet ned af en, derpludselig løb ud på løjpen. At det sker er dumt. Det er ikke sådan, det skal være (...). Han gik heldigvis væk fra løjpen igen lidt senere, men det kunne være gået frygteligt galt. Det var rent held, det endte godt,« fortæller Heidi Weng.

Da den unge mand pludselig stod på pisten, fik det da også betydning for Weng og Jacobsen. De måtte bytte spor og kunne være stødt sammen, men der skete dog ingenting.

Frygten for coronavirus havde ellers aflyst den såkaldte Kollen-fest, men flere tusinde mennesker troppede op i skovene.

Holmenkollen Skifestival er et årligt tilbagevendende arrangement i Oslo, hvor der blandt andet afholdes konkurrencer i langrend og skihop.

Hvert år kommer omkring 30.000 mennesker for at følge med - og hygge sig - i det, der kaldes en folkefest i Norge.

Denne gang skulle coronavirussen have holdt dem væk, men ifølge VG havde mange folk sat telte op i skovene tæt på skiarenaen.

»Politiet på stedet melder om langt over 100 unge berusede personer i området. Flere er ikke i stand til at tage vare på sig selv og får hjælp af Røde Kors og politiet,« skrev Oslos politi på Twitter.

Den frygtede virus har allerede haft stor betydning mange steder i sportsverdenen. Begivenheder bliver aflyst, rykket og holdt for lukkede døre i disse dage i et forsøg på at begrænse smitten.

I Danmark er der i skrivende stund 27 mennesker, der har fået bekræftet coronavirus.