Danmark skal være ligesom Saudi-Arabien, lyder det fra Kristian Jensen, som er direktør i Green Power Denmark og har en række ministerposter bag sig.

Ja, du læste rigtigt. Men det er ikke landets sharialovgivning, han er inspireret af. Det er derimod deres dominerende plads på energimarkedet – heldigvis.

For Danmark har stort potentiale, når det handler om energi, siger Kristian Jensen i ugens udgave af Berlingskes podcast »Østergaards salon«. Faktisk, skal vi være de dominerende på energimarkedet.

»Vi er begunstiget med, at vi ligger et sted på jordkloden, hvor der er en konstant blæst, samtidig med at vi har et stort havareal med lavbundsforhold,« siger han.

»Danmark har mulighed for at kunne lave brændstoffer langt ud over det, vi bruger selv og lave en eksport, hvor vi kan blive dem, der leverer brændsel til skibe, fly og til den kemiske industri. Det kan blive et kæmpe velfærdsløft og et kæmpe eksportmarked for Danmark, hvis vi tør gribe det,« siger han og forklarer, at man kan bruge strøm til at spalte vand i ilt og brint, som man også kan bruge til at lave nye brændstoffer. Det, man også kalder Power-to-X.

Det betyder, at vi kan lave brint, som årligt vil give en indtjening på mellem 80 og 100 milliarder kroner.

Spørgsmålet er, om politikerne insisterer på skatteindtægterne for vindmøllerne og på at regulere, eller om man er villig til at privatisere det.

Kristian Jensen mener nemlig, at politikere og noget af lovgivningen står i vejen for den grønne omstilling.

»Det har været en øjenåbner for mig, at EU faktisk har lavet en nødforordning, der gør, at landene kan undlade nogle af de processer, de normalt bruger,« siger han og henviser til den nødforanstaltning, der trådte i kraft 30. december 2022, som en række lande allerede har taget i brug:

»Men i Danmark, og i øvrigt også i Sverige, har man sagt, at sådan en nødforordning, den behøver vi ikke tage alvorligt. Vi holder fast i de gamle procedurer – rent politisk hænger man fast i nogle gamle opfattelser.«

Herunder kan du lytte til hele episoden af »Østergaards salon«, hvor Troels Schønfeldt også medvirker. Foruden at være ph.d. og kernefysiker med speciale i neutroner, er han stifter af virksomheden Seaborg Technologies, som arbejder på at udvikle en helt ny og langt mere sikker form for atomkraft. Drømmen er, at blive 100 gange større end Vestas.