Efter flere år på Christiansborg begyndte Villads Andersen at lægge mærke til en forandring ved sig selv.
Han var ikke længere den rummelige person, som han plejede at være. Pludselig blev han irriteret over folk på gaden, mens han syntes, at pædagogerne i hans børns børnehave var for langsomme.
»Hvis pædagogerne gik stille og roligt i institutionen, som man skal, så ville jeg gerne have, at de skulle op i gear. Jeg gik nærmest og knipsede ad dem,« siger Villads Andersen, der er tidligere taleskriver for Mette Frederiksen (S), i Berlingske-podcasten »Østergaards salon«:
»Jeg betragtede alting som et kynisk spil.«
Den personlige udvikling hos Villads Andersen kan særligt tilskrives arbejdskulturen på Christiansborg, hvor der hersker en kultur med kynisme og et højt tempo, fortæller han.
»Arbejdskulturen er en blanding af, at alting skal gå meget stærkt, og at alting er det allervigtigste i verden. Du kan blive sms'et eller ringet til meget sent om aftenen eller i weekenden, fordi der er sket noget, som er det absolut vigtigste.«
Villads Andersen er langtfra den eneste, der har oplevet en usund arbejdskultur i magtens centrum.
Zetland har denne uge kunnet berette, at 27 procent af de ansatte sidste år forlod departementerne i de forskellige ministerier. Samtidig fortæller 33 embedsfolk om en arbejdskultur, hvor man har meget travlt og forventes at være tilgængelig hele tiden.
Blandt andet fortæller en fuldmægtig, der har været ansat i ti år i forskellige ministerier, om at blive ringet op af chefen midt i julen, mens vedkommende var syg med hjernerystelse.
»En anden gang var jeg besvimet og forklarede min chef, at jeg var nødt til at tage hjem. Så blev jeg spurgt, om jeg ikke lige kunne gøre en sag, der havde frist, færdig. Jeg sagde: ‘Undskyld, men hørte du ikke, hvad jeg sagde?’ Så blev spørgsmålet til en ordre, og jeg brød simpelthen sammen,« siger den fuldmægtige til Zetland.
En flok »dovne røve«
Villads Andersen, der i dag er forfatter og journalist hos Information, var taleskriver for Mette Frederiksen i tre år fra 2016 til 2019.
Han blev igen hevet ind som taleskriver for statsministeren under valgkampen i efteråret, og her lagde han mærke til, at arbejdskulturen havde forandret sig.
De ansatte var blevet bedre til at tage hjem og spise aftensmad med deres familier, hvis der ikke var noget presserende arbejde. Og så var de begyndt at huske at slappe af, fortæller Villads Andersen.
»Valgkampe er altid meget hektiske, men jeg synes egentlig, at kulturen var blevet bedre,« siger han.
»Men jeg syntes simpelthen, de var nogle dovne røve. Jeg syntes, det var for dårligt, at de ikke gad at arbejde mere, for man skal da blive ved, når der er valgkamp. Selvom jeg egentlig hadede kulturen selv, blev jeg lynhurtigt en del af den og tog værdierne på mig.«
Også Steffen Hjaltelin, mangeårig strateg for Venstre og tidligere rådgiver for Lars Løkke Rasmussen, gæster »Østergaards salon«, og han kan sagtens genkende det store arbejdspres på Christiansborg.
»Jeg har elsket valgkampe, hvor man stort set ikke har sovet. Det har virkelig været 16 timers arbejdsdage. Man bliver kaldt til møde på Marienborg klokken 23. Det er virkelig dag og nat, og jeg har simpelthen elsket det,« siger han og fortsætter:
»Men det er også en afgrænset periode.«
Du kan lytte til hele episoden af »Østergaards salon« her, hvor Mette Østergaard også taler med Steffen Hjaltelin og Villads Andersen om, hvordan #metoo-debatten kan svække virksomheders konkurrenceevne.