Politisk kommentator: Mens Venstre smuldrer, har et parti overtaget deres position

Liberal Alliance har sat sig på en position, som Venstre skulle indtage. Det har sendt partiet ud i en identitetskrise. Sådan lyder det fra politisk kommentator og direktør Jacob Bruun og politisk kommentator Søs Marie Serup, som gæster ugens udgave af Berlingskes podcast "Østergaards salon".

Mens Venstre er i opløsning, har Liberal Alliance overtaget deres position som et socialliberalt parti.

Sådan lyder det i Berlingskes podcast »Østergaards salon«, hvor chefredaktør på Berlingske Mette Østergaard vender det politiske år, der er gået, i selskab med politisk kommentator Søs Marie Serup, der laver strategisk rådgivning og kommunikation, og politisk kommentator Jacob Bruun, som er direktør i rådgivningsvirksomheden Bruun Advisory.

Jacob Bruun var til stede, da Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, tidligere i juni fyldte K.B. Hallen for blandt andet at promovere sin nye bog »Vejen til Ansvar«.

Og det var et noget andet Liberal Alliance, han så under det over to timer lange show, som flere tusinde mennesker havde betalt for at se.

Liberal Alliance brugte anledningen til at fremhæve en mere socialliberal profil.

I K.B. Hallen var snakken om topskattelettelser og den ultraliberale politik, som især var gennembrydende da Anders Samuelsen stod i spidsen for Liberal Alliance i ti år indtil 2019, gemt væk.

»Det var bemærkelsesværdigt,« fortæller Jacob Bruun og tilføjer, at snakken derimod handlede om frihed, fællesskab og ansvar.

»Den politiske platform er uforandret, og deres partiprogram er det samme. Men det er en anden version af Liberal Alliance, man får, hvis man lytter til dem anno 2023,« lyder det fra Jacob Bruun.

Men positionen som et socialliberalt parti, som Liberal Alliance har sat sig på, var netop, hvad Jakob Ellemann-Jensen skulle ind og tage – det efterlader Venstre i dyb krise.

»Old Venstre«

Venstre er exceptionelt presset, mener politisk kommentator, Søs Marie Serup.

For mens Liberal Alliance har sat sig på den socialliberale position, presser tidligere Venstre-næstformand Inger Støjberg fra den anden side.

For hun har netop gang i et »old Venstre,« siger Søs Marie Serup.

»Hun tager fra den ene side, Alex Vanopslagh æder løs fra den anden side. I virkeligheden er det dét, jeg synes, man går på ferie med. Følelsen af at Venstre er exceptionelt presset.«

Venstre er endt i en identitetskrise og er nødt til at finde ud af, hvorfor man skal stemme på dem, lyder det fra Jacob Bruun.

»Kerneårsagen er det tillidssvigt, som mange vælgere har oplevet. At Venstre har haft så stor forskel på, hvad de gjorde og sagde frem til og med valgdagen, og at de så alligevel er endt i regering med Mette Frederiksen,« siger Jacob Bruun.

Herunder kan du lytte til hele episoden af »Østergaards salon«, hvor Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard gennemgår flere nedslagspunkter i det politiske år. De taler blandet andet om, at der er for mange partier i dansk politik og så kigger de i spåkuglen efter svar på, hvor regeringen står om et år – det er det slet ikke enige om.