Blev kun 24 år: OL-håbet Jack Hatton pludseligt død

En meget trist nyhed har ramt den amerikanske judo-verden.

For Jack Hatton, der er blevet betegnet som et af de helt store talenter, er pludseligt død. Han blev blot 24 år gammel.

Det skriver det amerikanske judo-forbund, USA Judo, i et opslag på Facebook. En nyhed, der har rystet sporten.

'Det er med meget tunge hjerter, at USA Judo må meddele, at landsholdets Jack Hatton pludselig er gået bort,' står der i meddelelsen om Hatton, der døde fire dage efter sin fødselsdag.

'Vi sender vores dybeste kondolencer til Hatton-familien, Jacks holdkammerater, trænere og venner. Jack var en af de bedste i judo i USA, og han vandt adskillige medaljer rundt omkring i verden,' skriver USA Judo videre.

Hvad Jack Hatton døde af, fremgår ikke i opslaget, hvori det understreges, at Jack Hatton havde en stor betydning ikke blot for sporten men også for de mange mennesker omkring ham.

Jack Hatton, der startede til judo, da han var blot fem år gammel. var en af de store kommende stjerner i sporten.

Han var blandt andet en af dem, der kæmpede for en plads til OL i Tokyo i 2020, som han havde en god chance for at komme med til, skriver New York Post.

Efter stortalentets død er der blevet startet en indsamling for at hjælpe familien igennem den svære tid, og USA Judo tilbyder hjælp til alle, der har brug for det.

'Hele USA Judo og det internationale forbund er i sorg i denne hårde tid,' skriver USA Judo på Facebook.

Også Pedro's Judo Center, hvor det unge håb trænede til dagligt, er i stor sorg.

'Jack har været medlem af Pedro's Judo Center siden 2015, og han har jagtet sin drøm om at komme med til OL i 2020. Udover at være en fantastisk atlet, var Jack en godhjertet, varm og gennemført skøn person. Han var et forbillede for elever over hele landet. Han vil virkelig blive savnet af alle hos Pedro's Judo Center og resten af judo-verdenen,' skriver centeret på Facebook.