Berlingskes udlandsredaktør, Birgitte Borup, priser sig lykkelig over, at danskerne er engagerede og interesserede i amerikansk politik.

Hvis ikke det var tilfældet, havde hun jo nærmest været arbejdsløs, som hun selv siger.

Men der er et problem.

For engagementet fører ofte til, at danskerne blander sig i debatten uden helt at forstå nuancerne og forskellene mellem amerikansk og dansk politik. Alt for ofte bliver amerikanske forhold diskuteret og bragt over i en dansk kontekst.

Det er forfejlet, fortæller hun i Berlingskes podcast »Østergaards salon«:

»Jeg synes, at der er en udskamning og fordømmelse, der foregår på sådan et mærkeligt fordansket grundlag,« siger Birgitte Borup i podcasten og fortsætter:

»Folk kan for eksempel ikke forstå, at vi som borgerlig avis kan finde på at skrive noget kritisk om Trump. Og omvendt så jeg også, at folk var ellevilde, dengang Kamala Harris blev vicepræsident. Nu kom der endelig en kvinde, som tilmed også tilhørte en minoritet. Og det er da dejligt, jeg er stor tilhænger af kvinder på magtfulde poster. Men jeg mener ret beset, at Kamala Harris er en dårlig politiker.«

Podcastens anden gæst, chefredaktør på Frihedsbrevet Mads Brügger, er enig:

»Hun har været en katastrofe,« medgiver han.

»Fuldstændig. Som vicepræsident, men hun var det også før. Hun måtte udgå fra Demokraternes primærvalg til præsidentembedet med det, der lignede halvanden procents tilslutning. Det er bare et eksempel på det jubelkor, der går i gang, uden at nogen har noget som helst substans eller har forsøgt sig at sætte sig ind i det,« siger Birgitte Borup i podcasten.

Derudover mener hun, at mange danskere mangler forståelse for det amerikanske topartisystem. Hun påpeger, at Det Republikanske Parti spænder over holdninger, der ligger et sted inde på midten, til holdninger »langt ude på det højrepopulistiske overdrev«.

Her ses USAs præsident, Joe Biden, sammen med sin vicepræsident, Kamala Harris.
Her ses USAs præsident, Joe Biden, sammen med sin vicepræsident, Kamala Harris. Mark Makela/AFP/Ritzau Scanpix

Og samtidig er der holdninger i Det Demokratiske Parti, som aldrig vil blive accepteret herhjemme. For eksempel ønsker flere demokratiske kandidater ved det aktuelle primærvalg at tillade abort frem til tredje trimester, påpeger hun.

Mads Brügger, der også har rejst og arbejdet i USA, er enig:

»Jeg tror også, at det hænger sammen med, at stort set alle danskere har et Netflix-abonnement. Og at det for en del danskere er blevet en regelmæssig oplevelse at tage en smuttur til New York. Så knytter man an til virkeligheden og tænker: ‘Jeg er USA-ekspert,’« siger han i podcasten og tilføjer:

»På den måde er vi en nation af sofavirologer, landstrænere og USA-eksperter. Og det er jo en helt banal iagttagelse, men der er bare en kæmpe forskel på at have været et par uger i New York, og så at have en dyb forståelse for, hvilket enormt land det er, hvor kompliceret det er, og hvordan Det Republikanske Parti dækker over mangt og meget.«

Du kan lytte til hele denne uges afsnit af »Østergaards salon« her. Ud over at snakke om amerikansk politik diskuterer Mette Østergaard, Mads Brügger og Birgitte Borup også det danske folketingsvalg og den højaktuelle sag om svindel med udbytteskat.