Onsdag kunne Mona Juul præsentere sig selv som ny politisk leder af Det Konservative Folkeparti.
Efterfølgende har der været stillet spørgsmål om, hvem hun er, hvad hun vil, og hvordan hun planlægger at eksekvere på sin nye rolle.
Men det har Niels Krause-Kjær, der er journalist og tidligere konservativ pressechef, et godt råd til.
Søren Papes tragiske død i forrige uge betød, at der skulle vælges en ny leder for Det Konservative Folkeparti. Og for ganske få kom det som en overraskelse, da pilen pegede på Mona Juul.
Der var, rent ud sagt, »ikke rigtig andre« – ifølge Niels Krause-Kjær.
Derfor skal danskerne først nu lære Mona Juul at kende, og som det ser ud nu, bliver det i følgeskab med Søren Papes generalsekretær, Søren Vandsø.
Det er Mona Juuls første fejl, mener Niels Krause-Kjær.
»Den første melding er jo, at han bliver. Og sådan som jeg hørte det, så er det efter en opfordring fra hovedbestyrelsen. Og ja ja, lad ham så blive. Jeg tror ikke, det er klogt. Måske de første par måneder eller til sommer. Men jeg tror, det ville være klogt – i særdeleshed for Mona Juul – men sådan set også for Søren Vandsø, at hun stiller sit eget hold. Det skal hun simpelthen,« siger han.
Sammen med Astrid Haug, der er selvstændig rådgiver og hjælper virksomheder og organisationer med strategisk brug af sociale medier, gæster han denne uges udgave af Berlingskes podcast »Østergaards salon«.
Et maleri i baggrunden
Det er blevet bemærket i konservative kredse, at Mona Juul på sit tidligere kontor har fået taget et billede, hvor der bag hende hænger et maleri af en kvinde, der onanerer.
Det mener Niels Krause-Kjær er en af årsagerne til, at Mona Juul var så tydelig i sin tale onsdag i sidste uge, hvor hun indledte med at understrege, at hun er »en helt rigtig konservativ«.
Den var et smart træk, mener den forhenværende konservative pressechef. Men det er også nu, hun skal agere, hvis det skal blive rigtig godt, siger han videre.
»Jeg tror, det var klogt af hende at gøre sådan den første dag. Men lad os nu se. Vi ved meget mere om et halvt år,« siger Niels Krause-Kjær.
Men der findes en ganske væsentlig faktor for, om det ender godt for Mona Juul, mener han.
»Hun skal både gribe magten og tage den, men også overtage magten i organisationen. Hvis hun ikke gør det, så bliver det ikke godt,« siger han.
Til Niels Krause-Kjærs kommentar om Mona Juul og Søren Vandsø svarer Søren Vandsø via De Konservatives pressetjeneste:
»Mona Juul har bedt mig om at fortsætte som partiets generalsekretær. Og det samme ønsker partiets Forretningsudvalg. Den tillid og opbakning er jeg meget taknemmelig for. Jeg vil – ligesom Mona – bruge alle mine vågne timer på at knokle for partiet, skabe resultater og vinde valg. Det glæder jeg mig meget til«.
Herunder kan du lytte til hele afsnittet af Berlingskes podcast »Østergaards salon«, hvor også Astrid Haug medvirker. Her vender de desuden danskernes stigende indkøb af prepping-udstyr, og så bliver vi gjort klogere på, hvad der ligger bag alle de kinesiske reklamer, der sniger sig ind i vores feed. Og hvorfor de er et problem for både klimaet og dansk erhvervsliv.